Listen up rebels: there’s good news!
A tradition of holistic health exists that celebrates individuality and rejects the idea that ‘one size fits all’: Ayurveda. The Science of Life, Ayurveda, does away with the universal paradigms of “healthy” and “unhealthy”. Ayurveda confirms what we feel intuitively – the road to health is not the same for you as it is for me. No matter how often we try to look and be like others, time and again, the truth smacks us in the face: there is only one of you and one of me and balance and harmony look different in each of us!
I often wonder why we let ourselves manipulate by the news or women’s magazines – and sit and nod when one article after another about health and new research is published? One week we’re told that it is unhealthy to drink coffee, and the next that it is healthy. We become swamped with all the “new” healthy things we are supposed to do. Why do we follow the changing winds when we may not like it or it doesn’t feel right? I think many of us are drowning in the everyday comings and eagerness to perform – which I allow myself to call “the struggle”. And in the heat of battle, we may have lost confidence in ourselves or have become lost and we end up listening to others.
I have always loved to away travel from the so-called “western” world. To get away from the comfort and the ideas so ingrained in our part of the world and to observe the exotic and the different. It has been with equal parts fascination and discomfort, I have observed life in countries such as Uganda, India and Mexico. And I noticed that often, when I met a stranger, I would ask myself questions like: What fills this person’s life? What are the values and life perception behind their culture?
I have found it especially difficulty to understand the apparent lethargic attitude to life, which, I believe, I have seen in many people’s lives the places, where I have travelled. I have seen many use a half or a full day sitting by the road side, greeting those who come by. “What do these people do?”, I would wonder. Or sometimes, I would grapple with the little less charming “Why don’t they get the finger out?” Though, whilst on my physical trips, I have also been on an inner journey. I started with the little conceited and self-centred western opinion that we know better, and that other cultures are merely stages behind our development. But from my meetings with people from other cultures, I have developed a true humility and gained an insight into the insidiousness, I have experienced in my own culture.
I began to think that perhaps the lifestyle, we are so busy preaching to the rest of the world is not the final answer. Perhaps our conquering and ravaging from the vikings to the colonists to today’s soldiers “fighting” against terror is not that sophisticated? Perhaps the urge to continually conquer new things, develop ourselves and fight against everything and everyone, we don’t understand, comes not from a place of profit but rather from hard-line survival?
Let me tell you about an experience I once had, which made me really reflect on these things and change my worldview. I was walking in a market in the small town of Kapchorwa in Uganda, where I was posted as a youth delegate for the Red Cross Youth in 1999. I saw a man, as I had so often seen him, sitting and selling mangos with a smile. He joyfully exclaimed “good morning” in the local language, which I have unfortunately forgotten today. I think, I was homesick that day and felt everything was so foreign and strange in Africa. I could not rein in my wonder or my sarcasm, when I asked him why he didn’t do anything other than sit and sell a handful of mangoes. He replied without thinking about it: How could he not, when mangoes rained down on his head…
And then it hit me: nothing has ever rained down on our heads – other than rain – literally – and that can only be transformed into food or wealth with a lot of hard and focused work. Our culture – and I refer here to the northern countries in general – have had to struggle more. Struggle to hunt and gather food, struggle to cultivate the fields and have enough stock to survive the winter. Today we are striving to develop our ideas and know-how, so our country does not go bankrupt, now that we have to outsource all of our manual labour to countries that can do it cheaper. We can’t rest on our laurels, as the phrase so aptly goes. We must be in constant motion and in constant alertness for when the cold or crisis hits us.
That alertness does not only put a strain our society, but also very much our health and well-being in general.
My blog is about how we can cultivate more health and well-being in a culture that never sleeps. In a culture that continually insists we work harder and do better. A society that advocates working hard and doing well before finding delight – but always leaves us with the big questions: “When have we done enough to deserve delight?” and “How long can we delight ourselves before we again must work hard?”
My main source of inspiration is the several thousand year old health tradition from India, Ayurveda. The focus of the blog will be to make this tradition relevant for us people of the north – in the time, culture and climate, we live in. “The science of life”, which is what Ayurveda translates as, has some quite valid suggestions for how descendants of the vikings can regain balance.
Come with me on a journey of sustainable health!
Given with love <3
Maria
Follow me on Facebook:
https://www.facebook.com/livemorestruggleless/
Den blå frostklare himmel er så hjerteskærende smuk og klar, at det føles som om alt bringes til overfladen i dag. Når skydækket ligger tungt, så er det nemmere at undertrykke og dulme følelser. Når himlen pludselig viser sig og solen skinner ind i mit hjerte, mærker jeg, hvad der findes. Snarere end at snakke om gode og dårlige følelser, kan jeg godt lide at forholde mig til graden af intensitetet i mine følelser.
For mig er intensitet hverken et positivt og et negativt fænomen, det er blot beskrivende for hvor meget liv, jeg mærker indeni. Nogle gange synes jeg, det er skønt at mærke livet og intensiteten – så kalder jeg det ekstase – andre gange er det nærmest for voldsomt. Jeg får lyst til at gemme mig og mærke mindre.
Jeg er klart en nørd, når det kommer til at studere og forstå mit indre liv. Så jeg spørger selvfølgelig hvorfor? Hvorfor vil jeg pludselig IKKE mærke, når jeg normalt elsker at mærke?
Jeg oplever i denne tid en fantastisk udvidelse i mit liv. En energimæssig udvidelse – jeg på det indre mærker som glæde, energi og styrke. Og i det ydre ser, som mit liv, der mere og mere former sig, som jeg ønsker. Det er jo helt igennem lykkelige omstændigheder og jeg kunne ikke være mere taknemmelig. Samtidig er det som om, når livet viser mig, at eventyret findes, så trækker det samtidig forhænget til side for de dybe begrænsninger og tvivl, der stadig måtte findes. Er jeg det værd? Fortjener jeg lykken? Er det virkelig muligt at få succes i verden ved at være den, jeg er? Uden at pynte på sandheden og leve bag en facade? Men samtidig ved at stå fuldt og helt ved mit eget lys?
Ifølge Ayurveda er vi i balance, når Agni er stærk. Agni er vores indre ild – evnen til ikke bare at fordøje, forbrænde og transformere maden, vi indtager, men også vores følelser, sanseindtryk og oplevelser. Evnen til at trække næring ud af livet og vokse af alt, hvad vi oplever, sanser og føler. Hvis vi ikke fordøjer og transformerer vores følelser, så kan de – i ligeså høj grad som dårlig mad og kemi – skabe indre stress og affaldsstoffer. Det Ayurveda kalder ophobning af Ama. Når vi favner os selv – lige der i de svære eller intense følelser, så kan vi rejse os og blive et mere og mere krystalliseret udtryk af dem, vi er.
For nyligt stødte jeg på et popnummer, som i disse dage healer mig. Det er som om mit indre hele tiden kalder på at høre nummeret. Og da jeg tænkte lidt nærmere over, hvad budskabet egentlig er, så passer det ret godt med det, jeg virkelig har brug for lige nu: At læne mig ind i tilliden til, jeg er god nok, som jeg er. At der ikke er noget særligt, jeg skal gøre eller præstere, men at jeg kan acceptere og elske mig selv, som jeg er. Selv når jeg ikke er super nærværende overfor mine børn, er uproduktiv i mit arbejde eller føler mig afvist af bittesmå ting andre gør eller siger.
Som popnummeret spørger; Ka’ du li’ dig?
Wait a second – why should you care, what they think of you? When you are all alone by yourself – do you like you?
HVAD BETYDER JULEN EGENTLIG FOR DIG?
Jeg ved ikke om, jeg er den eneste, der har gået rundt her i december og følt mig sådan lidt alien-agtig? Det er ligesom om, jeg har set juleritualerne og – forventningerne udefra – og ærlig talt ikke rigtig forstår et pip. Jeg ved, at det vel nærmest er en af pointerne ved ritualer, at de ikke giver rationel mening, men har en kulturel eller social betydning, der overskygger, det sindet kan forstå…
Alligevel sidder jeg tit med en tomhedsfornemmelse på denne tid af året. Det er ikke fordi, jeg har noget imod næstekærlighed, det at give gaver og prioritere tid til familien. Jeg forstår bare ikke hvordan, dét at ønske sig ting, købe noget til andre og spise noget bestemt mad nærmest er blevet en pligt. Jeg kender så mange mennesker, der simpelthen ikke ved, hvad de skal ønske sig (inkl. børn f.eks. mine egne to drenge), for lad os være ærlige; vi mangler sgu ikke noget! Hverken materielt eller kaloriemæssigt. Jeg overhørte en teenager nærmest beklage sig over, at skulle skrive en ønskeseddel…
Jeg reflekterer over det paradoksale i, hvordan jeg på en måde prædiker (for mig selv og andre), at universet er overflod og at livet handler om at tillade sig selv denne overflod og på den anden side, så virker den materielle og madmæssige overflod i julen ret frastødende på mig. Jeg savner dybde i julen og ved efterhånden, hvad der kan løfte mig og få mig til at glædes som et lille barn igen. Det er, når jeg forbinder mig med julens budskab, historierne om Jesus og fede gospelsange om hengivelse til skaberen. Og så selvfølgelig når jeg i glimt ser magien i mine børns ansigter eller mærker samhørigheden med min familie over det, vi deler i en særlig tid.
For mig repræsenterer Jesus det, vi som mennesker kan formå. Det vi kan rejse os til at være. Nogle oversættelser fra Biblen fortæller os, at Jesus efter at have helbredt syge, sagde: Rejs dig op og vær den, det var meningen, du skulle være. Det elsker jeg. Jeg elsker, at Jesus var næstekærlig nok til at heale alle, der havde brug for det, men bestemt nok til også at påpege, hvori folks virkelige lidelse lå. Ophavet til alle de andre lidelser – nemlig, at vi ikke opfører os, som de guddommelige skabninger, vi er.
Der er ikke EN ENESTE af os, der er her tilfældigt eller uden et formål. Vi er alle skabt fra samme guddommelige kilde af visdom og kærlighed og har hver især vores særlige vej eller formål i livet. Der er ingen, der er mere værd end andre og alle har vi muligheden for en gang for alle at sige: “Hvad er problemet?” Og herefter rejse os fra vores “sygeseng” og vise verden, hvem vi er.
Som Jesus kom for at vise os ved sit eksempel og minde os om med sine dejlige, tilgivende og bestemte ord:
Hvis du – ligesom jeg – har brug for lidt støtte til at acceptere julen, som den ser ud anno 2015 i overflods Danmark, så deler jeg her en øvelse, der kan bringe dig ind i en tilstand af accept. På overfladen accepten af det, der sker omkring dig, men på et dybere plan: accepten af den, du er, og det, du er kommet til jorden for at blive.
Du må meget gerne dele øvelsen med din næste…
Jeg ved, at dette er kontroversielt – men jeg bliver nødt til at stå frem med denne blog. Jeg vil gerne præsentere et andet perspektiv på kræft end det medierne fodres os med og løfte sløret for, hvordan jeg mener, vi kan tage de første skridt mod helbredelse af denne altoverskyggende sundhedsmæssige udfordring.
NEJ! Jeg vil ikke være med til hverken at ”bekæmpe kræften” eller ”knække canceren.” Det er en utrolig retorik, der igennem mange år og med særligt tryk nu møder os omkring et af de store symptomer på vores livsstil, kræft. Jeg vil i stedet gøre alt, hvad jeg kan, for at gøre det modsatte – nemlig elske kræften og blødgøre canceren.
Du tror måske, jeg prøver at provokere eller være dumsmart? Men lad os reflektere et niveau dybere sammen i stedet for blot at like, copy-paste og dele budskaber, som påduttes masserne, men som vi reelt ikke er bevidste om, hvad betyder for vores helbred.
Ubalancen vi kalder kræft er allerede en tilstand, hvori den kræftramte kæmper. Kræft er kroppens måde at bekæmpe sig selv – kort sagt udvikler vi kræft, fordi nogle af vores celler nægter at dø og i stedet muterer til skade for hele organismen. I virkeligheden er det naturligt og dermed ”sundt”, at celler dør, så nye kan opstå og igennem denne proces bevares og videreføres livet konstant. På celleniveau er døden altså uundgåelig og naturlig, men i kræfttilstanden kæmper kroppen med næb og klør for at undgå ”den naturlige død”. Det kan ses som et symptom på vores kultur, der nægter at ældes og i sidste ende erkende, at den fysiske krop skal dø en dag. En kultur, der domineres af medier, der spinder på og næres af frygt. Men jo mere vi går til denne ubalance med kamp-energi, jo mere vil kræften sprede sig.
Når jeg i stedet foreslår, at vi elsker kræften, er det ikke det samme som at sige, at vi ønsker mere af den. Det er i stedet en måde, hvorpå vi kan afvæbne det opkørte og destruktive system. Når vi med oprigtighed tør åbne øjnene og erkende, at kræften har haft gunstige vilkår for at udvikle sig og herfra møder den med kærlighed, så kan det, der kaldes ”mirakler”, opstå. I virkeligheden er helbredelsen af kræft ikke et mirakel – det er faktisk et tegn på naturlighed. Et tegn på ligevægt i krop og sind – tilstanden hvori kroppen kan selvhelbrede.
I stedet for at møde hårdt med hårdt, foreslår ayurveda, at vi balancerer os selv ved hjælp af modsætninger. Kamp-mentaliteten er et ubalanceret pitta-træk. Pitta er den livsenergi, der er forbundet med ilden og evnen til handling, disciplin, transformation og viljestyrke. I balance kan pitta opnå imponerende resultater og vil være en god og inspirerende leder. Men i en opkørt tilstand bliver pitta destruktiv, kritisk, fordømmende og svinger konstant pisken over sig selv og andre. Pitta balanceres ved hjælp af ro, blidhed, hvile, kølighed, latter, berøring og kærlighed.
I bogen og filmen ”The Secret” bliver vi præsenteret for Cathy Goodman, der efter at have fået diagnosen brystkræft, besluttede sig for at fjerne al stress fra sit liv ved at grine mange timer hver dag. Cathy og hendes mand så sjove film og humoristiske indslag hver eneste dag – og det blev hendes kur. Tre måneder efter var hun rask uden anden behandling.
Jeg prøver ikke at sige, at alle kan grine sig raske (men måske kan de?). Jeg inviterer til et større perspektiv og bevidsthed omkring sygdommens dybere væsen. Lægen Andreas Moritz beskriver i sin bog ”Kræft er ikke nogen sygdom”, hvordan kræft snarere end at være en sygdom er en forsvarsmekanisme – kroppens respons på dybereliggende sygdom, der måske på overfladen har med livsstil at gøre. Men så dukker spørgsmålet jo op: Hvorfor vælger vi en livsstil, der gør os syge? Hvad for et dybt, destruktivt mønster driver os at slå os selv ihjel (bogstavelig talt) med dårlig mad, og psykisk og fysisk stress?
Nej, det er tiden til at lægge våbnene og i stedet for at smide mere brænde på bålet ved hjælp af kemoterapi (der dræber raske celler også), stråling og operationer – elske os selv og livet lidt mere.
Kald mig hippie – men kærlighed er fundamentet for liv og mere liv er vel dybest set det, vi ønsker, når vi får en dødsdom?
Hvad tænker du?
– En blog om udvikling, fremdrift og den rette timing
Af gemyt kan jeg godt lide at tingene skrider fremad. Jeg elsker udvikling, fremgang, at sætte flueben og at få afsluttet, hvad jeg har startet. Jeg tror også, man kan beskylde mig for til tider at være lettere utålmodig og have decideret ild i røven. Jeg lægger gerne ekstra (læs: for mange) kræfter i at få noget færdigt, selvom omstændighederne måske modarbejder projektet.
Jeg kaster al min energi ind i projekter, der tænder mig og ender ofte med at måtte trække stikket undervejs eller bagefter, fordi jeg har udmattet mig selv… Desværre…
Jeg oplever i denne tid noget, der er så stort for mig, at jeg får tårer i øjnene af at tænke på det og opleve det på min krop. Efter jeg første gang mødte yogaen for 14 år siden – og tog et stort og vigtigt skridt mod en radikal livsændring – har jeg stille og stødt arbejdet mig mod min drøm. Eller som man siger indenfor yogafilosofien: min dharma, der oversættes med livsvej. Jeg har bevæget mig mod det tidspunkt, hvor jeg turde stå frem (sådan for alvor og uden mindreværd af nogen slags) og lade mit lys skinne og være med til at gøre en forskel i andre menneskers liv gennem mit virke som inspirator for bevidsthedsudvidelse. Og her snakker jeg ikke kun som profession, men gennem alle mine roller i livet; også som mor, veninde, kæreste og datter.
Bare det at skrive dette nu, minder mig om at janteloven, og at det lille jeg stadig findes i mig og dette er også helt okay. Det, der dog har ændret sig, er, at min indre værdighed er vokset. Jeg tror i dag på, at jeg fortjener et skønt liv, hvor jeg på daglig basis passioneres af og glædes over mit liv. Hvor alt det, jeg drømmer om, er til rådighed for mig, blot fordi jeg er til. At jeg ikke længere behøver at kæmpe så hårdt for vise mit værd eller have berettigelse.
Ligesom at mit ønske er at inspirere andre, så har jeg også haft – og har stadig – vigtige lærere i mit liv. Dybt inde har jeg vist, at den person, der kunne hjælpe mig med at raffinere mine værktøjer, som underviser indenfor holistisk sundhed, er Deepak Chopra. Hans center ligger i Californien og en uddannelse der strækker sig over mange individuelle monduler, der selvsagt kræver meget tid, mange penge og mange, lange rejser. Det har virket urealistisk på det rationelle plan, men i mit indre har ønsket om at være elev der været intakt siden september 2001, hvor jeg købte Deepak Chopras bog ”Fuldkommen Sundhed”.
Denne bog beskriver ayurvedaens dybere syn på sundhed, der er langt fra det overfladiske syn, der ofte reducerer sundhed til få kalorier, fedtforbrænding, pulstræning og fravær af sygdom. Fuldkommen sundhed handler om den dybe, fuldkomne tilstand, som altid er en del af os – fordi den er vores essens. Og at det netop er kontakten til din essens (eller din sjæl om du vil), som bringer dig tilbage til din intakte, hele natur, hvorfra du mærker en dybere dimension af velvære i alle lag af dit liv.
For helt ærligt nu da vi er ved emnet; du kan ikke spise dig eller motionere dig sund og hel. At spise nærende mad, bevæge din krop OG tillade hvile er sidegevinsterne, der kommer helt af sig selv, når du lærer dig selv at kende på det dybeste plan. At dette er mit budskab i verden stod lysende klart, da jeg sidste efterår sad i lufthavnen på vej til mine endelig eksamener på Chopra Center University. Ufattelige mængder hjælp i forhold til praktisk og økonomisk at få uddannelsen til at blive virkelighed var kommet min vej. Der var så at sige løbet meget vand i åen, siden jeg startede uddannelsen 5 år tidligere. Jeg havde været på afveje, men mit hjerte havde på en måde aldrig tvivlet på, hvad det ville (eller hvad det vidste skulle ske).
Hvis jeg havde skyndet mig med at blive færdig ved at tage en billigere og hurtigere uddannelse (tro mig, det har været ved at ske mange gange), så havde frugten ikke været så sød og uimodståelig, som den er nu. Nogle ting tager simpelthen tid og handler om rette timing og tålmodighed. Det er Kaphas kvalitet, der beskrives i ayurveda, som legemeliggørelsen af vatas idé og pittas handling imod målet. For at noget kan blive til i fysisk form, så kræver det tillid, ro og rette timing. Og det tog mig mange år for alvor at indse dette. Det er med stor ydmyghed, at jeg i denne tid træder frem og viser, hvad jeg er her for – hvad jeg ”kan”. Hvad der er mit unikke bidrag til ayurvedaens og yogaens visdom. Og ja, jeg har allerede undervist i ni år, men værdigheden er vokset undervejs og jeg vidste, jeg trådte ind i en ny dimension, da jeg med certifikatet i hånden rejste hjem fra Californien.
Hvad er din livsvej?
Jeg har netop afsluttet en workshop med fokus på at forbinde to kraftfulde energier ifølge yoga – nemlig ildens (Manipura) og hjertets (Anahata) energicenter. Ilden, der også i Ayurveda repræsenterer vores indre power på alle planer. Evnen til at fordøje, forbrænde og transformere – ikke bare maden, men også følelser, indre overbevisninger og sanseindtryk. Ilden, der giver os handlekraft, viljestyrke og disciplin til at handle på vores drømme. Ilden, der dog bør balanceres med hjertets højere kraft og vision, der fører os fra vores umiddelbare ego-ønsker bundet på frygt og til et højere, holistisk perspektiv, hvor vi mærker de dybere, mere sande ønsker. Dem, der forbinder os med vores medmennesker og bunder i samhørighed.
Jeg føler dog, der er en nuance af denne hjerte-selvudvikling, der mangler taletid. Det kræver dog en lidt bredere definition af kærlighed end den sædvanlige, der er begrænset til de få mennesker og umiddelbart lykkelige stunder i vores liv.
Jeg ser kærlighed som selve livskraften – den der har skabt os (og hele universet), holder os i live og forbinder os med vores livsvej. Den er rå, utæmmet, altomfattende og langtfra altid lyserød, romantisk og velpoleret.
Jovist føles kærlighed nogle gange dejlig og romantisk. Livet viser sig måske et øjeblik fra sin milde side, måske er vi forelskede eller nybagte forældre. Og jeg er den første til at indrømme, at jeg elsker disse romantiske stunder og jeg kan efterhånden næsten heller ikke skrive en sms uden at sætte et hjerte på.
Men andre gange føles kærligheden ikke – hvad vores begrænsede sind vil kalde – ”godt”. Nogen gange river den os åben og når vi åbner os, viser ALT det, vi nogensinde har oplevet, gemt væk, glædet og skammet os over sig. Det kan være så overvældende, at vi måske mister troen på kærligheden og vender os væk en stund. Men hvordan kan vi egentlig miste troen på det, der har skabt os og holder os i live?
Kærligheden forlader os aldrig, i hvert fald ikke så længe vi trækker vejret og selv ikke efter døden, men det bliver en for omstændig snak at tage i denne blog. Universet overøser dig med kærlighed hvert eneste øjeblik, med hvert et åndedræt, hver en oplevelse, hver en følelse. Hvis du har det fantastisk, fortæller universet dig, at du er på rette spor. Hvis de negative følelser overtager dig, minder universet dig blidt og med tiden mere bestemt om, at du hænger fast i overbevisninger, der simpelthen er usande og ude af harmoni med virkeligheden. Som den kærlige moder, der guider dig på livets vej.
I går var jeg fem år overfor min kæreste. Han var kommet til at lave en anden aftale (endda inden vi overhovedet blev kærester) på en dag, jeg regnede med, vi skulle være sammen. Det virker så komisk og banalt, når det sættes i perspektiv. Men inden i mig satte det skub i følelser af afvisning, svigt og ikke at være elsket. Jeg havde det i den grad elendigt – universet mindede mig om, at jeg hang fast i noget, der simpelthen ikke er i overensstemmelse med sandheden.
Jeg er elsket hvert eneste øjeblik, selv når jeg glemmer det. Og vejen tilbage er for mig, at føle taknemmelighed for ALT, jeg oplever. At minde mig selv om, at kærligheden også bor i udfordringen. Og det er faktisk meget større end ”bare” at acceptere øjeblikket. Det handler altså om mere end at spise lorten og komme videre. Men i stedet om at se skønheden i helheden. Når jeg rummer og favner polerne og skimter kærligheden i det hele, så løfter hele livet sig og verden får for alvor kulør. Livet bliver hjerteskærende smukt og det tilsyneladende gode og dårlige, rigtige og forkerte smelter sammen. Vi nærmer os den forening, yoga handler om.
Jeg har lavet en guidet øvelse, der forbinder dig med mit hjerte og støtter dig til at føle taknemmelighed for øjeblikket – med alt, hvad det indebærer.
Den fineste balance i livet oplever jeg som balancen mellem målrettet opmærksomhed på det, vi allermest ønsker, og så kæmpe ydmyghed overfor livets uforudsigelighed.
Jeg har lige ligget ned et par uger med en noget sejlivet urinvejsinfektion. Den fik lov til at udvikle sig fra en simpel blærebetændelse, fordi min indre stædige medicinkvinde tog over, som jeg har oplevet så mange gange før. Indeni har jeg fuld tillid til, jeg kan heale mig selv – med lidt hjælp fra naturen – og ofte virker det. Men ikke altid og ikke denne gang.
Som i alle andre sammenhænge i livet, går jeg efter idealet. I dette tilfælde var det for mig at undgå medicin, som jeg grundlæggende ikke føler mig tryg ved. Jeg elsker min krop så højt, at jeg vil gå langt for ikke at indtage noget, der kan skade mit system. Desuden tror jeg faktisk på, at sygdom er godt for immunsystemet. At immunforsvaret aktiveres og netop styrkes, hvis det får lov til at gøre sit arbejde. Da feberen først brød ud, brugte jeg et par dage i feberrystelser, for at give kroppen mulighed for netop at heale sig selv den vej. Feberen fortsatte dog og da jeg skulle til at agere mor og underviser igen, kom panodil ind i mit liv og senere penicillin.
Jeg fik det bedre, men kunne kun ligge ned i lang tid. Det gav mig tid til at reflektere og erkende, hvor vigtig kroppens funktionsdygtighed egentlig er i dette liv. Hvor afhængige vi er af, at kroppen har det godt. Jeg tror, mange af os ofte føler os hævede over kroppens behov og identificerer os mere med sindet og dets ubegrænsethed, viljestyrke og handlekraft. Men hvis kroppen først ligger ned, så er der altså grundlæggende svært at virke i den fysiske verden.
Imens jeg lå og tænkte og mærkede, ramte alle de svære spørgsmål og følelser mig pludselig. Hvorfor lå jeg her? Hvorfor ramte dette mig? Jeg kunne ikke være der for mine børn en hel uge. Jeg måtte aflyse yogahold og møde meget syg op til starten på en en ny workshop med mange deltagere. Jeg følte faktisk skam over ikke at være det sundhedsideal og den perfekte mor, som en del af mig ønsker at være. Lige pludselig spredte skammen sig som en kaskade ud over mit liv. Ud over mit parforhold, mine relationer og mest selvfølgelig i min indre dialog – i forholdet til mig selv. Følelserne var gamle, nogle jeg har kendt længe og selvom mit bevidsthedsniveau i dag er et andet og jeg sagtens rationelt kan fortælle mig selv, at det er naturligt at være et helt menneske med fejl og mangler, så havde jeg svært ved at løfte mig selv ud af tilstanden.
Jeg har været meget inspireret af Brené Brown, som studerer og kommunikerer omkring skam og sårbarhed. Hun kalder skam for “the swampland of the soul” og hentyder til, hvordan skam dybest set handler om følelsen af at være forkert, som vi er. På rejsen mod at lære vores sjæl eller dybere lag at kende vil vi uundgåeligt møde denne følelse. Jeg ser det, som en del af mit livsformål at rense og frisætte mig selv for skammen og i stedet træde fuldt og helt ind i mit lys.
Det jeg allerhelst vil give videre i verden – til mine børn og alle andre – er hele mig. At turde vise hele mig, for der er intet mere befriende end at være sammen med mennesker, der favner dem selv i alle deres perfekte så vel som uperfekte sider. Som tør at være sårbar, ærlig, stærk og livskraftig på én gang.
Jeg håber denne blog vil være med til at minde dig om, at du også er et fuldkomment menneske. At du også er et lys, der fortjener at skinne i verden, men at de svære følelser er en naturlig del af vejen.
Jeg vedlægger udpluk af et blidt yogaprogram, som du kan bruge til at skabe harmoni i dit indre eller til at finde ro inden sengetid. Hvis du ønsker endnu mere støtte, så bliv medlem <3
This is the time, my blog transitions from the more easily understandable parts of the ayurvedic philosophy into the harder to grasp – but infinitely more powerful tools of self-healing and -understanding. The aspect of Ayurveda, I have always been interested in, which made me a student of Deepak Chopra ayurveda.
If someone asks me, what is most important to me, I would have to say; discovering, uncovering and acknowledging, what life or the universe is all about. I absolutely love my physical existence, but the deepest, most passionate part of me is so driven towards this mystery. Who am I? Why am I here? If I truly am the creator of my reality, as so many suggest, what does that mean and how do I access this power?
The underlying truth of the yoga- and ayurvedic philosophy tells us, we are consciousness having a physical experience. I view life as a journey through the doshas, which are like junction points between physicality and consciousness. Vata connections me to my dreams and creative ideas – reminds me that there is more to life, than what meets the eye. Pitta is the driving force pulling me towards my goals – most especially the goal of all goals; self-discovery. Kapha is my friend, who again and again show me, how the physical universe, I experience, is an embodiment of my consciousness. In other words the seemingly physical world, I experience as “outside myself”, is a reflection of my soul. And since my soul is all about movement and growth, the world is subject to change at any minute.
Existence as we know it consists of parallel realities. Or as some put it; all things exist simultaneously. To grasp this you have to use a fundamentally different way of thinking – or more precisely you have to expand from linear thinking to a more holistic approach.
Normally we think in linear time. We think there was a past, is a now and will be a future. That life is all about moving from A to B – from birth to death. The deepest aspect of who we are – call it consciousness, soul or spirit – exists everywhere at once. The deeper reality is, all times and all experiences exist simultaneously.
You can begin to understand this by acknowledging, that everything you can imagine, dream of and fear already exist in a parallel reality. It is already fully accessible. When someone has a “wake-up call” or peak experience in their life, they so to speak move from one parallel reality into another. Life suddenly changes so much, they can hardly recognize themselves, because they jumped from one reality to another – already existing – reality. I had many experiences like that, the most life transforming being on 9/11 2001 – at the exact time the Twin Towers fell to the ground. From living a life, where I suffered intense pain and depression, I had been introduced to yoga once, and suddenly I was able to completely let go. Let go of the false beliefs, that had me loathe life and myself and turn my whole life around literally from one moment to the next.
Transformation refers to going from one state of consciousness to another without being able to go back.
However moving from one parallel reality to another does actually happen every single moment for each of us. Some jumps are very noticeable like mine on 9/11, other are less obvious and progression happens at a seeming slower pace. To me this is what life is all about; Journeying through the layers and refining our consciousness to greater and greater degrees of expansion – which we recognize as happiness, lightness of being and fully becoming the creator of our own reality.
When you expand, it can, in my experience, feel a little intense. It’s like growing out of your clothes – and even your skin. It can lead to restlessness, being unable to sleep, dizziness and general discomfort. I think women, who have given birth, most easily can relate to this feeling. Expanding into greater alignment with your soul and your higher purpose, I too view as birth. We keep being born into a new reality – that of a higher refinement, if we are conscious. We keep shedding our old beliefs, experiences and self-images. When we are first born, we are naked and this is how, it also feels, to stand by and flow with your soul’s direction. More and more you can become, who you truly are.
I have been born into a spearhead of holistic health and healing of modern times. A communicator of intense joy and ecstasy. That parallel reality existed all the time and I have numerous times seen myself communicating these truths. I am now allowing that into my physical experience.
I am ready.
And I have the support of someone, seemingly outside myself but not really, who has always inspired me on my path.
Who are you becoming as you expand?
Given in love <3
Maria
https://www.youtube.com/watch?v=IDY8OKvKkgA
[wpdevart_like_box profile_id=”levmerekaempmindre/” connections=”show” width=”300″ height=”550″ header=”small” cover_photo=”show” locale=”en_US”]
Det emne, der i mange år har optaget mig allermest, er HELHED
Jeg har stillet mig selv spørgsmålet; Hvad skal til for, vi mennesker mærker og erkender, at vi til enhver tid er hele og at alt omkring os ligeledes er helstøbt? Med hel mener jeg fuldendt – at vi rummer det hele og at det er, som det skal være. På et plan kan man selvfølgelig godt snakke om, at vi i dette liv har noget at lære, at der måske ligger en vej foran os mod erkendelsen af denne helhed. Men på et dybere niveau er vi hele og som vi skal være hele tiden. Og hvordan kan jeg bare slynge det ud, når nogen måske oplever utilstrækkelighed eller når der er nød og elendighed i verden?
Vores bevidsthed (eller sjæl, hvis du er spirituelt funderet) kommer fra et domæne, der ikke er lokaliseret i tid og sted og som ikke har poler. Det vil sige fra dette niveau findes ikke “rigtigt” eller “forkert”. Der findes kun oplevelser. Vi er her for at opleve. Og for netop at opleve kommer vi ind i verden i fysisk form. Alt i fysisk form indeholder naturens fem elementer æter, luft, ild, vand og jord. Al skabelse starter med æter, som repræsenterer muligheden og potentialet og herfra går skabelsesprocessen gennem alle elementerne indtil legemliggørelsen, der er jord.
Vi mennesker indeholder naturens elementer i vores egen særlige dosis. Ayurveda kalder dette begreb for doshaerne, som ofte oversættes til krop-sind konstitution. Der findes tre forskellige doshaer vata, pitta og kapha, som er en sammentrækning af de fem elementer. Ayurveda bruger viden om, hvordan alting er præget af disse tre livsenergier til at forstå, hvordan ubalancer opstår og hvordan de kureres. Det er den praktisk anvendelig del af Livets Videnskab, som de fleste støder på først, når de præsenteres for denne videnskab, fordi det nemt at gå til. Du kan læse mere om de forskellige doshaer her.
Det kan ikke understreges nok, når vi begynder at arbejde med doshaerne, at alle mennesker besidder alle tre. Der vil dog være en særlig kombination af de tre, som du er født med, og som er med dig hele livet. Man kan sige, at den kombination er din natur – dit særlige aftryk af de fem elementer, kogt ned til tre doshaer. Det kaldes for din prakriti. Min vision for min blog, kurser og bog er dog at udbrede kendskab til alle tre livsenergier, som jeg også kalder dem, så du kan begynde at forstå hvordan og hvornår, de virker i og omkring dig. Når vi lærer at balancere alle elementerne og doshaerne, så kan vi trække fuldt udbytte af deres kvaliteter. Der er nemlig ikke nogle af doshaerne, der er “gode” eller “dårlige”. Når vi balancerer dem, er de alle fantastiske og faktisk nødvendige for at leve et fyldestgørende og tilfredsstillende liv på alle planer.
Når vi forstår disse tre niveauer af vores eksistens og balancerer dem, så er vi klar til at dykke ind i den endnu dybere virkelighed. Det ubegrænsede selv, der til enhver tid, er fuldkommen sund og hel og som i øvrigt aldrig kan dø. Mere om højere bevidsthed næste gang.
