Livskraft!
Smag lige på det ord!
Livskraft er en mangelvarer i vores samfund, hvor mange dyrker det mellemfornøjede. Hvor mange er tilfredse, med at svare ‘fint’, når andre spørger, hvordan det går. Men er du her virkelig for at have det ‘fint’ eller ‘ok’ eller for at stortrives?
For mig indeholder livskraft – som kaldes ojas* i ayurveda sprog – styrke, energi, lyst, glæde og nydelse. Jeg tror dog desværre, vi er mange, der er blevet lidt bange for ordet kraft, fordi det minder os om det mindre ønskværdige – men meget mere brugte – ord kræft. Kræften, der kan tage os. Der kan underminere vores liv. Kræften, vi måske ser som en udefrakommende fjende, men som jeg vil mene er samme energi i en anden forklædning. Spørgsmålet er, om vi bruger kraften eller lader den nedbryde os?
Der findes mange måder at have modstand på vores livskraft, som er vores fødselsgave. Vi kan bruge janteloven og frygte, at hvis vi spreder armene i verden (læs: Danmark) og skriger ‘HER ER JEG!’, så vil andre synes, vi er for meget. Vi kan iklæde os realisme – som i mine øjne er det samme som pessimisme – og tænke, at vi da ikke bare kan følge vores livskraft, lyst og ønsker for hvad med regningerne, der skal betales? Og har vi børn – så er undskyldningen, at vi skal være ansvarlige, for det er nemlig synd for dem, hvis de ikke har deres eget værelse eller skal flytte flere gange i deres liv…
Men livskraft er dybest set, hvad jeg føler, jeg er kommet her til jorden for at kommunikere. Jeg har en lang og farefuld færd bag mig indenfor yoga- og helseverdenen. Jeg elsker yoga, som faktisk var redskabet til min livstransformation tilbage i 2001… Men vær varsom, hvis du bevæger dig ind i den kultur. Du kan nemlig risikere at miste netop din livskraft og livsglæde på grund af alle de restriktioner, der findes her (du kan selvfølgelig ikke miste noget, du ikke selv vælger at give slip på, men du ved, hvad jeg mener, ik?). Nogle retninger finder ligefrem på at sige, at vores ønsker og lyst er det onde, der skal bekæmpes. At den spirituelle vej handler om selvudslettelse og sammensmeltning med noget guddommeligt udenfor os selv.
Men hov, der findes slet ikke noget guddommeligt udenfor os selv – vi er en del af det. Og det guddommelige er netop livskraften og lysten til livet, som vi er blevet skænket eller har taget. Begge dele er sandheden – blot forskellige perspektiver.
Lad os derfor i stedet inspirere hinanden til at stråle ved at følge vores drømme, lyst og skøre idéer. For ligesom vores børn, så lærer vi slet ikke af, hvad andre belærer os, men af det vi ser omkring os. Og jeg ønsker mere end andet, at vise eksemplet på at livet kan være dejligt, smukt og kraftfuldt – ikke kun når tingene går efter vores hoved, men hvert eneste øjeblik for livskraften kommer indefra og er IKKE afhængig af ydre omstændigheder!
Jeg har netop set filmen ‘ Swinger’ – som har et vigtigt budskab, der netop handler om at finde livskraften indeni. Det fedeste ved den film var for mig portrætteringen af mennesker, hvis livskraft er ved at svinde ud. Tak Martin Buch m.fl. for at minde os om, hvordan det ser ud. Ikke kønt…
Hvordan ser livskraft ud for dig? Hvordan føles den? Hvad skal der til for at favne den? Give den plads? Udtrykke den?
* Ojas er den vitale, potente livsenergi, som egentlig er vores fødselsret og naturlige allierede. Uden den ville vi være et tomt hylster uden evne til at tænke kreative tanker, bevæge os eller føle store følelser som kærlighed, omsorg og livsglæde. Når du er fyldt af ojas, stråler du af vitalitet, andre mennesker drages af dig, og du har uafbrudt energi fra morgen til aften.