dharma Arkiv - Nordic Ayurveda | Nordic Ayurveda

S A M S K A B E L S E

Da jeg tilbage i 2001 for alvor hørte mit kald om at træde væk fra den slagne vej og dykke dybere ind i mig selv gennem yoga og ayurveda, var det en ensom tid. Det føltes ikke nødvendigvis ensomt i begyndelsen. Der var jeg lykkelig. Lykkelig over at mærke en glæde og kraft i mig selv større end nogensinde før i mit daværende 22 årige liv. Jeg var lykkelig men samtidig bange for at træde ud af mit hidtidige fællesskab med familie, venner og studiekammerater. Mange forstod ikke de nye ting, der optog mig, og selv min helt nærmeste familie tog afstand fra mig. Det var bestemt ikke i ondsskab, eller fordi de ikke elskede mig, men også de blev bange.

Når vi rykker os markant i livet og dermed går ud af vores tryghedszone, så bringer det klart frygt op. Men det er et nødvendigt skridt. For at følge vores individuelle dharma/livsvej, kræver det modet til at stå selv. Til at mærke os selv og rumme den ensomhed, dét i momentet bringer op. På den anden side venter dog nye fællesskaber. Først når vi viser vores sande selv, kan vi tiltrække de mennesker, som virkelig forstår og værdsætter os, som vi er. Når vi er tydelige omkring, hvem vi er, hvad vores kerneværdier er, og hvad vi står for, så tiltrækker vi vores “mennesker”.

Sundhedens hemmelige ingrediens

Ayurveda beskæftiger sig med sundhed på den dybeste måde. Selvfølgelig betyder det meget, hvad vi putter i munden, om og hvordan vi bevæger vores krop og hvor meget stress, vi udsættes for. I Ayurveda sætter vi dog den sjælelige sundhed øverst. Og denne handler netop om at øge kontakten med vores inderste og vores livsvej, og den vej at skabe fællesskab med andre.

Fællesskaber, hvor du værdsættes for den, du er, og får lov til at udtrykke dine evner og “livsgaver”. At være en del af meningsfulde og støttende fællesskabet giver dyb trivsel og sundhed. Mange undersøgelser har netop vist at ensomme mennesker lever markant kortere og at “blot” det at få et husdyr kan forlænge vores liv og livskvalitet.

Når du gør dig, vokser fællesskabet

Mange af os er nok opdraget under en overbevisning, der hedder, at det er egoistisk at gøre gode ting for os selv og dermed ikke være tilgængelig for andre. Især kvinder er ofte ubevidst opofrende og tænker, at familien kommer før egne behov. Sandheden er omvendt. Når du “gør” dig, altså møder dine egne behov først – for eksempel under en selvkærlig morgenpraksis – så kan du være noget for andre. Og først der.

En af kerneværdierne hos os i Nordic Ayurveda handler er SAMSKABELSE. Vi har efterhånden uddannet små hundrede mennesker, der bor i alle egne af landet, som vi har bånd og fællesskab med. Vi er på samme mission men med vores individuelle dharma/livsvej tilknyttet. Vi ved, at vi er stærkere, mere innovative og tranformative sammen. Vi SER og LYTTER til hinanden, og tager alle ideer og input seriøst. Vi støtter individuelle og gruppe initiativer, og vi VED at sammen kan vi skabe forandring.

samskabelse

Nogle kalder det feminin ledelse, hos os kalder vi det SAMSKABELSE. Velkommen til en anderledes type arbejdsplads. En arbejdsplads præget af dybe intentioner om at gøre en markant forskel i verden og være med til at løfte menneskets og planetens tilstand. Visioner, der først og fremmest, tager udspring i individets velbefindende – heriblandt behovet for at blive set for den, vi er, og være en del af fællesskabet.

Hos os er fællesskabet den ypperste lykke og trivselsparameter. Måske har du også et kald efter at løfte den holistiske sundhed og være en del af os? DU skal være så velkommen!

Givet i kærlighed

Maria

Ayurveda hjælper mig med at være noget for andre

Da jeg var ung rejste jeg til Afrika med Røde Kors, fordi jeg ønskede at bidrage til en bedre verden. Jeg vendte hjem, desillusioneret og med en følelse af, at mit bidrag var ligegyldigt og ingen forskel gjorde, for dem jeg ønskede at hjælpe. I dag forstår jeg, hvorfor mit forsøg på at gøre verden til et bedre sted endte med at føles som et nederlag.

Jeg forsøgte at redde verden, men glemte at redde mig selv

Oplevelserne i Afrika, og min hjemkomst med en bagage fuld af bristede illusioner, håb, drømme og visioner, blev på mange måder startskuddet til en lang årrække med depression og stress. Min mentale mistrivsel udviklede sig til fysiske symptomer og kroniske mave- og fordøjelsesproblemer – min krop sagde simpelthen stop. Jeg blev nødt til at gøre noget aktivt for at redde mig selv. Jeg havde været så fokuseret på at redde verden og være noget for andre, at jeg havde glemt mig selv.

I min søgen efter en redningsplanke stødte jeg på Ayurveda, og her fandt jeg den hjælp, jeg havde søgt efter.

Ayurveda forklarer sammenhængen mellem den mentale og fysiske balance

Min indgang til Ayurveda blev yoga. Den hjalp mig i første omgang med at finde ro og balance i mig selv, og jeg blev nysgerrig på at lære mere om denne ældgamle sundhedsvisdom. Det var en mindblowing oplevelse for mig, og jeg kunne pludselig se og mærke, hvordan det hele hang sammen. Min mentale mistrivsel og mine fysiske symptomer, mit drive mod at hjælpe andre, når jeg egentlig selv havde brug for hjælp osv. Jo dybere jeg kom ned i filosofien, jo tydeligere blev det for mig, at det vi ser i verden, er det samme, som sker i os selv. Nu bliver det lidt abstrakt, men hæng på lidt endnu, så skal jeg komme med et eksempel, som du helt sikkert kan genkende fra din egen hverdag.

Brug Ayurveda til at skabe positive forandringer

Her for nogle uger siden besluttede jeg, at det var på høje tid at skifte vores benzinbil ud med en klimavenlig el-bil. Vi researchede frem og tilbage og fandt en bil og et mærke, som matchede vores behov og ønske om at køre mere klimavenligt. Pludselig, så jeg den biltype allevegne i gadebilledet. Kender du det? Når du er optaget af noget, så ser du det pludselig alle steder. Kvinder der forsøger at blive gravide fortæller, hvordan de ser lykkelige kvinder med svulmende maver og barnevogne allevegne. Min pointe med disse velkendte eksempler er, at det vi ser i vores omgivelser, også er det vi har i os selv. Når vi bliver bevidste om denne mekanisme, som er helt de naturlig, så bliver vi også i stand til at bruge den positivt, og det er netop det Ayurveda handler om.

Det der sker rundt om dig, er en refleksion af det, der sker inden i dig.

Jeg startede med at fortælle, hvordan jeg som ung drømte om at gøre en forskel for andre, og om hvordan rejsen til Afrika punkterede min plan. I dag kan jeg se, at jeg rent faktisk er der, hvor jeg drømte om at være, men på en anden måde end jeg havde forestillet mig. Jeg skulle først hjælpe mig, og det hjalp Ayurveda mig med. I Ayurveda fandt jeg både en vej til et sundt liv i balance med mig selv, og jeg fandt en dybere mening med mit liv. I dag formidler og underviser jeg andre i den Ayurvedisk visdom og sundhedsfilosofi – men hvordan skaber det en verden bedre, tænker du måske.

Ayurveda fortæller os, at naturen er i os og vi er i den

Jeg har selv oplevet, hvordan min indre ubalance spændte ben for mit ønske om, at gøre noget godt. Jeg tror på, at vi er bedre rustet til at skabe positive forandringer rundt omkring os selv, når vi er i balance med os selv. Når vores fundament står stabilt, så kan vi hjælpe andre omkring os, ja vi kan faktisk ikke lade være, for trangen til at være noget for andre og handle godt ligger dybt i os mennesker.

Ayurveda handler i bund og grund om at blive bevidst og mærke dig selv. Når du kommer dertil, kan du også skabe forandringer.

Det er altså gennem en indre forandring at vi kan skabe ydre forandringer. Det gælder også fx ønsket om at leve mere bæredygtigt. Når vi mærker og bliver bevidste om, hvad der er destruktiv for os selv og vores sundhed, så viser det sig, at det ofte er det samme, som nedbryder og ødelægger naturen omkring os. Overforbrug, præfabrikerede fødevarer, store mængder kød pumpet med antibiotika, farvestoffer, e-numre, parabener, stimuli som alkohol, sukker og kaffe – alt det, som er usundt eller giftigt for vores krop, er ofte også skidt for vores natur – og især når det bliver til overforbrug. Set i en Ayurvedisk optik giver det god mening, for vi er natur og naturen er i os. Så hvis vi gerne vil forandre verden omkring os, så skal vi starte med at mærke og hele os selv og forandringen vil komme naturligt indefra.

Har du lyst til at læse, mere om hvordan jeg som ung og ulykkelig universitetsstuderende fandt min vej med Ayurveda, så læs med her.

Givet i kærlighed <3
Maria

Find din Dharma/livsvej

Når vi kender os selv og kan mærke vores inderstes sjæls behov, så bliver vi også i stand til at vise verden, hvem vi er og hvad vi rummer.

Mange af os oplever på et tidspunkt i livet at ende i en blindgyde, hvor vi sidder fast i en uddannelse, et forhold eller job, som vi ikke trives i. Nogle gange ender vi der, fordi det var forventningen fra vores omgivelser eller måske kunne vi ikke mærke, hvad det egentlig var vi selv ville. Ved at træne din evne til at mærke dig selv og dine inderste behov, så kan du finde din Dharma, din livsvej.

Hvis du for længe hænger fast i noget, der ikke gør dig godt, så kan du miste forbindelsen til dig selv og det kan i sidste ende føre til både fysisk og mental ubalance.

Dine inderste behov viser vej til din Dharma

Det kan være indimellem være svært at skelne mellem, hvad vi har lyst til og hvad der er godt for os – det er nemlig ikke altid det samme. Især som ung kan det være svært at mærke forskel på de to ting. Når vi bliver ældre og kender os selv bedre, kan vi ofte lettere skelne mellem overfladiske og impulsstyrede behov og så vores inderste behov – og det som også er godt for vores balance.

Et liv i balance handler om at øve dig i at lytte til dig selv og mærke dig selv.

Det er også på det stadie, at vi typisk oplever at to forskellige behov kan mødes og forenes i et fælles og at det vi har lyst til, er det samme som er godt for os, vores sundhed og endda dem omkring os. Når det sker lever vi vores Dharma, der i en Ayurvedisk kontekst kan oversættes til livsvej. Her kan du læse mere om Dharma.

Find din Dharma med meditation, yoga og refleksionsøvelser

Både meditation og yoga er gode veje ind til dig selv. Her træner du evner til at mærke dig selv og øver dig i at finde vej ind til dine dybe behov og ønsker for dig selv. Her bliver du i stand til at møde dine inderste længsler og du får nemmere ved at skelne dem fra impulsstyrede behov og stimuli. En anden måde at træne din evne til at trænge ind til dine dybeste behov og indsigter er refleksionsøvelser.

Lad dig guide af din Dharma og det som gør dig godt.

Refleksionsøvelse: Fire spørgsmål, der guider dig

Denne konkrete øvelse er jeg selv meget glad for og jeg vender ofte tilbage til den. Den består af fire forskellige spørgsmål og du kan sagtens stille dig selv de samme spørgsmål flere gang i livet. Du vil opdage at svaret og refleksionerne forandrer sig alt efter, hvor du er på din livsvej.

Skriv meget gerne dine svar og tanker ned i fx en notesbog. Det hjælper dig med at fokusere, men det er også lærerigt at bevæge sig tilbage og se forskellige svar og refleksioner på de samme spørgsmål. Du kan med fordel gentage øvelsen med et par ugers mellemrum. Det er med til at holde dine refleksioner i gang og du vil sikkert opleve, at du kommer dybere for hver gang, du laver øvelsen.

Svaret er i sig selv ikke det vigtige – det er selve tankeprocessen fra spørgsmål til svar, som rummer indsigt.

1. Hvilke gaver har jeg med mig?
Gaver kan både være særlige evner du har fra naturens side, fx. relateret til din Dosha type. Det kan også være noget bestemt, der føles let for dig og falder dig nemt. Fx bestemte typer opgaver eller situationer, som du er særlig god til at håndtere. Det kan også være særlige gaver eller evner du har med fra opvækst, uddannelse, eller dit arbejdsliv. Måske er du rigtig god til at lytte til andre mennesker, sætte nye projekter i gang eller noget helt tredje.


2. Hvad har været svært i mit liv, men som jeg har lært af?
Tænk over eksempler på erfaringer i dit liv og hvor du oplever, at du har fået noget med dig ­– også selvom det var svært. Det kan være oplevelser eller relationer, hvor du har lært noget af den vej, du er gået og de erfaringer, der fulgte med. Det kan fx være en skilsmisse, afsavn eller sygdom. Prøv at tænke på, hvilke gaver der fulgte med det, der var svært og som lærte dig noget nyt om dig selv.


3. Hvor har jeg været udfordret og kan hjælpe andre i dag?
Dette spørgsmål inviterer til nogle refleksioner over, hvad du har med dig, som du kan give videre til andre. Det kan fx være, at du kan bidrage med trøst, fordi du selv har oplevet sorg eller er god til at omfavne andre, fordi du selv har følt dig ensom.


4. Hvad giver mig glæde i min dagligdag?
Her må du meget gerne tænke ud over dit job. Det handler nemlig også om, hvad der giver dig glæde, når du har fri. Hvad er det for nogle aktiviteter, der gør dig glad i dit liv. Det kan være alt fra sysler i haven, til en god bog, kulturoplevelser eller tid og samtaler med dine børn eller mennesker, der inspirerer dig.


Lav gerne øvelsen med jævne mellemrum og du træner din evne til at mærke dig selv og din Dharma. Du kan også træne din evne til at se din livsvej gennem de små Dharmiske valg, du træffer hver eneste dag. Find inspiration her.

Lad hele dit liv blive en meditation.

Givet i kærlighed
Maria <3

Dharma – følg din livsvej

Hvad er formålet med mit liv?

Hvor er jeg på vej hen?

Giver det jeg laver overhovedet mening?

De fleste af os har nedslag i vores liv, hvor vi stiller os selv den slags store spørgsmål. Ved at træne evnen til at mærke dig selv i hverdagens små valg, ruster du dig til de store beslutninger i livet.

Hver eneste dag træffer vi alle sammen en lang række små valg, som kan virke ubetydelige. Hvis du øver dig i at være mere bevidst om dine valg ­– også de små i hverdagen – og mærke efter, hvad der er godt for DIG i stedet for at gøre det, du plejer eller det andre gør, så kommer du også tættere på dig selv og kan nemmere finde og følge det, der er DIN livsvej.

Hvad er Dharma

Ifølge den Ayurvediske sundhedsvisdom er dit liv ikke tilfældigt. Der er en større mening med lige præcis dit liv og du er sat på jorden af en særlig grund. Dharma er Sanskrit og i en Ayurvedisk kontekst kan det oversættes til livsvej.

Dharma handler om, hvorfor du er her, om den vej du tager i livet og de valg du træffer.

Ifølge Ayurveda består livet af en masse valg, store som små, og tilsammen har de alle betydning for din Dharma, din livsvej. Selv i de små beslutninger, såsom hvad du spiser til morgenmad eller hvornår du går i seng, ja der træffer du et dharmisk valg. Det skal ikke opfattes som et pres om, at du skal vælge ’dharmisk rigtigt’ i alt, hvad du gør, tværtimod. Det er vigtigt at understrege, at der ikke findes noget, der er rigtigt eller forkert. Det handler om, at du gennem dine mange små valg, lærer at mærke, hvad der føles godt for lige præcis dig, der hvor du er. At dine valg med andre ord bliver mere og mere bevidste.

Dharma er ikke en endestation, men en rejse, som varer hele livet.

Brug Ayurveda til at mærke dig selv

Den helt store gave ved at integrere de Ayurvediske principper i din søgen efter mening i dit liv er, at der ikke er noget, som er rigtigt eller forkert. DU er ikke rigtigt eller forkert. Du er den, du er og når du omfavner hele dig, så følger der en accept med, som rummer en enorm stor frihed. Du oplever sikkert, at du rummer både stærke og mere sårbare sider. Ifølge Ayurveda bærer også de sårbare sider på en stor gave til dig, og netop det er utrolig befriende i en tid, hvor tendensen er kritik og selvkritik, og hvor vi ofte føler, at vi skal lave om på os selv for at være ’rigtige’ og passe ind.

De helt grundlæggende principper for den Ayurvediske sundhedsvisdom kredser om balance, mådehold og accept.

Hvis du allerede kender din Doshatype, så ved du også, at hver Dosha har sine stærke og sårbare sider og at Ayurveda netop handler om at blive bevidst om dem og omfavne dem alle. Når du gør det, så vil du også se din livsvej mere tydeligt, fordi netop DIN konstitution støtter dig i at udleve din Dharma. Hvis du ikke allerede kender din Doshatype, så kan du tage en test her.

Bliv bevidst om DIN livsvej, start i det små

Når du skal øve dig i at mærke, hvad der er godt for dig og finde din livsvej, så start der, hvor det giver livsglæde og overskud og ikke med store omlægninger, der føles som en byrde. Start der, hvor der er mindst modstand og hvor det er nemt at komme i gang. Din glæde og energi er på den måde en vejviser.

Kunsten er at fokusere på det vi gør, i stedet for det vi ikke nåede.

Det er vigtigt at huske på, at vi alle sammen er helt almindelige mennesker, der skal have hverdagen til at hænge sammen i en moderne virkelighed. Der skal både være plads til uddannelse eller arbejde, til at tage sig af sit hjem, sin familie og venner og måske børn. Derfor skal det en Ayurvedisk livsstil også ses som en proces, der skal tilpasses en moderne hverdag. Det kan være at du skal starte med dine sengetider, eller en lille ændring i din kost, måske være mere ud i naturen eller en gåtur hver dag. Nogle oplever en stor forandring i deres balance med bare sådan en lille handling, som at skrabe tungen fri for affaldsstoffer hver morgen eller starte dagen med at drikke et glas kogt vand – og netop din sundhed og helbred er uløseligt forbundet med at følge din livsvej.

Din krop fortæller dig, når du er på rette vej

Fra et Ayurvedisk perspektiv er der en tæt sammenhæng mellem vores fysiske og mentale velvære. Hvis du er mentalt i ubalance, så sætter det sig også som en fysisk ubalance og den anden vej rundt. Sundhed og helbred er altså tæt forbundne med, at vi følger vores livsvej, vores Dharma.

Hvis vi ikke følger vores livsvej, så kan det slå ud i psykiske eller fysiske symptomer, fordi vi ikke er i kontakt med vores sjæl.

Når du bruger Ayurvediske principper helt ned i de små dagligdags ritualer, så hjælper det dig med at tune ind på, hvad de rigtige valg er for dig. Hvert et skridt, som i helt ned til, hvad er det rigtige for dig at spise, tænke på og bruge din tid på, ja alt det guider dig på din vej. Jo mere du lærer om dig selv, jo nemmere bliver det for dig at finde DIN bevidste livsvej, som vil give dyb indre tilfredsstillelse og følelse af mening med dit liv. Det er her, vi for alvor finder vores sundhed og balance.

Bliv pioner indenfor sundhed

Har du et ønske om at støtte dig selv, dine nære omgivelser og verden i retning af en mere bæredygtig livsstil?

En sund livsstil, der omfatter vores smukke natur, og medfører et helt liv med vitalitet og livsenergi?

Nu kan du tage Ayurveda uddannelse i Nordic Academy of Ayurveda regi!

 

På uddannelsen arbejder vi på tværs af kroppen, sindet og bevidstheden for at ændre den uheldige tendens, vi ser i dag, både med hensyn til det ydre miljø og vores indre tilstand. Vi starter med os selv, men er fast besluttet på at bidrage på en større skala, og berige andre mennesker også.

 

Vi er blevet til 7 undervisere!

Vi er stolte af at sige, at denne uddannelse bliver et samarbejde mellem mere end 7 parter, som alle er passioneret og vidende indenfor deres område, når det kommer til, hvordan vi bedst forstår, integrerer og bringer Ayurveda ud i verden. Indtil videre kan vi dele om de fire kompentente mennesker, du ser øverst i mailen, som alle er undervisere på uddannelsen (startende fra venstre efter Maria):

Sara Speyer: Er vores filosofi lærer, der er cand.mag i Indologi fra Københavns Universitet. Sara er freelance forsker og arbejder blandt andet pt sammen med et internationalt team om oversættelsen af Gārgīyājyotiṣa, som er en af verdens ældste tekster om oldtidens videnskaber.

Marko Filipovic: Underviser på business modulet, og støtter dig til at få dit budskab ud og skabe en levevej (hvis det er det, du ønsker). Marko har undervist mere en 30.000 mennesker i erhvervslivet gennem 22 år i personlig gennemslagskraft, præsentationsteknik, kommunikation, ledelse, planlægning og salg.

Noell Elise Wakeroots: Er vores meditationslærer, der er uddannet hos Deepak Chopra i Californien. Noell har desuden sin shop Noell Crystals, hvor hun brænder for at tilbyde energiredskaber, der kan støtte menneskers vækst og bevidsthed.

Morten Krabbe: Underviser modulet om, hvordan vi bestemmer vores klienters Dosha-konstitution og arbejder med den personlige konsultation. Morten underviser også i de ayurvediske urter, er uddannet på Maharishi International College i Iowa og har siden 1994 haft ayurvedisk klinik i Danmark.

Den sidste del af teamet hører du snart mere om 🙂

 

Lad ikke økonomi være en forhindring

Vi ved, mange står et usikkert sted økonomisk, som resultet af den sundhedskrise, der har hærget vores verden. Det giver os inspiration til, hvordan vi på uddannelsen kan have endnu mere fokus på veje at give videre – blandt andet gennem de digitale medier. Men det giver os også en kæmpe forståelse for, at du måske har brug for at skræddersy en betalingsordning, der kan virke for dig, og som muligvis rækker ind i 2021. Det er vi åbne for – bare skriv til os på info@nordicayurveda.com 🙂

Som med grunduddannelsen, Fundamentet for Sundhed, foregår det meste online. Hele 75% af undervisningen på uddannelsen sker online med inspirerende videoer, tekster, lydfiler, live webinarer og små tests. Derudover mødes vi to weekender i efteråret og to i foråret 2021. Indimellem det hele krydrer du dit liv med din egen praksis og (virtuelle eller virkelige) møder med din lille studiegruppe.

 

Læs mere her!

 

Nederst finder du moduloversigten for overbygningen!

 

 

Moderskabet som yoga

Om få måneder drager min ældste søn på efterskole. Han har, på hvad der føles som kort tid, udviklet sig fra at være et menneske, der var dybt afhængig af mig, til at være en smuk, selvstændig ung mand. I mit inderste ved jeg, at ALT er, som det skal være, og at evolutionen går sin gang og er god. Men tænker jeg tilbage på Silas’ barndom, og ser (indre) billeder derfra, så bliver jeg blød og sårbar indeni og tårerne triller. Ja, selv hans dejlige lillebror Eske er på vej ind i sine teenage-år og kigger stort set heller ikke tilbage længere, når han går ud i verden…

 

Moderskabet (forældreskabet) handler om evnen til at give ubetinget og slip i rette tempo. Slipper vi for meget for hurtigt, er vores unger ikke klar og kan lide trauma eller svigt. Holder vi fast for længe, og nægter deres naturlige udvikling og udfoldelse (måske af frygt for at miste eller føle os uundværlige), så bremser vi dem i at være og blive “deres egne”. Og ikke to børn er ens, så vi kan ikke læse os til denne proces i en brugsanvisning.

Hengivelsens yoga

Indenfor yoga findes fire retninger. De fleste af os kender til Raja Yoga, som er en spirituel praksis, der involverer yogastillinger og meditation. Der er en anden retning, som har optaget mig, siden jeg mødte yoga. Nemlig Bhakti Yoga, der er hengivelsens yoga. Når vi følger denne retning, vælger vi bevidst at ofre frugterne af vores handlinger til noget større. Det vil sige, at ALT i livet bliver en spirituel handling, fordi vi vælger at bringe os selv i spil, bruge vores evner og give til verden, uden at være tilknyttet til resultatet, og hvad der kommer retur til os.

Mange praktiserer (måske ubevidst) Bhakti gennem deres job. Det kan være sundhedspersonale, der giver alt for at hjælpe “fremmede”, som har brug for det. Modereskabet (forældreskabet) er ligeledes i bund og grund en uselvisk investering. Vi kan ikke forvente noget bestemt retur, men må igen og igen poste energi, kærlighed, tid, ressourcer og økonomi ind i vores børn.

Vi kan selvfølgelig håbe, at vores børn engang imellem kigger i vores retning, anerkender os, og sender kærlighed retur, men kræver vi det, så mistes hele pointen. Digtet nederst har inspireret mig, lige siden jeg blev gravid med Silas for 17 år siden.

 

Følger du DIN livsvej ?

Det, vi kan gøre, som forældre for at undgå at blive nostalgiske og holde fast i vores børn, er i stedet at holde fast i os selv og vores egen livsvej. Føles dit liv meningsfuldt, selv når dine børn ikke længere har (så meget) brug for dig? Eller selv hvis du ikke kan/vil have børn?

Har du ikke kontakten til din livsvej, vil jeg kærligt anbefale dig at trække sanserne tilbage, mærke dig selv, og kigge dybt indad.

Hvad gør dig glad? Hvor og i hvilke situationer føler du, at du kan gøre en forskel i verden?

 

Skab dit eget fundament

Den 1. maj lancerer vi FUNDAMENTET FOR SUNDHED. Et Online Ayurveda Grundforløb, der giver dig alle de fundamentale redskaber til et sundt og meningsfuldt liv i balance. Du modtager trin for trin vejledning til, at få skabt en Ayurvedisk livsstil, der passer konkret til dig, så du ved hvilke daglige rutiner, hvilken motion, kost, søvnvaner og meget mere, der vil støtte dig resten af livet med vedvarende sundhed og balance for din unikke konstitution.

 

Jeg vil elske at støtte dig på din ayurvediske rejse

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

“Dine børn er ikke dine børn.

De er sønner og døtre af livet i sig selv.

De kommer gennem dig men er ikke dine.

Og selv hvis de bor med dig, tilhører de ikke dig.

Du må give dem din kærlighed, men ikke dine tanker,

fordi de har deres egne tanker.

Du må huse deres kroppe, men ikke deres sjæle,

for deres sjæle dvæler i morgenens hus

du ikke kan besøge, end ikke i dine drømme.

Du kan hige efter at være som dem, men prøv ikke

at gøre dem til dig.

For livet går ikke baglæns, det sidder heller ikke fast i igår…” (Khalil Gibran)

Oplever du også (kronisk) smerte?

 

 

Når vi kommer til skade oplever vi fysisk smerte…

Når vi bliver kede af det oplever vi psykisk smerte…

Nogle gange vil smerten ligesom ikke slippe og den bliver kronisk…

 

Jeg har selv levet med konstant smerte den sidste halvanden måned.

Det er aldrig sket før, at jeg over så lang tid har følt smerte – på alle tidspunkter af døgnet… Det har givet mig god tid til at mærke ind i og reflekterer over smertens væsen, hvad den gør ved os, og hvordan vi (eller i hvert fald jeg) prøver at undgå den på utallige måder.

Jeg har haft uorden i mine nerver i nakken, højre skulder og arm. Det har absolut været værst, når jeg sad (og mediterede) og skulle sove. Paradoksalt nok, der hvor jeg tidligere altid har kunne finde ro og afslapning, har det nu været allermest smertefuldt og konfronterende for mig…

 

Smerte er vata-ubalance

 

Jeg har på egen krop opdaget den ayurvediske sandhed, at smerte kommer og forstærkes af Vata-ubalance. Jeg har haft ALT for travlt denne vinter. Jeg har haft travlt med gode og nødvendige ting javel, men har simpelthen haft for meget at lave, og det betaler jeg for nu. Også følelsesmæssigt har jeg følt mig presset blandt andet på hjemmefronten med en teenage-søn, der løsriver sig (arv det gør ondt), og en mor, der igen og igen bliver indlagt. Jeg har på daglig basis oplevet, hvordan smerterne tager til og forstærkes, de dage jeg presser mig selv og ikke får mine nødvendige pauser.

Smerte opnår nemlig når vi kommer væk fra vores vante rutiner og presser os selv enten fysisk eller psykisk ud over vores grænser. Dette er jo også tilfældet under en ulykke eller livskrise, hvor vi fra det ene øjeblik til det næste overvældes af smerte, fordi vi er langt over vores smertegrænse. Men vores grænser er meget forskellige alt afhængig af vores dosha-konstitution (læs mere og find din konstitution her).

Det har taget mig år – og jeg er stadig i processen – at acceptere, at jeg med min vata-pitta natur, har en tendens til at presse mig selv (pitta), men simpelthen faktisk har en ringe stamina og lav smertetærskel (vata). Det lyder måske som et negativt træk, men faktisk har min lave smertetærskel også mange positive konsekvenser. For eksempel bliver jeg ikke hængende i arbejdssituationer, relationer, diæt eller andet, som ikke føles godt og nærende. Af natur vil jeg hellere søge videre og prøve nye ting af end at løbe mod stormen.

Ayurveda og det at forstå sin egen konstitution er for mig nøglen til dyb selv-accept og deraf evnen til faktisk at turde stå frem og være den, det er meningen jeg skulle være: Nemlig ved at følge min livsvej…

 

Smerte – hvordan har jeg tacklet den?

 

I løbet af denne (på en måde forfærdelige) periode har jeg stillet mig selv nogle vigtige spørgsmål og blevet bedre til skarpt at prioritere min tid. Jeg har taget stort set alle sociale medier og email af min telefon, indført email fridage og sat flere fri eftermiddage i min kalender. Det er ligeså vigtigt at skemasætte pauser som aktiviter – i hvert fald i mit liv – for ellers glemmer jeg simpelthen at holde fri og nyde mit liv <3

Den rolige yoga har også klart været et værdifuldt værkstøj til at rumme smerten og bevæge mig med den. Jeg tror nemlig ikke, det hjælper at ligge stille.

Derudover har jeg gået intensivt til akupunktur, som plejer at hjælpe på mig, og været i forløb hos kiropraktor i 4 uger. Intet af dette gjorde den store forskel. Først da jeg fik anbefalet at prøve en nervemassør, som gennem en særlig massageteknik har “sat nerverne på plads”, er der sket en positiv ændring! Allerede efter først gang holdt min arm stort set op med at sove, og jeg kunne pludselig sove hele natten uden at vågne med smerter. Jeg har stadig i processen kunne mærke, at smerterne har taget til igen, de få dage jeg har været i gang fra morgen til aften uden pause.

 

Vata-balance blandt andet med pauser og yoga, samt rette støtte gennem massage har været min lindring. Hvad har hjulpet dig af med eller til at leve med smerte?

 

Kom til mine tips til Vata-balance her!

 

Givet i kærlighed <3
Maria

Endelig 40 år

– sæt tiden i stå med yoga

 

I dag fylder jeg 40 år…

 

Igennem min opvækst har jeg oplevet mange (kvinder) frygte denne dag og forbinde det at blive ældre og runde det “skarpe hjørne” med noget negativt. Jeg ser og mærker det helt anderledes. Jeg synes oprigtigt talt, at mit liv bliver bedre for hver dag, der går. Jeg nyder at mærke alderen og livserfaringen i krop og sind.

 

Et centralt element i ayurveda, er, at vi hver især har en særlig livsvej (kaldet dharma). Vores individuelle livsvej er vores eget særlige eventyr, som Joseph Campbell også beskriver så fint, som vores “hero’s journey”. Vi er helten i vores eget eventyr og på vores rejse gennem livet som helten, oplever vi op- og nedture, og vi lærer nyt hver eneste dag, vi er i live. Og netop derfor bliver livet bedre, mere spændende og uendelig meget rigere hver dag, du er i live.

Det er dog forudsat, at vi tager imod livets lektier og bliver ved med at udvikle og bevæge os på vores vej. Hvis du modsat kæmper mod dine livsomstændigheder herunder alder, er det ikke alene en kamp, der er tabt på forhånd, men det vil afskære dig fra fuldt og helt at smage på livets lækre, modne frugter.

 

Og hvad betyder det, spørger du måske?

 

Slib diamanten gennem dine udfordringer

Hvis vi tager imod og lærer af livets udfordringer og hændelser, så forfiner vi vores sjæl og dermed personlighed, og livet bliver mere og mere fuldkomment. Mange bruger metaforen at slibe diamanten. En rådiamant er i sig selv ikke særlig spektakulær eller eftertragtet, men når den bliver slebet, bliver den smukkere og mere kostbar. Et andet billede på livets smukke proces handler om alkymi. Alkymi er processen, hvor man forædler simple metaller til guld. Begge metaforer handler om, hvordan vi kan skabe sand og langtidsholdbar sundhed og vækst ud af tilsyneladende svære omstændigheder. Det er også det, mange ældre beskriver som, at de mærker øget indre ro og tilfredshed med alderen. Men vi kan kun komme derhen, fordi vi har haft en masse udfordringer i vores liv.

Hver gang du oplever noget, du ikke kan lide eller befinder dig i situationer, der ikke passer til dig og din sjæl, så planter du et frø i dit indre. For når du finder ud af, hvad du ikke bryder dig om, så bliver du mere og mere klar over, hvad du faktisk kan lide, og hvem du er. Der findes ikke nogen smutvej til denne selverkendelse, den kommer gennem din livserfaring. Det giver med andre ord hverken mening at ønske sig yngre (for hvorfor skulle du ønske dig at lave dine lektier igen?) eller at ønske sig at springe livs-lektierne over. ALT du oplever på din vej er din livsvej, og søger du bevidst gaven i det, der sker med/for dig, så bliver du netop helten, frem for offeret. 

Det er naturligt at vores krop og sind gennemgår forandringer gennem livet, som et resultat af netop vores livserfaringer, OG det er naturligt, at vi ældes forskelligt. Vata-prægede mennesker vil have en tendens til tidligere tegn på aldring i huden, pitta-typer får typisk tidligere gråt hår (eller taber håret for mænd) og kapha-typer tager ofte mere på med alderen. Men du kan bevare gløden i dit indre og dermed i din ydre udstråling, når du dels lærer at værdsætte alderen og dels behandler dig selv med kærlighed. At behandle dig selv med kærlighed handler foruden at acceptere dig selv og den krop, du er født med, om at have daglige, livgivende ritualer, der støtter og styrker dig livet igennem. Det er aldrig for sent at komme i gang med denne bevidste livsrejse. 

 

 

Sæt tiden i stå med yoga

Siden jeg startede med yoga i en alder af 22 år, har jeg opdaget noget forunderligt. Når vi regelmæssigt lukker øjnene under yoga eller meditation og kontakter den dybe stilhed, der bor indeni, så sætter vi tiden i stå. Det betyder, at mennesker med en sådan stille praksis, der beroliger nervesystemet, og giver ro på sindet faktisk sætter tiden i stå igen og igen, og dermed fremstå yngre både mentalt og fysisk end deres jævnaldrende. Omvendt vil mennesker, der altid har travlt og løber hurtigt for at møde deres deadlines og to-do lister ældes hurtigere. Det er IKKE givet fra naturen, at vi skal degenerere og blive syge på den måde, som mange ældre oplever i dag… Du fortjener bedre!

Vil du være med til at favne alderen og ældes langsomt og kærligt gennem indre ro, så lav dette rolige yogaprogram sammen med mig i anledning af mine 40 år og dine x år 🙂 Og husk at uanset din nuværende alder, så har du alle dine aldre i dig…

 

Givet i kærlighed <3
Maria 

Lev et meningsfyldt liv i balance

Denne blog handler dog om, hvorfor vi på et dybere plan ønsker at være i balance og hvordan vores dosha/krop-sind konstitution altid støtter os på vores livsvej…

 

Hvorfor vil du gerne være sund og rask?

Alle søger vi det gode helbred og følelsen af lykke, men hvorfor egentlig? Hvorfor vil vi gerne være raske, vitale og glade?

 

Det spørgsmål kan besvares fra det negative perspektiv, hvor svaret måske vil hedde noget i retning af; fordi vi frygter at sygdom, mangel på energi og depression vil tage livet af os. Men jeg synes, det er uendelig meget skønnere at tage det livgivende perspektiv, som handler om det drive, vi har, for at lykkes i livet og kunne være noget for os selv og andre.

 

Når vi ser os selv og livet gennem ayurveda-briller, så forstår vi pludselig, at vi alle har nogle åbenlyse styrker og samtidig nogle tilsyneladende ‘sårbarheder’. Nogle opgaver og livsstile ligger lige til dit højreben, i mens andre vil kvæle din energi og livslyst. For mit eget vedkommende ved jeg, at når jeg engagerer mig i nytænkende projekter, bringer mennesker sammen og/eller kommunikerer omkring holistisk sundhed, så blomstrer jeg.

 

Men bliver jeg pludselig sat i en situation, hvor jeg skal stå for struktur, orden og for eksempel regnskab, så ændrer min energi sig så meget i negativ retning, at jeg næsten overvejer at slå mig selv ihjel. Det er selvfølgelig overdrevet og samtidig vil jeg sige, at jo bedre jeg lærer mig selv og min egen natur at kende, jo lavere bliver min tolerancetærskel overfor aktiviteter, opgaver og livsstil, der disharmonerer med min natur. Jeg kan kun leve ude af harmoni med mig selv ganske kort, før jeg bliver trist, irritabel, lav på energi og faktisk decideret sløj – fysisk og psykisk…

 

Nøglen til din livsvej ligger i din dosha-kombination

At opretholde sundhed og livsglæde handler i et ayurvedisk perspektiv om at holde de tre livsenergier (doshaer) vata, pitta og kapha i balance (læs mere om doshaerne her). Alt levende består af disse energier og dermed også alle os mennesker. Det, der gør hver enkel af os unik, er vores sammensætning af de tre doshaer – vores såkaldte krop-sind konstitution. Hvordan man holder de tre livsenergier i balance, har jeg skrevet en hel bog om og lavet et online kursus med støtte til. Den krop-sind konstitution, du er født med og som er din opgave at holde i balance, bærer nemlig nøglen til din sundhed og lykke, og mere end det: Din doshabalance fører dig i retning af din livsvej og gør dig til det menneske, du kom her til jorden for at være.

Vi skal selvfølgelig ikke alle kunne og være det samme, og derfor har vi også en forskellig konstitution. Din natur driver dig i retning af det, du er god til og som naturligt gør dig glad, og fører dig væk fra det, der gør dig stresset og deprimeret. Du kan simpelthen mærke det.

At kende til og stå ved din egen krop-sind konstitution ikke bare udvider din selv-accept og -kærlighed, men giver dig også et nyt grundlag at forstå – eller i hvert fald at acceptere andre ud fra.

 

Du er unik og har en unik vej

Nederst finder du en video med bekræftende sætninger tilsat smuk musik og sang, som jeg har lavet i samarbejde med Kristian Thorsager. Vi håber musikken kan være med til at minde dig om, at du er UNIK og har en særlig vej her i livet. 

 

Givet i kærlighed <3
Maria

NY podcast om ayurveda

Fornylig blev jeg interviewet af den skønne Helena Risager til podcasten Inspire Monday.

Jeg fortæller både om min personlige livsvej fra kernefamilie i Gentofte, til ladet af en lastbil i Afrika, mødet med yoga og uddannelse hos Deepak Chopra i USA. Og giver dig gode tips til et meningsfyldt liv i balance.

Jeg tænker, du måske kan få glæde af denne podcast på din ferie, eller hvor du end befinder dig i denne skønne tid.

 

Hør podcasten her!

 

Givet i kærlighed <3
Maria