I mere end 15 år kæmpede min mor med kroniske smerter i maven og fordøjelsessystemet. I begyndelsen af 2021 fik hun, i en alder af kun 67 år, endelig fred efter en lang og smertefuld kamp mod tarmkræft og de bivirkninger, som behandlingen efterlod hende med. Min mors lange sygdomsforløb har fyldt meget i mit liv og det var ikke altid nemt. I dag kan jeg se, at det har været en gave til mit liv.

Min mor har, lige siden jeg var teenager, kæmpet med sin fordøjelse. Så langt tilbage jeg kan huske, havde hun problemer med maven og døjede skiftevis med diarre, smerter, forstoppelse og generelt ubehag i mave-tarm systemet. Med tiden blev symptomerne kroniske og de blev lammende for både hendes arbejdsliv og sociale liv. Mit barndomshjem var fuld af kærlighed, men min mors tilstand og kroniske smerter fyldte også meget.

Frygten fyldte alt
Da min mor fik konstateret tarmkræft, blev hun bekræftet i det, hun havde frygtet gennem alle årene. Der var noget galt! Også selvom lægerne indtil da ikke havde kunne finde en forklaring på hendes mangeårige smerter og problemer med fordøjelsen. Frygten og den negative tankegang var for længst blevet en fast følgesvend i hendes liv og det var en nedadgående spiral, som havde drænet hende og mit barndomshjem for positiv energi gennem mange år.

Først var diagnosen en lettelse, men efter så mange år med negative og frygtbaserede tankegange, så blev hverken diagnosen eller den succesfulde behandling den forløsning, vi havde håbet på. 

Selv da hun blev erklæret rask, var frygten med til at styre de mange spørgsmål. ”Kommer det igen? Hvordan er jeg blevet syg? Kunne jeg have gjort noget anderledes?” De mange operationer viste sig også at have en bagside i form af arvæv og efterfølgende gentagne indlæggelser med tarmslyng, som både er farligt og meget smertefuldt. 

Operationer indgød hver gang håb, men håbet blev altid afløst af nye frygtbaserede spørgsmål.

Til sidst var operationerne meningsløse, fordi konsekvenserne af indgrebene kun førte yderligere komplikationer med sig. Håbet svandt ind og operationerne blev afløst af mere smertestillende og lindrende medicin. Den tiltagende medicinering med smertestillende præparater førte blot til et åbent mavesår, der aldrig rigtig formåede at hele. Her var jeg for længst begynde at stille spørgsmål til hele forløbet, men også til den tilgang, som havde præget det. 

Hvad Ayurveda har lært mig om modgang
Allerede da jeg var teenager, begyndte jeg at søge efter en tilgang til livet, som var optimistisk og energifyldt. Da jeg stødte på Ayurveda begyndte livet at give mening for mig – det gjaldt også den modgang, jeg har mødt i livet, herunder min mors sygdomsforløb. 

Ayurveda er verdens ældste sundhedsvidenskab og har en holistiske tilgang, der tager højde for helheden og
sammenhængen mellem kroppen, det mentale og det sjælelige. 

Med det Ayurvediske perspektiv vil du altid tage hele spektret med, når du skal finde årsagen til en ubalance. Det vil aldrig kun være en fysisk forklaring og en fysisk behandling, som fx en operation eller en pille. Med Ayurveda vil du også altid inddrage det mentale og det følelsesmæssige – både i diagnosticering og behandling. Det betyder, at når du oplever ubehag, smerter eller modgang, så vil du med Ayurveda både forholde dig til fysiske og det mentale, fordi de er forbundne. Med Ayurveda giver det ikke mening kun at helbrede fysiologisk.

Min mors sygdom tændte min Agni
Hvis jeg overfører den tilgang til min mors forløb, som jo nok desværre minder om noget mange andre kan genkende, så er det min overbevisning, at en mere holistisk tilgang til min mors mavesmerter, helt fra begyndelsen, kunne have hjulpet hende. Jeg mener ikke, at det nødvendigvis kunne have forhindret tarmkræft, men en inddragelse af det mentale, et fokus på helheden og en drejning af smerte og modgang fra noget negativt til noget positiv, kunne have hjulpet hende mentalt. Jeg er overbevist om, at det kunne have fyldt hendes liv med mere livsglæde på trods af kroniske smerter og jeg tror også, at om ikke helbredt hende, så kunne det have lindret hende.

På den måde vil jeg sige, at min mors sygdom blev det, der tændte min Agni (indre ild), og derigennem har været med til at bringe mig hen til der, hvor jeg er i mit liv – og det er jeg hende evigt taknemmelig for.

Den søgen, som startede i min ungdom, og som sidenhen førte mig til Ayurveda, var på mange måder en modreaktion på den frygtbaserede og ensidige fysiologiske tilgang, der drænede min mor. Ayurveda lærte mig at vende modgang til noget positivt, men den åbnede også op for en dimension af livet, som rækker ud over den fysiske og som er større end mig selv. 

Vi mennesker er ikke kun fysiske, der er noget større og mere. En anden dimension og det er derfor, at jeg i dag, stadig mærker min mors nærvær. Det er med stor kærlighed til min mor og med stor respekt for hendes historie, og med respekt for dig og dine pårørende, at jeg deler min egen og min mors historie. Måske kan det være til inspiration for dig og medvirke til, at du stiller dig disse tre spørgsmål og finder din egen Agni gennem den modstand, du har mødt i dit liv.

Hvor har jeg oplevet modgang i mit liv?
Hvad har jeg lært af det?
Hvad tænder min indre ild (Agni) i dag?

Givet i kærlighed <3

Maria