Kitchari – retten over alle retter | Nordic Ayurveda

 

 

Kitchari – retten over alle retter

Nyheder

 

Kitchari er Ayurvedas mest kendte madret. Den er i følge Ayurveda det mest komplette måltid, du kan indtage, som er godt for alle tre Dosha-typer, når du bruger krydderier og grøntsager, der passer til din konstitution og årstid… Og måske det bedste af alt for os her Norden: Den er nem at lave!

Ja, vi ved det nederste statement bryder lidt med hele ideen i Ayurveda om nærvær i madlavning og spisning. Og det meste ayurvediske mad skal da også helst laves som “slow cooking”. Vi ved dog også, at er det ikke nemt, så falder mange i og spiser en sandwich eller rugbrødsmad på farten.

Mungbønner og alt det andet gode

Mungbønner og basmati ris er det centrale, som begge er “Tridoshic”, altså for alle. Mungbønner er fantastiske – de er rige på protein, calcium, magnesium, jern, kalium, folsyre, samt vitamin C, K og B6. Derudover er de enormt fiberrige og giver ikke luft i systemet, som mange andre bønner gør.

Udover ovenstående ingredienser, så udemærker denne ret sig med, at du helt selv kan vælge hvilke krydderier og grøntsager, du vil “spice” retten op med, og dermed kan den laves i utallige afskygninger. Derfor er nedenstående opskrift vejledende – skift endelig ud i krydderier og grønt, som det passer dig, men bevar kernen, som er lige dele mungbønner og basmati ris.

Kitchari er det perfekte frokostmåltid (hav det gerne i en termo-madkasse, så har du varm frokost hele vinteren), og er desuden den ret, som vi spiser tre gange om dagen under den Ayurvediske udrensning forår og efterår. Læs mere om detox her!

Opskrift til inspiration (4 pers.)

3 spsk ghee eller kokosolie
2 dl basmati ris
2 dl mungbønner (spirede, eller udblødte hele bønner eller de afskallede)

2 tsk hele fennikelfrø
2 tsk hele korianderfrø
1 tsk hele spidskommen
2 cm frisk ingefær eller 2 tsk ingefærpulver

2 gulerødder i tern
1 lille sød kartoffel i tern
1/2 pose friske grønne bønner i bidder eller 1/2 broccoli i buketter
1 lille squash i tern

Fremgangsmåde

– Smelt fedtstoffet i en gryde

– Tilsæt frisk ingefær og de hele krydderier, du vælger at bruge, og vent indtil de tager farve

– Tilsæt ris og bønner et par minutter og dernæst de pulverkrydderier, du vælger at bruge

– Tilsæt 6 dl vand (eller 4 dl vand og en dåse kokosmælk), samt grøntsager i små bidder, og lad retten koge op

– Skru ned og lad det hele simre i 15 min. eller indtil det er mørt.

– Gem gerne en portion til næste dags frokost 🙂

God fornøjelse med Kitchari
Nordic Ayurveda