Mit immunforsvar er mit supervåben | Nordic Ayurveda

 

 

Mit immunforsvar er mit supervåben

Maria

 

Så har jeg netop rejst mig fra corona sygesengen, som så mange andre. I snart to år har vi levet side om side med en formodet fjende, og det var for mig derfor forløsende endelig at sige rigtig goddag og lære den at kende på godt og ondt…

I den Ayurvediske optik er vi mennesker her på jorden for at få oplevelser. Vi er dybest set et ubegrænset væsen, som vil bestå selv, når dette liv er overstået. Fra sjælens perspektiv findes der ikke rigtig eller forkert, godt eller skidt. Blot oplevelser. Og virus er en helt almindelig oplevelse i vores menneskeliv, ligesåvel som smerte og ubehag er det.

Flygter vi eller går vi igennem?

Det er en naturlig menneskelig mekanisme at ønske at flygte, når noget ikke føles rart, ligesom det er en naturlig menneskelig mekanisme at frygte dét, vi ikke kender. Begge dele lægger til grund for den måde verden har håndteret pandemien de sidste to år. Vi blev bange, fordi en ukendt sygdom kom til verden, og vi gjorde alt, vi kunne for at flygte fra det faktum, at vi alle skal igennem sygdommen ved at acceptere påbud om restriktioner, mundbind og vacciner.

Vi har prøvet at flygte fra virus, i stedet for at gå igennem virus og benytte os af det eneste supervåben, vi rigtig har og kan læne os ind i, nemlig vores IMMUNFORSVAR.

Immunforsvaret til tjeneste

Er det i grunden ikke vidunderligt, at du er skabt med en krop og et iboende immunforsvar, som hvert sekund beskytter dig mod alverdens bakterier, virus og stress? Jeg føler, vi gør vores krop og immunforsvar – ja selve vores eksistens – uret ved IKKE at anerkende dette. Jeg føler, vi mennesker igen og igen overgiver kontrol og ansvar til noget udenfor os selv, i stedet for at anerkende den enorme power, vi har indeni. 99% af os overlever corona, og come on… selvom corona kan være hård og drænende, så overlever vi den uge eller tos besvær i vores liv.

For at være helt ærlig, så er livet en gave, du har fået foræret. Vi har faktisk ingen ret til at forvente, at det skal være smertefrit eller problemløst. Og den dag vi skal herfra, så er det tid.

Bevidsthedens medicin

Vi tager bedst vores power og ansvar hjem ved at styrke vores immunforsvar. Vi styrker immunforsvaret, når vi behandler os selv godt – både fysisk og psykisk. Derudover så holder bevidstheden nøglen til sundhed. Når vi åbner os selv for nuancer og anerkender at livet ikke er sort og hvidt. Når vi ser vores frygt i øjnene og går i gennem ubehaget, så løfter vi vores bevidsthed, og her kan sand healing stråle ind.

Sluk for medierne

Det bedste ayurvediske råd jeg kan give på denne bevistheds rejse handler om at slukke for alle medier og kun lade dem påvirke dig minimalt. Derfor mediterer vi dagligt som en del af den ayurvediske livsstil og vi tager bevidst stilling til, hvad skal præge vores sanser. Den daglige indoktrinering i medierne gennem de sidste to år har gjort alt det modsatte af at inspirere til healing og sundhed. Den har udelukkende spredt frygt og opildnet til et overaktivt nervesystem, som er vores største sundhedsmæssige udfordring i den moderne verden.

Hvis du har lyst til at få nogle andre nuancer på sundhed og sygdom og høre mere om, hvad jeg har lært at mit nye bekendtskab corona, så kan du lytte med i podcasten her.

Givet i kærlighed <3
Maria