Lige nu sidder jeg og skriver på en tropisk ø med udsigt til bjerge, krystalblåt hav med koraller og havskildpadder og så lige en smuk pool og nogle liggestole foran mig. For kort tid siden fik jeg serveret en lækker grøntsags vegetarret og en sund grøn juice. Jeg er iført bikini med en sarong omkring mig og temperaturen er ca 26 grader. Det koster mig langt mindre at være her, end hvad jeg ville bruge i Danmark. I mens andre går rundt i kulde og jule-stress, har jeg valgt at bruge store dele af min december måned på Bali og Gili Islands.
Er jeg egentlig på arbejde eller på ferie? Det er noget, jeg har reflekteret en del over. Jeg ejer min egen virksomhed og havde egentligt planlagt et kvinderetreat til Bali, hvilket var min undskyldning for at købe flybilletten et par måneder tilbage. Min samarbejdspartner og jeg var dog sent ude og måtte sande, at vi ikke kunne nå at samle kvinder nok til, at det ville give mening at undervise hver dag. Vi endte med alligevel at tage afsted og bedrive hvad kunne kaldes et pilotprojekt. Vi er endt med at være fem kvinder, der rejser, dyrker yoga, mediterer, udforsker og nyder sammen.
Jeg får set øerne an, så jeg kan afholde det ultimativt bedste kvinderetreat til næste år og endnu vigtigere lige nu, jeg får mærket mig selv, tanket op, badet i hellige kilder, bliver inspireret og sætter spændende intentioner for det nye år. Både privat og professionelt – for hvad handler den opdeling egentlig om? For mig at se er opdeling af arbejde og fritid så kunstig og faktisk farlig for vores helbred. At vi kan finde på at deponere ⅓ del af vores tid (hvilket 8 timer i døgnet jo er) på at lave en masse ting, der ikke er glædesfyldte eller giver dyb mening, for at få penge til ‘at leve’ i vores fritid, er en af vores kulturs helt store vildfarelser. Det er ikke bare uheldigt, at vi lever sådan men i min mening en af de dybere grunde til alle vores ubalancer – både de fysiske, emotionelle og mentale. Så nej jeg er hverken på ferie eller på arbejde her på Bali. Jeg er i gang med at leve mit liv og følge min livsvej!
Jeg er lige nu inspireret af bogen ‘4 timers arbejdsuge’, der lidt provokerende udfordrer vores overbevisning om, at vi er nødt til at arbejde 40 timer om ugen. Det forfatteren siger, og som jeg kan nikke genkendende til, er, at det IKKE handler om at arbejde mere, men blot være mere effektiv og kun bruge tid på de arbejdsmæssige aktiviteter, der giver udbytte både økonomisk og energimæssigt.
Der er ingen tvivl om, at der i det gængse arbejdsliv er mange overspringshandlinger og ligegyldige opgaver, som kun tjener til at fylde de 8 timer ud. Hvis vi bruger bogens redskaber, så kan vi frigive tid til at leve. Men her kommer det spændende spørgsmål, og som måske er humlen til alt vores overarbejde; hvad ville du egentlig bruge tiden på?
Forstil dig, at du tjener nok penge ved fire timers arbejde om ugen eller for at gøre det mere spiseligt fire timer om dagen – hvad ville du bruge tiden på? Det er dette spørgsmål, som er fuldstændigt essentielt. For hvis vi er bange for tomrummet eller kun føler os som noget i kraft af vores arbejde, så er det jo klart, vi arbejder os selv halvt ihjel.
Bogen foreslår, at vi er på minipension hele tiden i stedet for at vente på dagen, hvor vi endelig kan gå på pension og nyde vores liv. Vi ved ikke, hvor længe vi lever… Hvorfor udsætte at have det godt, dyrke aktiviteter, der gør os glade og opleve, de steder, vi drømmer om?
Hvad vil du bruge tiden til?
Ps. selvfølgelig er det en anden situation, hvis du er ansat frem for selvstændig, men heldigvis er der en del arbejdsgivere, der begynder at forstå, at deres medarbejdere ikke bliver mere produktive af at arbejde mere. Og dermed foreslår kortere arbejdsdage eller mulighed for at arbejde noget hjemme…
We must have the stubbornness to accept our gladness in the ruthless
furnace of this world…
(from A Brief from The Defence by Jack Gilbert)
There is no doubt that we don’t have to look far in this world or down our own street to find injustice, despair, poverty and misery. That the dark, the hard, the difficult, the vulnerable await just around the corner. It’s perhaps for that very reason that I feel each and every one us has a responsibility to stand up for our joy, enthusiasm and lust for life. I love the line of poetry quoted above: it directly encourages us to be stubborn enough to stand up for our joy even in the midst of wanton misery.
It is impossible to imagine having a zest for life and being truly happy about life without including life’s challenges – without embracing that fact that the world is simultaneously infinitely beautiful and hard. Yoga means “union” and through various yogic practices, we begin to accommodate and embrace contradictions, because our practice leads us to glimpse perceptions and experiences of Divine unity behind the dance of duality.
You can say that we – just like the world – are one and the same: we are duality characterized as light and darkness at the same time as our deeper Self resides in eternity.
But as we are apparently here in human form right now, then surely we can just as well enjoy life and suck every ounce of joy, pleasure and glory out of it? Yes, even if there seems to be others who aren’t enjoying their lives at the moment.
Just think of how many of us have grown up with the idea that if we don’t clean our plates we’ll be making life more miserable for those Africans who have nothing to eat. This idea is based on the concept of sin: that we must sacrifice ourselves for others. That we can actually do evil onto others or take from them, if we have plenty – whether it be happiness or material items. If we have to wait to feel ecstatically happy until the rest of the world does too, we’ll be waiting until we’re in our graves.
Den blå frostklare himmel er så hjerteskærende smuk og klar, at det føles som om alt bringes til overfladen i dag. Når skydækket ligger tungt, så er det nemmere at undertrykke og dulme følelser. Når himlen pludselig viser sig og solen skinner ind i mit hjerte, mærker jeg, hvad der findes. Snarere end at snakke om gode og dårlige følelser, kan jeg godt lide at forholde mig til graden af intensitetet i mine følelser.
For mig er intensitet hverken et positivt og et negativt fænomen, det er blot beskrivende for hvor meget liv, jeg mærker indeni. Nogle gange synes jeg, det er skønt at mærke livet og intensiteten – så kalder jeg det ekstase – andre gange er det nærmest for voldsomt. Jeg får lyst til at gemme mig og mærke mindre.
Jeg er klart en nørd, når det kommer til at studere og forstå mit indre liv. Så jeg spørger selvfølgelig hvorfor? Hvorfor vil jeg pludselig IKKE mærke, når jeg normalt elsker at mærke?
Jeg oplever i denne tid en fantastisk udvidelse i mit liv. En energimæssig udvidelse – jeg på det indre mærker som glæde, energi og styrke. Og i det ydre ser, som mit liv, der mere og mere former sig, som jeg ønsker. Det er jo helt igennem lykkelige omstændigheder og jeg kunne ikke være mere taknemmelig. Samtidig er det som om, når livet viser mig, at eventyret findes, så trækker det samtidig forhænget til side for de dybe begrænsninger og tvivl, der stadig måtte findes. Er jeg det værd? Fortjener jeg lykken? Er det virkelig muligt at få succes i verden ved at være den, jeg er? Uden at pynte på sandheden og leve bag en facade? Men samtidig ved at stå fuldt og helt ved mit eget lys?
Ifølge Ayurveda er vi i balance, når Agni er stærk. Agni er vores indre ild – evnen til ikke bare at fordøje, forbrænde og transformere maden, vi indtager, men også vores følelser, sanseindtryk og oplevelser. Evnen til at trække næring ud af livet og vokse af alt, hvad vi oplever, sanser og føler. Hvis vi ikke fordøjer og transformerer vores følelser, så kan de – i ligeså høj grad som dårlig mad og kemi – skabe indre stress og affaldsstoffer. Det Ayurveda kalder ophobning af Ama. Når vi favner os selv – lige der i de svære eller intense følelser, så kan vi rejse os og blive et mere og mere krystalliseret udtryk af dem, vi er.
For nyligt stødte jeg på et popnummer, som i disse dage healer mig. Det er som om mit indre hele tiden kalder på at høre nummeret. Og da jeg tænkte lidt nærmere over, hvad budskabet egentlig er, så passer det ret godt med det, jeg virkelig har brug for lige nu: At læne mig ind i tilliden til, jeg er god nok, som jeg er. At der ikke er noget særligt, jeg skal gøre eller præstere, men at jeg kan acceptere og elske mig selv, som jeg er. Selv når jeg ikke er super nærværende overfor mine børn, er uproduktiv i mit arbejde eller føler mig afvist af bittesmå ting andre gør eller siger.
Som popnummeret spørger; Ka’ du li’ dig?
Wait a second – why should you care, what they think of you? When you are all alone by yourself – do you like you?
Jeg har netop afsluttet en workshop med fokus på at forbinde to kraftfulde energier ifølge yoga – nemlig ildens (Manipura) og hjertets (Anahata) energicenter. Ilden, der også i Ayurveda repræsenterer vores indre power på alle planer. Evnen til at fordøje, forbrænde og transformere – ikke bare maden, men også følelser, indre overbevisninger og sanseindtryk. Ilden, der giver os handlekraft, viljestyrke og disciplin til at handle på vores drømme. Ilden, der dog bør balanceres med hjertets højere kraft og vision, der fører os fra vores umiddelbare ego-ønsker bundet på frygt og til et højere, holistisk perspektiv, hvor vi mærker de dybere, mere sande ønsker. Dem, der forbinder os med vores medmennesker og bunder i samhørighed.
Jeg føler dog, der er en nuance af denne hjerte-selvudvikling, der mangler taletid. Det kræver dog en lidt bredere definition af kærlighed end den sædvanlige, der er begrænset til de få mennesker og umiddelbart lykkelige stunder i vores liv.
Jeg ser kærlighed som selve livskraften – den der har skabt os (og hele universet), holder os i live og forbinder os med vores livsvej. Den er rå, utæmmet, altomfattende og langtfra altid lyserød, romantisk og velpoleret.
Jovist føles kærlighed nogle gange dejlig og romantisk. Livet viser sig måske et øjeblik fra sin milde side, måske er vi forelskede eller nybagte forældre. Og jeg er den første til at indrømme, at jeg elsker disse romantiske stunder og jeg kan efterhånden næsten heller ikke skrive en sms uden at sætte et hjerte på.
Men andre gange føles kærligheden ikke – hvad vores begrænsede sind vil kalde – ”godt”. Nogen gange river den os åben og når vi åbner os, viser ALT det, vi nogensinde har oplevet, gemt væk, glædet og skammet os over sig. Det kan være så overvældende, at vi måske mister troen på kærligheden og vender os væk en stund. Men hvordan kan vi egentlig miste troen på det, der har skabt os og holder os i live?
Kærligheden forlader os aldrig, i hvert fald ikke så længe vi trækker vejret og selv ikke efter døden, men det bliver en for omstændig snak at tage i denne blog. Universet overøser dig med kærlighed hvert eneste øjeblik, med hvert et åndedræt, hver en oplevelse, hver en følelse. Hvis du har det fantastisk, fortæller universet dig, at du er på rette spor. Hvis de negative følelser overtager dig, minder universet dig blidt og med tiden mere bestemt om, at du hænger fast i overbevisninger, der simpelthen er usande og ude af harmoni med virkeligheden. Som den kærlige moder, der guider dig på livets vej.
I går var jeg fem år overfor min kæreste. Han var kommet til at lave en anden aftale (endda inden vi overhovedet blev kærester) på en dag, jeg regnede med, vi skulle være sammen. Det virker så komisk og banalt, når det sættes i perspektiv. Men inden i mig satte det skub i følelser af afvisning, svigt og ikke at være elsket. Jeg havde det i den grad elendigt – universet mindede mig om, at jeg hang fast i noget, der simpelthen ikke er i overensstemmelse med sandheden.
Jeg er elsket hvert eneste øjeblik, selv når jeg glemmer det. Og vejen tilbage er for mig, at føle taknemmelighed for ALT, jeg oplever. At minde mig selv om, at kærligheden også bor i udfordringen. Og det er faktisk meget større end ”bare” at acceptere øjeblikket. Det handler altså om mere end at spise lorten og komme videre. Men i stedet om at se skønheden i helheden. Når jeg rummer og favner polerne og skimter kærligheden i det hele, så løfter hele livet sig og verden får for alvor kulør. Livet bliver hjerteskærende smukt og det tilsyneladende gode og dårlige, rigtige og forkerte smelter sammen. Vi nærmer os den forening, yoga handler om.
Jeg har lavet en guidet øvelse, der forbinder dig med mit hjerte og støtter dig til at føle taknemmelighed for øjeblikket – med alt, hvad det indebærer.
