Da jeg startede min ayurvediske rejse gennem yoga, begyndte jeg at foragte fitness verdenen og det den stod for. Jeg syntes, at denne verden havde et overdrevet fokus på det ydre, kropstoning og udseende, og det stod i kontrast til den dybde og indre referering, jeg mødte i yogaen…
Da jeg mødte min dejlige mand for 4 år siden blev jeg udfordret på mange parametre. For heldigvis kunne vi bibringe hinanden nye vinkler på livet, ligesom vi selvfølgelig også havde og har mange ens livsværdier (læs evt mere om vigtigheden af ligheder og forskelle i parforholdet her).
Det blev en vigtig fælles værdi for os, at vi var åbne for hinandens verdener, og også aktivt engagerede os i aktiviteter, der stod den andens hjerte nært. Der er nok ikke nogle, der følger mig, som er i tvivl om, at jeg i Marko har verdens bedste og mest åbne støtte. Han læser og deltager stort set i alt, jeg er optaget af. Du har måske mødt ham til et foredrag, retreat eller workshop, eller har læst hans kærlige tilkendegivelser på facebook. Marko tog med til yoga allerede dengang vi datede.
Yoga var nyt territorium for Marko, og til gengæld præsenterede han mig for fitness og styrketræning. I 40 år har dette været en stor del af min mands liv. Hvis jeg fortsat havde holdt fast i, at fitness var overfladisk, kunne jeg ligeså godt være gået fra Marko. I starten var det sgu akavet at komme fra den rolige, meditative yogaverden over i et fitnesscenter med larm, store spejle og vægte og maskiner, jeg skulle forholde mig til. Men jeg overgav mig stille og roligt mere og mere til det. Jeg gik ind i nybegynderrollen og lod Marko guide mig. Og med årene har jeg nu taget denne nye disciplin til mig. Nu er det ikke længere for Marko og vores forholds skyld, men ofte mig der trækker ham med afsted, fordi jeg kan mærke det gør mig godt.
Vi har både brug for det rolige og meditative, men også brug for at få pulsen op og styrke vores krop, især når vi bliver ældre. Ayurveda bekræfter denne vigtighed, idet vi alle bliver mere æteriske og “vata-prægede”, i takt med at alderen stiger. Foruden gennem ro, så blive vata-energien stabiliseret, når vi styrker muskler og led (og sind). Vi mister også muskelmasse, når vi bliver ældre, og smerte bliver uundgåeligt en større medspiller i livet. Alle sammen tegn på ubalanceret vata.
Du ved selv, hvor du ligger, når det kommer til denne balance? Marko har stadig brug for, at jeg minder ham om det rolige og yogaen, da han elsker at presse sig selv. Og han siger til mig, hver eneste gang vi er i fitnesscenteret, “kom nu, du kan godt tage flere”, når jeg igen prøver at springe over, hvor gærdet er lavest:)
Når min uge er optimal, så træner jeg fitness (crosstrainer og vægte) en gang, løber to gange og laver yoga 2-3 gange ugentligt. Og i virkelig flyder det over i hinanden. Jeg laver nemlig også yogaøvelser i fitnesscenteret og efter løb. Og når jeg underviser i yoga, sørger jeg for, at pulsen lige kommer op og varmen springer frem i hele kroppen. De yogaprogrammer , jeg underviser, kalder jeg Tridosha yoga, netop fordi de balancerer alle vores tilbøjeligheder. Og skaber harmoni mellem aktivitet og hvile.
I dag underviser jeg i vores skønne AYA House ved Fredensborg, hvor du også kan modtage Ayurvediske behandlinger.