Rødbede hummus | Nordic Ayurveda

 

 

Rødbede hummus

Maria

 

Denne hummus er en variation, hvor jeg har tilføjet bagt rødbede. Udover at den smager dejligt og giver os alle de seks smage i et måltid, så får vi med rødbede, citron og persille mange flotte farver og dermed god næring! Og de farver du ikke får her, kan du supplere med i resten af din menu.

Rødebedehummus er også en god sommerspise, da vi kan sætte den på køl og tage den med på picnic mm. Jeg har skrevet i parentes, hvilke smage du får.

 

God fornøjelse!

 

INGREDIENSER

100 g. udblødte kikærter (sammensnerpende)

150 g. rødbeder (sød, bitter)

½ dl. olivenolie (bitter)

1 fed hvidløg (krydret)

½ tsk. grøntsagsbouillon (salt)

Havsalt (salt)

Citron (sur)

 

PYNT

Sesamfrø (sød)

Persille (bitter, krydret)

 

FREMGANGSMÅDE

  • Start med at tænde ovnen på 185 grader.
  • Rens dine rødbeder og skær begge ender af. Læg dem op i et ildfast fad og hæld en smule olie over dem, så de ikke bliver brændte.
  • Lad dem bage i ovnen i to timer eller indtil, de bliver møre. Imens koger du dine kikærter sammen med bouillonen. Hæld vandet fra, men gem det, da du muligvis skal bruge det, når du blender din hummus.
  • Når dine rødbeder er møre tager du dem ud og lader dem køle lidt af. Når du kan arbejde med dem uden at brænde fingrene, skærer du skrællen af.
  • Nu skal du til at blende. Der er forskellige måder at gøre det på og afhænger af dit køkkenudstyr. En food proccesser er at foretrække, da du kan få din hummus helt blød og fri for rødbedeklumper. Ellers kan du også bruge en stavblender.
  • Hæld kikærter, rødbeder, olie og hakket hvidløg i og blend indtil, det bliver en cremet masse. Hvis du er i det utålmodige hjørne og har valgt stavblenderen, kan du også sagtens lade lidt stykker rødbede forblive deri og kalde din hummus rustik eller grov. Vurder selv, om du synes, at den trænger til mere kogevand eller om konsistensen er fin uden.
  • Smag til sidst til med havsalt og citron og pynt med sesamfrø og persille.