Do you like to exert control?
Do you chase perfection or know when to let go?
That dosha – or life energy – which Ayurveda calls Pitta has to do with our ability to take and exert control. It’s part of every person, but it’s more dominate in some than others. Like all other qualities, control is great to exercise in some contexts, but useless – and even directly harmful – in others.
If, for example, we want to get results or fulfil our deepest desires, then undoubtedly it’s Pitta’s fire that we use for action and taking control – for a certain amount of the way.
Typically, those people who are particularly dominated by Pitta find it easy to set goals, have intentions and act on them. This takes them far, but at some point it may be necessary to let go of control and give things the opportunity to develop more freely. But why is it necessary to let go of control every once in a while?
It’s in the control-less mode that we can be innovative and original. It’s here that our perspective and horizons of the new – that which we don’t yet know or haven’t yet tried – are opened. This open and receptive state is natural for people with a lot of Vata, but Pitta energy experiences resistance to letting go of control, because it would mean also letting their guard down and disarming their inner warrior. Without control, we allow the world to see us as we are. When we take a – well deserved – break from managing and controlling, we become, in other words, very vulnerable. Because suddenly, there we are, standing there as a whole person. This means that even the sides we’re not so proud of are also visible, which forms the theme of this blog – daring to be imperfect.
Sex må siges at være kærlighedens fysiske udtryk eller hvad siger du?
Nogle mennesker hævder, at de sagtens kan have sex, uden der er kærlighed involveret, andre kan slet ikke åbne sig seksuelt uden at kende og føle kærlighed til det andet menneske… Hvordan hænger det sammen?
Jeg har en fornemmelse af, at der er nogle kønsforskelle, men igen tror jeg, det vil være alt for stereotypt bare at sige, at mænd sagtens kan knalde uden kærlighed og kvinder ikke kan. Og jeg tror, jeg vil få på puklen af ny-feminister og bløde mænd, hvis jeg bringer den forenkling ud i verden. På den anden side kan der – ifølge den seksuelle tantra – være noget om snakken, idet den måde mænd og kvinder er skabt til at udveksle energi er gennem et kredsløb, hvor kvinden giver gennem hjertet og manden giver gennem pikken. Omvendt er mænd modtagelige i hjertet og kvinder er modtagelige i skridtet. Når kærligheden flyder frit mellem en mand og kvinde, så giver kvinden sin kærlighed fra hjertet og manden sender sin kærlighed ind i kvinden under elskoven, deres energi/kærlighed cirkulerer.
Når elskov føles dejligt og giver meget glæde og energi til begge parter, så er det et tegn på, at dette kredsløb er intakt og at hjertet derfor er med under sex. Selvfølgelig kan det mekanisk lade sig at gøre at fuldføre akten uden at hjertet udsender energi, men det vil føles mere tomt og energiløst. Og for mange kvinder er det faktisk svært ikke spontant at åbne hjertet, når de modtager manden. Om manden på den anden side kan lukke sit hjerte og undgå at modtage kvinden er måske mere sandsynligt og dermed er vi tilbage til den første antagelse – at en kvinde naturligt vil forbinde kærlighed og sex og at mænd kan “vælge” enten at åbne eller holde hjertet lukket under sex.
Der er dog mange kvinder, der gennem deres opvækst og qua den noget hårde og “frigjorte” holdning til sex i vores samfund har fået så mange sår i hjertet, at de er blevet bange for at åbne til kærligheden. De kan da enten vælge at holde benene samlede og dermed nægte at tage imod fra en mand (sker både i og udenfor det faste parforhold) eller dyrke følelsesløs sex. Det er en særlig sex, hvor man afskærer sig selv fra at mærke, hvad der sker i kroppen og i stedet lader sindet vandre og “faker” sig igennem. Hvis du er en af dem, der enten ikke har lyst til sex, bevidst har fravalgt det eller er følelsesløs i krop og hjerte under sex, så har jeg lyst til at fortælle dig noget vigtigt:
Du – ja lige præcis dig! – fortjener dyb og kærlig elskov. Du har helt sikkert gode grunde til at have lukket af og være blevet hård, men det ER muligt at åbne igen og tiltrække dig den person, som gør sammensmeltningen af sex og kærlighed mulig (igen).
Det handler først og fremmest om at blive bevidst om, dels at du har lukket af og dels at du ønsker at åbne for nydelse og kærlighed igen. Resten af processen handler i min optik om selv-kærlighed – om at du begynder at tage til dig og forstå, at du fortjener kærlighed. Indtil den rigtige partner dukker op, kan du prioritere at være kærlig overfor dig selv ved at omgive dig med ting, handlinger og mennesker, der giver dig glæde og følelsen af at være elsket.
Herfra kan kærligheden atter finde vej til dig – og der er intet skønnere end at åbne sig i kærlighed for en mand – men det er af natur forbandet sårbart for du åbner jo ind til det allerhelligste.
Ps. Til alle mænd (der stadig hænger på) – undskyld at jeg primært retter mig mod kvinder med denne blog, men jeg kan af gode grunde kun gisne om, hvordan det er for manden.
Den dosha – eller livsenergi – ayurveda kalder for Pitta har at gøre med vores evne til at tage styring og udøve kontrol. Den er en del af alle mennesker, men nogle er mere domineret af den end andre. Ligesom alle andre kvaliteter, så er kontrol fantastisk at udøve i nogle sammenhænge og ubrugelig – ja direkte skadelig – i andre.
Hvis vi for eksempel ønsker at skabe et resultat eller få vores dybeste ønsker opfyldt, så skal vi uden tvivl bruge pittas ild til at handle og tage styring – en vis del af vejen.
For mennesker, der er særlig domineret af Pitta (læs mere om doshaerne og test dig selv her), vil det typisk være nemt at sætte mål, have intentioner og handle på dem. Det vil få dem langt, men på et tidspunkt kan det være nødvendigt at slippe kontrol og give tingene mulighed for at udvikle sig mere frit. Men hør hov hvorfor er det overhovedet nødvendigt at slippe kontrol en gang imellem?
Det er i den kontrolløse tilstand, vi kan være nytænkende og originale. Det er her, vi åbner vores perspektiv og horisonter til det nye, det vi endnu ikke kender eller har prøvet. Denne åbne og modtagelige tilstand er naturlig for mennesker med meget vata, men pitta-energien vil føle modstand på at slippe kontrol, da det vil betyde at sænke paraderne og afvæbne den indre kriger. Uden kontrol tillader vi verden at se os, som vi er. Når vi tager en – velfortjent – pause fra at dirigere og styre, så bliver det med andre ord enormt sårbart. For pludselig står vi der, som hele mennesker. Det vil sige, at de sider, vi ikke er så stolte af, også viser sig. Heraf temaet for denne blog – at turde det uperfekte.
For mig handler ayurvedisk livsstil rigtig meget om at erkende livet, som det er. At forstå at alt levende består af tre livsenergier og at ingen af dem, er bedre end andre fra et moralsk synspunkt. Ganske kort kan man sige, at vata står for bevægelse og idéer, pitta for transformation og handling og kapha for vedholdenhed og manifestation. De er alle uundværlige at trække på i forskellige situationer. Og fordi vi mennesker har en forskellig og særegen sammensætning af de tre, så har vi naturligt nogle personlighedstræk og kropslige tendenser, vi kan kalde styrker og nogle, vi kan kalde svagheder. Men i virkeligheden vil jeg rigtige gerne væk fra denne dom og disse modsætninger.
Når vi tør se på os selv og dernæst på vores omgivelser uden denne dom, så har vi i ayurvedaen et uvurderligt redskab til accept af os selv og andre. Og mere end det, vi kan begynder at værdsætte, at vi er forskellige og dermed supplerer hinanden. For balance i et ayurvedisk perspektiv handler netop ikke om, at vi skal balancere alle tre doshaer i os selv, men snarere om, at vi lærer vores egen sammensætning at kende og holder os selv i balance – blandt andet ved at række ud efter hjælp, når vores naturlige evner ikke rækker.
Hvordan har du det med at række ud efter hjælp?
Den blå frostklare himmel er så hjerteskærende smuk og klar, at det føles som om alt bringes til overfladen i dag. Når skydækket ligger tungt, så er det nemmere at undertrykke og dulme følelser. Når himlen pludselig viser sig og solen skinner ind i mit hjerte, mærker jeg, hvad der findes. Snarere end at snakke om gode og dårlige følelser, kan jeg godt lide at forholde mig til graden af intensitetet i mine følelser.
For mig er intensitet hverken et positivt og et negativt fænomen, det er blot beskrivende for hvor meget liv, jeg mærker indeni. Nogle gange synes jeg, det er skønt at mærke livet og intensiteten – så kalder jeg det ekstase – andre gange er det nærmest for voldsomt. Jeg får lyst til at gemme mig og mærke mindre.
Jeg er klart en nørd, når det kommer til at studere og forstå mit indre liv. Så jeg spørger selvfølgelig hvorfor? Hvorfor vil jeg pludselig IKKE mærke, når jeg normalt elsker at mærke?
Jeg oplever i denne tid en fantastisk udvidelse i mit liv. En energimæssig udvidelse – jeg på det indre mærker som glæde, energi og styrke. Og i det ydre ser, som mit liv, der mere og mere former sig, som jeg ønsker. Det er jo helt igennem lykkelige omstændigheder og jeg kunne ikke være mere taknemmelig. Samtidig er det som om, når livet viser mig, at eventyret findes, så trækker det samtidig forhænget til side for de dybe begrænsninger og tvivl, der stadig måtte findes. Er jeg det værd? Fortjener jeg lykken? Er det virkelig muligt at få succes i verden ved at være den, jeg er? Uden at pynte på sandheden og leve bag en facade? Men samtidig ved at stå fuldt og helt ved mit eget lys?
Ifølge Ayurveda er vi i balance, når Agni er stærk. Agni er vores indre ild – evnen til ikke bare at fordøje, forbrænde og transformere maden, vi indtager, men også vores følelser, sanseindtryk og oplevelser. Evnen til at trække næring ud af livet og vokse af alt, hvad vi oplever, sanser og føler. Hvis vi ikke fordøjer og transformerer vores følelser, så kan de – i ligeså høj grad som dårlig mad og kemi – skabe indre stress og affaldsstoffer. Det Ayurveda kalder ophobning af Ama. Når vi favner os selv – lige der i de svære eller intense følelser, så kan vi rejse os og blive et mere og mere krystalliseret udtryk af dem, vi er.
For nyligt stødte jeg på et popnummer, som i disse dage healer mig. Det er som om mit indre hele tiden kalder på at høre nummeret. Og da jeg tænkte lidt nærmere over, hvad budskabet egentlig er, så passer det ret godt med det, jeg virkelig har brug for lige nu: At læne mig ind i tilliden til, jeg er god nok, som jeg er. At der ikke er noget særligt, jeg skal gøre eller præstere, men at jeg kan acceptere og elske mig selv, som jeg er. Selv når jeg ikke er super nærværende overfor mine børn, er uproduktiv i mit arbejde eller føler mig afvist af bittesmå ting andre gør eller siger.
Som popnummeret spørger; Ka’ du li’ dig?
Wait a second – why should you care, what they think of you? When you are all alone by yourself – do you like you?
Jeg ved, at dette er kontroversielt – men jeg bliver nødt til at stå frem med denne blog. Jeg vil gerne præsentere et andet perspektiv på kræft end det medierne fodres os med og løfte sløret for, hvordan jeg mener, vi kan tage de første skridt mod helbredelse af denne altoverskyggende sundhedsmæssige udfordring.
NEJ! Jeg vil ikke være med til hverken at ”bekæmpe kræften” eller ”knække canceren.” Det er en utrolig retorik, der igennem mange år og med særligt tryk nu møder os omkring et af de store symptomer på vores livsstil, kræft. Jeg vil i stedet gøre alt, hvad jeg kan, for at gøre det modsatte – nemlig elske kræften og blødgøre canceren.
Du tror måske, jeg prøver at provokere eller være dumsmart? Men lad os reflektere et niveau dybere sammen i stedet for blot at like, copy-paste og dele budskaber, som påduttes masserne, men som vi reelt ikke er bevidste om, hvad betyder for vores helbred.
Ubalancen vi kalder kræft er allerede en tilstand, hvori den kræftramte kæmper. Kræft er kroppens måde at bekæmpe sig selv – kort sagt udvikler vi kræft, fordi nogle af vores celler nægter at dø og i stedet muterer til skade for hele organismen. I virkeligheden er det naturligt og dermed ”sundt”, at celler dør, så nye kan opstå og igennem denne proces bevares og videreføres livet konstant. På celleniveau er døden altså uundgåelig og naturlig, men i kræfttilstanden kæmper kroppen med næb og klør for at undgå ”den naturlige død”. Det kan ses som et symptom på vores kultur, der nægter at ældes og i sidste ende erkende, at den fysiske krop skal dø en dag. En kultur, der domineres af medier, der spinder på og næres af frygt. Men jo mere vi går til denne ubalance med kamp-energi, jo mere vil kræften sprede sig.
Når jeg i stedet foreslår, at vi elsker kræften, er det ikke det samme som at sige, at vi ønsker mere af den. Det er i stedet en måde, hvorpå vi kan afvæbne det opkørte og destruktive system. Når vi med oprigtighed tør åbne øjnene og erkende, at kræften har haft gunstige vilkår for at udvikle sig og herfra møder den med kærlighed, så kan det, der kaldes ”mirakler”, opstå. I virkeligheden er helbredelsen af kræft ikke et mirakel – det er faktisk et tegn på naturlighed. Et tegn på ligevægt i krop og sind – tilstanden hvori kroppen kan selvhelbrede.
I stedet for at møde hårdt med hårdt, foreslår ayurveda, at vi balancerer os selv ved hjælp af modsætninger. Kamp-mentaliteten er et ubalanceret pitta-træk. Pitta er den livsenergi, der er forbundet med ilden og evnen til handling, disciplin, transformation og viljestyrke. I balance kan pitta opnå imponerende resultater og vil være en god og inspirerende leder. Men i en opkørt tilstand bliver pitta destruktiv, kritisk, fordømmende og svinger konstant pisken over sig selv og andre. Pitta balanceres ved hjælp af ro, blidhed, hvile, kølighed, latter, berøring og kærlighed.
I bogen og filmen ”The Secret” bliver vi præsenteret for Cathy Goodman, der efter at have fået diagnosen brystkræft, besluttede sig for at fjerne al stress fra sit liv ved at grine mange timer hver dag. Cathy og hendes mand så sjove film og humoristiske indslag hver eneste dag – og det blev hendes kur. Tre måneder efter var hun rask uden anden behandling.
Jeg prøver ikke at sige, at alle kan grine sig raske (men måske kan de?). Jeg inviterer til et større perspektiv og bevidsthed omkring sygdommens dybere væsen. Lægen Andreas Moritz beskriver i sin bog ”Kræft er ikke nogen sygdom”, hvordan kræft snarere end at være en sygdom er en forsvarsmekanisme – kroppens respons på dybereliggende sygdom, der måske på overfladen har med livsstil at gøre. Men så dukker spørgsmålet jo op: Hvorfor vælger vi en livsstil, der gør os syge? Hvad for et dybt, destruktivt mønster driver os at slå os selv ihjel (bogstavelig talt) med dårlig mad, og psykisk og fysisk stress?
Nej, det er tiden til at lægge våbnene og i stedet for at smide mere brænde på bålet ved hjælp af kemoterapi (der dræber raske celler også), stråling og operationer – elske os selv og livet lidt mere.
Kald mig hippie – men kærlighed er fundamentet for liv og mere liv er vel dybest set det, vi ønsker, når vi får en dødsdom?
Hvad tænker du?
Jeg har netop afsluttet en workshop med fokus på at forbinde to kraftfulde energier ifølge yoga – nemlig ildens (Manipura) og hjertets (Anahata) energicenter. Ilden, der også i Ayurveda repræsenterer vores indre power på alle planer. Evnen til at fordøje, forbrænde og transformere – ikke bare maden, men også følelser, indre overbevisninger og sanseindtryk. Ilden, der giver os handlekraft, viljestyrke og disciplin til at handle på vores drømme. Ilden, der dog bør balanceres med hjertets højere kraft og vision, der fører os fra vores umiddelbare ego-ønsker bundet på frygt og til et højere, holistisk perspektiv, hvor vi mærker de dybere, mere sande ønsker. Dem, der forbinder os med vores medmennesker og bunder i samhørighed.
Jeg føler dog, der er en nuance af denne hjerte-selvudvikling, der mangler taletid. Det kræver dog en lidt bredere definition af kærlighed end den sædvanlige, der er begrænset til de få mennesker og umiddelbart lykkelige stunder i vores liv.
Jeg ser kærlighed som selve livskraften – den der har skabt os (og hele universet), holder os i live og forbinder os med vores livsvej. Den er rå, utæmmet, altomfattende og langtfra altid lyserød, romantisk og velpoleret.
Jovist føles kærlighed nogle gange dejlig og romantisk. Livet viser sig måske et øjeblik fra sin milde side, måske er vi forelskede eller nybagte forældre. Og jeg er den første til at indrømme, at jeg elsker disse romantiske stunder og jeg kan efterhånden næsten heller ikke skrive en sms uden at sætte et hjerte på.
Men andre gange føles kærligheden ikke – hvad vores begrænsede sind vil kalde – ”godt”. Nogen gange river den os åben og når vi åbner os, viser ALT det, vi nogensinde har oplevet, gemt væk, glædet og skammet os over sig. Det kan være så overvældende, at vi måske mister troen på kærligheden og vender os væk en stund. Men hvordan kan vi egentlig miste troen på det, der har skabt os og holder os i live?
Kærligheden forlader os aldrig, i hvert fald ikke så længe vi trækker vejret og selv ikke efter døden, men det bliver en for omstændig snak at tage i denne blog. Universet overøser dig med kærlighed hvert eneste øjeblik, med hvert et åndedræt, hver en oplevelse, hver en følelse. Hvis du har det fantastisk, fortæller universet dig, at du er på rette spor. Hvis de negative følelser overtager dig, minder universet dig blidt og med tiden mere bestemt om, at du hænger fast i overbevisninger, der simpelthen er usande og ude af harmoni med virkeligheden. Som den kærlige moder, der guider dig på livets vej.
I går var jeg fem år overfor min kæreste. Han var kommet til at lave en anden aftale (endda inden vi overhovedet blev kærester) på en dag, jeg regnede med, vi skulle være sammen. Det virker så komisk og banalt, når det sættes i perspektiv. Men inden i mig satte det skub i følelser af afvisning, svigt og ikke at være elsket. Jeg havde det i den grad elendigt – universet mindede mig om, at jeg hang fast i noget, der simpelthen ikke er i overensstemmelse med sandheden.
Jeg er elsket hvert eneste øjeblik, selv når jeg glemmer det. Og vejen tilbage er for mig, at føle taknemmelighed for ALT, jeg oplever. At minde mig selv om, at kærligheden også bor i udfordringen. Og det er faktisk meget større end ”bare” at acceptere øjeblikket. Det handler altså om mere end at spise lorten og komme videre. Men i stedet om at se skønheden i helheden. Når jeg rummer og favner polerne og skimter kærligheden i det hele, så løfter hele livet sig og verden får for alvor kulør. Livet bliver hjerteskærende smukt og det tilsyneladende gode og dårlige, rigtige og forkerte smelter sammen. Vi nærmer os den forening, yoga handler om.
Jeg har lavet en guidet øvelse, der forbinder dig med mit hjerte og støtter dig til at føle taknemmelighed for øjeblikket – med alt, hvad det indebærer.
This is the time, my blog transitions from the more easily understandable parts of the ayurvedic philosophy into the harder to grasp – but infinitely more powerful tools of self-healing and -understanding. The aspect of Ayurveda, I have always been interested in, which made me a student of Deepak Chopra ayurveda.
If someone asks me, what is most important to me, I would have to say; discovering, uncovering and acknowledging, what life or the universe is all about. I absolutely love my physical existence, but the deepest, most passionate part of me is so driven towards this mystery. Who am I? Why am I here? If I truly am the creator of my reality, as so many suggest, what does that mean and how do I access this power?
The underlying truth of the yoga- and ayurvedic philosophy tells us, we are consciousness having a physical experience. I view life as a journey through the doshas, which are like junction points between physicality and consciousness. Vata connections me to my dreams and creative ideas – reminds me that there is more to life, than what meets the eye. Pitta is the driving force pulling me towards my goals – most especially the goal of all goals; self-discovery. Kapha is my friend, who again and again show me, how the physical universe, I experience, is an embodiment of my consciousness. In other words the seemingly physical world, I experience as “outside myself”, is a reflection of my soul. And since my soul is all about movement and growth, the world is subject to change at any minute.
Existence as we know it consists of parallel realities. Or as some put it; all things exist simultaneously. To grasp this you have to use a fundamentally different way of thinking – or more precisely you have to expand from linear thinking to a more holistic approach.
Normally we think in linear time. We think there was a past, is a now and will be a future. That life is all about moving from A to B – from birth to death. The deepest aspect of who we are – call it consciousness, soul or spirit – exists everywhere at once. The deeper reality is, all times and all experiences exist simultaneously.
You can begin to understand this by acknowledging, that everything you can imagine, dream of and fear already exist in a parallel reality. It is already fully accessible. When someone has a “wake-up call” or peak experience in their life, they so to speak move from one parallel reality into another. Life suddenly changes so much, they can hardly recognize themselves, because they jumped from one reality to another – already existing – reality. I had many experiences like that, the most life transforming being on 9/11 2001 – at the exact time the Twin Towers fell to the ground. From living a life, where I suffered intense pain and depression, I had been introduced to yoga once, and suddenly I was able to completely let go. Let go of the false beliefs, that had me loathe life and myself and turn my whole life around literally from one moment to the next.
Transformation refers to going from one state of consciousness to another without being able to go back.
However moving from one parallel reality to another does actually happen every single moment for each of us. Some jumps are very noticeable like mine on 9/11, other are less obvious and progression happens at a seeming slower pace. To me this is what life is all about; Journeying through the layers and refining our consciousness to greater and greater degrees of expansion – which we recognize as happiness, lightness of being and fully becoming the creator of our own reality.
When you expand, it can, in my experience, feel a little intense. It’s like growing out of your clothes – and even your skin. It can lead to restlessness, being unable to sleep, dizziness and general discomfort. I think women, who have given birth, most easily can relate to this feeling. Expanding into greater alignment with your soul and your higher purpose, I too view as birth. We keep being born into a new reality – that of a higher refinement, if we are conscious. We keep shedding our old beliefs, experiences and self-images. When we are first born, we are naked and this is how, it also feels, to stand by and flow with your soul’s direction. More and more you can become, who you truly are.
I have been born into a spearhead of holistic health and healing of modern times. A communicator of intense joy and ecstasy. That parallel reality existed all the time and I have numerous times seen myself communicating these truths. I am now allowing that into my physical experience.
I am ready.
And I have the support of someone, seemingly outside myself but not really, who has always inspired me on my path.
Who are you becoming as you expand?
Given in love <3
Maria
https://www.youtube.com/watch?v=IDY8OKvKkgA
[wpdevart_like_box profile_id=”levmerekaempmindre/” connections=”show” width=”300″ height=”550″ header=”small” cover_photo=”show” locale=”en_US”]
