We must have the stubbornness to accept our gladness in the ruthless
furnace of this world…
(fra A Brief From The Defence af Jack Gilbert)
Der er vist ingen tvivl om, at vi ikke behøver at kigge langt ud i verden eller ned af vores egen gade for at finde uretfærdighed, fortvivlelse, nød og elendighed. At det mørke, det hårde, det svære, det sårbare venter lige om hjørnet. Måske netop af den grund føler jeg, vi hver især har et ansvar for at stå ved vores glæde, begejstring og lyst til livet. Jeg elsker ovenstående linje fra et digt, som direkte opfordrer os til at være stædige nok til at stå ved vores glæde selv i hensynsløs elendighed.
Det er umuligt at snakke om livslyst og -glæde uden at inkludere udfordringerne – uden at favne at verden på en og samme tid er uendelig smuk og hård. Yoga betyder forening og igennem forskellige yogiske praksisser, begynder vi at rumme og favne modsætningerne, fordi vi i glimt fornemmer og erfarer den guddommelige enhed bag dualiteternes dans.
Man kan sige, at vi – ligesom verdenen – på en og samme tid er dualiteten karakteriseret som lyset og mørket samtidig med at vores dybere selv tager bolig i uendelighedens enhed.
Men siden vi tilsyneladende er her i menneskelig form lige nu, så kan vi da vel ligeså godt nyde livet og suge hvert et gram glæde, nydelse og storhed ud af det? Ja, også selvom der tilsyneladende er andre, der ikke nyder deres liv.
Tænk, hvor mange af os, der er vokset op med idéen om, at hvis vi ikke spiser op, så gør vi elendigheden for de afrikanere, der ikke har noget at spise, værre. Den idé bygger på syndsbegrebet. At vi skal ofre os for andre. At vi ligefrem kan gøre andre ondt eller tage fra andre, hvis vi har meget – hvad enten det er glæde eller materielle genstande. Hvis vi skal vente med at føle ekstatisk lykke til hele resten af verdenen også gør det, så kommer vi til at vente, indtil vi ligger i graven.
Vi er udstyret med en krop og følelser, der tydeligt fortæller os, om noget føles godt eller ikke. Jeg reflekterer tit over, hvorfor så mange mennesker hver dag står op til noget, der ikke dybest set giver dem glæde. Jeg tror, dette netop bygger på ideen om, vi er syndige. Når noget virkelig føles nemt, sjovt og nydelsesfuldt, så kan mennesker finde på at vende det ryggen og næsten skamme sig over det.
Den seksuelle nydelse er på en måde det ultimative eksempel herpå. Hvorfor er noget af det første, vi lærer om sex, at for meget af det (= nydelse) kan gøre os syge eller at vi kan såre eller skade os selv eller andre under denne leg, som det jo i virkeligheden bare er.
Når sex er virkelig dejligt og fri for begrænsning og synd, så er det jo bare en stor leg. Hvorfor er det første, vi lærer vores børn om sex ikke, hvor skønt og livsbekræftende, det er? Det er trods alt herigennem, vi skaber nyt liv. Så hvis vi vil synden til livs, så starter det måske med, at vi undfanger vores børn i leg og glæde. Og at vi herefter lærer dem – ved at vise eksemplet – at livet gerne må være skønt og nydelsesfyldt på alle måder.
Jeg vil vove påstanden, at hvis vi virkelig vil hjælpe, hvor der er nød i verden, så starter det med, at vi selv viser eksemplet på, hvordan man nyder livet og favner det svære.
Hvad synes du?
