mindfulness Arkiv - Nordic Ayurveda | Nordic Ayurveda

Digital detox: Kontrollér din opmærksomhed

Hvis du har fulgt mine blogs eller min undervisning, så undrer du dig måske over min anvisning om at tage kontrol?

I rigtig mange situationer trænger vi nordboere nemlig til at slippe kontrol, men lige når det kommer til, hvad vi giver vores opmærksomhed, så ER KONTROL den rette vej. Hvad mener jeg med det og hvordan, spørger du måske?

 

Det, som du ikke styrer, styrer dig… Med andre ord, hvis du går rundt som en svamp og tager imod hele verdens kommunikation og tilfældige sanseindtryk, så er chancen for, dit liv – hvis du er heldig – bliver forvirrende og – i værste tilfælde – bliver totalt upassioneret og utilfredsstillende. Vi ER summen af det, vi giver vores opmærksomhed!

Det er aldrig de ydre omstændigheder, som det rette job, god økonomi eller det kærlighedsfulde forhold, der alene gør dig glad og tilfreds – det er en følelse, der kommer indefra, og som vi kultiverer ved at lære at styre vores egen opmærksomhed. Der vil nemlig altid være noget, du kan føle dig utilfreds over i dit liv, og noget du kan føle dig glad for og taknemmelig over.

Men hvad får DIN opmærksomhed? Hvad får lov til at fylde i DIT liv?

Hvis vi ikke er tilfredse med vores liv, så er det tid at lære, hvordan vi bevidst søger rette tankegang gennem blandt andet digital detox!

 

Digital detox – træk sanserne tilbage

 

Vi lever i en tid, hvor vores opmærksomhed trækkes i alle retninger og mange er bange for at gå glip af noget. Det såkaldte FOMO syndrom (= fear of missing out/frygt for at gå glip af noget). De fleste har smart phones, hvor der løbende kommer beskeder fra SMS, mail, facebook, instagram, messenger m.fl. Vi bombarderes med holdninger, billeder og fremstillinger omkring verdenen. Er vi ikke opmærksomme bruger vi måske pludselig mere tid på at iagttage andres liv, eller få vores til at se godt ud, end på at være tilstede i og med os selv – og dem, der står os nærmest. Vi glemmer tilsyneladende, at vi har evnen til og muligheden for, at bringe fokus tilbage til det væsentlige.

Mange mennsker oplever stress, som et resultet af disse sansemæssige bombardementer. Jeg oplevede også selv fornylig vigtigheden af meget bevidst at vælge til og fra og sætte fastlagte tider til at “blive distraheret” af for eksempel sociale medier. Efter en lang vinter, hvor jeg har gjort det modsatte af det basale ayurvediske råd om at sætte tempoet ned og få ro på, nemlig haft mere travlt end nogensinde før, så har jeg NU spurgt mit hjerte til råds.

Jeg er kommet frem til nogle holdbare aftaler med mig selv, som jeg indtil videre vil køre med indtil sommeren er slut.

 

Mine beslutninger, som bringer mig imod det balancerede liv, jeg ønsker at leve:

 

  • Ingen arbejdsmail på telefonen
  • Holde mail-fri hver onsdag og torsdag (og weekend), og bruge disse eftermiddage på rolige og dejlige aktiviteter, som gåture, træning, spa, veninder eller skriverier.
  • Ingen Facebook, Messenger og LinkedIn på telefonen. Dette er primært et arbejdsredskab for mig, som jeg bevidst tænder for på computeren, når jeg er på “arbejde”.
  • Sige godnat til min telefon mindst en time inden sengetid

 

Træn mindfulness – din evne til at være med dig selv i nuet!

 

Jeg har lavet et program, som netop træner dig i tilstanden mindfulness. Mindfulness handler om evnen til at være med det, som er, og bevidst kultivere et mere selvkærligt og positivt mindset. Jeg har lavet et helt program til dig, som du kan begynde med allerede i dag!

Jeg ønsker at denne blog og video må være inspiration til DIG, så du begynder at vælge dig selv til, og give det væsentlige i DIT liv opmærksomhed.

Tag dit liv i dine hænder, og oplev hvordan du dermed SKABER det liv, du allermest drømmer om <3

 

Givet i kærlighed <3
Maria

Kajkager og kogte frøer

– om udrensning og selvkærlighed

 

Jeg kan huske, at jeg i mine yngre dage følte, jeg jeg gav mig selv omsorg, når jeg for købte noget “lækkert” at spise, det kunne være slik, chokolade eller kage. Når jeg havde spist det, jeg havde købt med henblik på selvkærlighed, så føltes det bare ikke særlig godt indeni. Jeg fik ofte oppustet mave eller direkte mavesmerter, som gjorde jeg følte, jeg ikke kunne være omkring andre mennesker.

Jo mere jeg gennem årene har lært min krop at kende ved bevidst at give min krop opmærksomhed blandt andet gennem yoga og min meditationspraksis, så er det blevet tydeligere for mig, hvad der egentlig er kærligt. Jeg er langt fra hellig. Jeg elsker stadig et godt stykke chokolade, en velbrygget kop kaffe og en god bøf indimellem. Men det er som om, jeg mærker min stopknap tydeligere og jeg kan tage bevidste beslutninger om at give min krop en velfortjent pause, når den trænger.

 

Detox – en selvkærlig handling

Jeg laver derfor to gange årligt en lille udrensning. Det er en uge, hvor jeg trapper ned kostmæssigt og kun spiser det, der er letfordøjeligt for mig, OG i weekenden laver en udrensning og en dags juicefaste. Jeg lever altså en uge uden kaffe, alkohol, kød, mælkeprodukter og sukker. Det er ligesom forårsrengøring for mig. Mange mennesker gør et stort nummer ud af at holde deres omgivelser rene, men hvad med dit indre miljø? Nogle spørger mig, om det ikke er svært? Jeg føler helt ærligt ikke, det er svært, når jeg fokuserer på, at det er en kærlig handling. Det handler altså ikke om, at jeg skal undvære, men om at jeg tilføre mig selv “det gode”.

Men hvorfor føler nogen at “det gode” er det, der måske i virkeligheden ikke er godt for dem? Som for eksempel bagerens onde øje eller den grønne kajkage?

 

6 stadier til sygdom

Ayurveda fortæller, at der er seks stadier til sygdom. At der altså er grader af ubalance, vi mennesker kan være i, og at vi langt hen af vejen forholdsvis nemt kan korrigere os selv tilbage på rette spor. I de første stadier af ubalance vil vi naturligt have modstand på det, der er usundt for os. I denne periode overspiser vi altså ikke grønne kajkager, men kan nemt sige nej og mærke den indre stopknap. Hvis vi alligevel overhører kroppens kald længe nok, bevæger vi os ud i de fremskredne stadier af ubalance, hvor det, der egentlig er usundt for os, nu føles rigtigt. Vi dulmer på en måde smerten ved at give os selv mere af det, der er skadeligt. Det handler ikke kun om kost, men hele vores livsstil. Det kunne ligeså godt være kick’et, vi kan få ved at overarbejde eller vanen med at gå sent i seng og få for lidt søvn.

Folk, der arbejder med stress og mindfulness bruger ofte billedet af en frø, der koges ihjel. Hvis frøen sættes ned i kogende vand vil den hoppe hurtigt op, men hvis vandet opvarmes langsomt, så reagerer den ikke på faren og ender med at dø i varmen. Lidt på samme måde med os mennesker, hvis vi ikke lærer at reagere hurtigt på vores ubalancer, så ender vi følelsesløse og får sværere og sværere ved at træffe gode, livgivende valg.

 

Måske kan vi alle starte med at spørge os selv dagligt, hvad der egentlig vil være det kærligeste at indtage og gøre?

Hvad siger du?

Givet i kærlighed <3
Maria

 

Ps. Nu kan jeg tilbyde dig støtte til at skille dig af med vinterens affaldsstoffer og blive let og forårsklar – uanset hvor du bor. Jeg har netop lanceret forårsmodulet i mit online medlemsunivers MER LIVSENERGI, der blandt andet har fokus på udrensning gennem webinar, detox yoga og opskrifter. Læs mere her!

Drop positiv tænkning – hengiv dig til accept!

“Iagttagelse uden øjeblikkelig vurdering er den højeste form for menneskelig intelligens”

J. Krishnamurti

 

Hvis du læser dette, så er du højest sandsynlig en “spirituel” person eller i hvert fald åben for en højere dimension af livet. Min egen erfaring fortæller mig, at vi går igennem faser på denne vej. Faser der er præget enten af ønsket om at ændre livet i en positivt retning eller at acceptere det til fulde.

At øve sig i at tænke positivt og arbejde med den indre kritiker og pessimist kan være en sej proces – mange års dansker-brok har måske sat sine spor og er svære bare at slette fra hukommelsen. Når vi begynder at træne mindfulness, som en tilstand, så vil vi støde på accept, som modvægt til bare at “tænke positivt”.

 

Accept gennem taknemmelighed!

Accept er et lille ord, men det rummer uendelig kraft. Tænk et øjeblik på hvordan dit liv ville være, hvis du ikke havde den mindste trang til at ændre noget eller manipulere livets gang. Hvis du oprigtigt kunne sige, at du er villig til at tage imod, hvad end livet byder dig. I denne modstandsløse tilstand åbner livets sluser sig. Muligheder og tilstande, du ikke havde troet var mulige, viser sig.

At praktisere taknemmelighed er en stærk praksis, der støtter os til at acceptere mere og dermed kæmpe mindre. Men måske føler du ikke altid, at der er noget at være taknemmelig for? Næste gang du vender din opmærksomhed mod taknemmelighed – prøv da at integrere taknemmelighed for alt det, du egentlig har modstand på i dit liv. Omfavn hele dit liv med din kærlige ikke-dømmende opmærksomhed, som er mindfulnessens essens.

Jeg vedlægger en guidet øvelse, jeg har lavet, som kan støtte dig i denne proces.

Jeg ved ikke om det hjælper dig, men du kan jo prøve ad, og se hvordan dit liv måske forvandler sig under acceptens klare lys.

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

 

 

 

Tid til en velfortjent pause?

Alle har vi en tendens til at løbe rundt i hamsterhjulet og miste det store perspektiv fra tid til anden…

 

Den største gave, du kan give dig selv, er din egen udelte opmærksomhed – bare i korte perioder hver dag!

Giv dig selv 6 minutters pause med denne kropscan lige nu!

 

Visionen og den indre ild

I dag er en stor dag for mig!

Jeg har tit brugt sloganet ”gå aldrig tilbage til en fuser” som en påmindelse om altid at bevæge mig frem i livet og ikke kigge tilbage. De sidste par år af mit liv har dog været præget af en del bevægelse tilbage. Jeg har fundet ud af, at nogle gange er der stor værdi i at søge tilbage til noget, som ikke er blevet afsluttet ordentligt for at få trukket den fulde næring og livsvisdom ud af det.

Det er sket for mig på alle planer – både i forhold til bolig, arbejde og relationer. Jeg har været tilbage i noget, der ”smagte” gammelt, men alligevel havde en fin ny læring med og som jeg nu føler, jeg ærligt og stolt kan sætte et punktum ved.

 

Selvstændig igen!

I dag starter jeg selvstændig virksomhed for anden gang i mit liv, og selvom jeg har gjort et stort nummer ud af, at virksomheden skulle hedde noget andet og have et andet fokus end sidst, så vil livet altså, at SKAT alligevel har valgt at give mig mit gamle CVR-nummer og sat det gamle navn på.

Jeg har været bange for at gå tilbage til noget, der ikke gik, som jeg drømte om. For at være ærlig, endte jeg med at skylde en del penge og endnu værre – være på sammenbruddets og ensomhedens rand. I den mellemliggende periode har jeg prøvet andre roller af, men jeg har fået bekræftet, at mit kald er at være kommunikator for en ny måde at tænke og forstå sundhed. Og helt ærligt jeg kan ikke finde ud af at være ansat. Jeg er skabt til at være selvstændig og leve mit dybeste kald.

 

Mit livs passion

Så min virksomhed er altså endnu noget jeg går tilbage til, men samtidig mærker jeg en friskhed og modenhed. For skal jeg sætte et ord på min proces, siden jeg lukkede min virksomhed for tre år siden, så er det modning. Jeg er ikke den samme, så selvfølgelig bliver alt anderledes. Samtidig er det uendelig smukt at erfare, at tanker, jeg gjorde mig, arbejde, jeg lavede, og mennesker, jeg udvekslede med dengang, er som fundamentet for mit videre virke.

Hele mit liv bygger på en vision, og hver en handling kommer fra den indre ild, som med disciplin og fasthed bringer mig imod forløsningen af mit livsværk. Første trin, som er på dansk og for et dansk publikum, kalder jeg ”Lev mere – Kæmp mindre”. Det er kort fortalt undervisning – gennem blog, kommende bog og online kurser – i, hvordan du gennem at slippe kamp og anstrengelse kan begynde at leve mere og den vej igennem opnå vedvarende sundhed.

Den større vision, som vil modnes og manifesteres over de kommende år, rammes godt ind af navnet, jeg har valgt til min virksomhed:

Nordic Academy of Ayurveda

 

Det er et navn, der kan rumme min vision, og som minder mig om aldrig at falde i søvn, men altid at lade min ild brænde.

Indenfor min passion, sundhedsvidenskaben Ayurveda, er ild-guden Agni symbolet for sundhed. Når din ild brænder stærkt, så fordøjer, udrenser og transformer du nemt, og heraf har du fundamentet for sundhed på alle planer – fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og sjæleligt.

Følg også med på Facebook – jeg glæder mig til at dele ayurvedaens redskaber igennem tekst, audio og video med dig.

 

Givet i kærlighed <3
Maria  

Når du åbner dig for inspiration

I sidste uge skrev jeg om første skridt på ayurvedaens rejse; at balancere vata dosha*, som grundlæggende set handler om at berolige nervesystemet. Jeg hævdede, at et roligt nervesystem er udgangspunktet for at have det godt og føle sig lykkelig. Det lyder måske lidt vildt, eller?

Hvad sker det egentlig, når vi for eksempel igennem yoga og mindfulness beroliger vores system? Og hvad er de effekter, vi kan forvente at få ud af det?

Foruden de fysiske effekter som normaliseret blodtryk, lavere puls, stærkere fordøjelse og immunforsvar, så er vata dosha – når balanceret – forbundet med evnen til at modtage inspirerede idéer. Evnen til at åbne til en højere kanal af energi, begejstring, kreativitet og livsglæde.

 

Skab vata-balance

Noget af det, der er kendetegnende for mennesker, der enten er stressede eller deprimerede, er fraværet af højere perspektiv i deres liv. Enten føler de sig fanget i et nu fuldt af gøremål og ansvar eller har helt mistet lysten til livet. På en måde er disse to afkroge af den menneskelige psyke to poler af vata-ubalance. Enten forsvinder du helt ind i tunnelsyn og bliver overvældet af livet eller også zoomer du så meget ud, at livet mister sin mening. Kort sagt, du oplever for meget eller for lidt liv.

Mange mennesker undrer sig over, hvorfor de har det så godt indeni efter en yogatime eller meditation. Det er noget, jeg også selv reflekterer meget over. Hvordan kan man få det så godt af at strække kroppen eller lukke øjnene? Den erfarne yogi vil selvfølgelig her tilføje, at yoga jo ikke bare handler om at strække kroppen og meditation ikke bare handler om at sidde på røven. Noget større tager over, fordi vi bevidst bringer os selv tilstede i øjeblikket og beslutter os for at tage imod, det som er – og det, som kommer.

 

Bliv inspireret

Og hvad kommer? Foruden velvære så oplever mange at få inspirerede tanker. Du behøver ikke være udøvende kunstner for at gavne at dette. At føle sig inspireret er en af de mest energifyldte og glædesfyldte tilstande, der findes. Og inspiration kan gå i retning af hvad som helst; dine huslige gøremål, tiden med dine børn eller arbejdsprojekter for bare at nævne nogle få. I en inspireret tilstand er dine idéer og løsninger i livet mere kreative og holistiske – de kommer fra et højere perspektiv.

Min yndlings filminstruktør David Lynch har skrevet en bog over, hvad han kalder ”catching the big fish”. Heri fortæller han ganske enkelt, hvordan al hans inspiration og idéer til nye projekter kommer igennem hans meditationspraksis.

Prøv selv, giv dig selv mulighed for et højere perspektiv på livet og se hvilke fisk, du fanger. Jeg kan hjælpe dig i gang, hør den guidede meditation her.

 

 

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

At berolige nervesystemet

“The techniques of yoga are methods of purifying the nervous system so that is can reflect a greater degree of consciousness and our lives can be an increasing positive force in the world. Our experience of the world depends entirely on the state of our nervous system”

(Fra Patanjalis Yoga Sutras i Alistair Shearers udgave)

 

En af de vigtigste faktorer, der påvirker hvor meget lykke og velvære, du føler, er tilstanden af dit nervesystem. Hvis dit nervesystem så at sige er “oppe og køre”, går hele din krop i alarmberedskab og du vil føre dig stresset og ude af stand til at nyde øjeblikket. Denne tilstand beskrives i Ayurveda, som akkumulering af livsenergien vata dosha.

Vata står for alt, der er luftigt, hurtigtbevægende og foranderligt. Vores samfund er i den grad præget af vata – alting går stærkt: Vi rejser fra den ene ende af verden til den anden. Kommunikerer trådløst over de digitale medier. Har konstant fokus på innovation og udvikling. Selv vores klima, der er luftigt, køligt og hurtigt skiftende skubber os i retning af denne ubalance. Når alting går hurtigt og vi ikke får de fornødne pauser, bliver vi disponible for akkumulering af vata – det vi kalder stress.

 

En krop i alarmberedskab

Forestil dig, du sover over dig en mandag morgen. Du vågner med fornemmelsen af, at noget er galt. Rækker ud efter uret og ser at klokken er 7.49. Om 11 minutter skal dine børn være på deres skole og en halv time senere skal du sidde klar til møde på din arbejdsplads. Der skal bades, smøres madpakker, spises morgenmad og køres til skole og arbejde. Der er ikke tid nok. Du springer op og hiver dine børn ud af sengen. Din yngste vil ikke op og bliver sur og tvær. I diskuterer om vigtigheden af at komme til tiden og da du endelig vender din opmærksomhed mod dit ældeste barn sidder han/hun med telefonen fremme – stadig i nattøj – og tjekker Facebook. Inden du når at sige noget, tjekker en besked ind på din telefon. Din kollega spørger, om du har husket at printe papirerne, som i skal dele ud til mødet i dag… Det har du ikke.

Din krop er i alarmberedskab og selvom dette er et tænkt eksempel, er det ikke ualmindeligt for os danskere at være i situationer som disse dagligt. I en stresset tilstand er dit såkaldte sympatiske nervesystem overaktivt. Din krop forbereder sig på enten at kæmpe eller flygte. Det betyder at din puls og dit blodtryk stiger, dit åndedræt bliver overfladisk og al energi føres fra de indre organer ud i arme og ben.

Det er en smart mekanisme, hvis du for eksempel bliver overfaldet eller truet på livet, men det er meget uheldigt, hvis du mere eller mindre dagligt går rundt i denne tilstand. For i kamp-og-flugt tilstanden er der ikke brug for at kunne fordøje mad, bekæmpe bakterier og vira, sove eller dyrke sex – for bare at nævne nogle få funktioner, der amputeres under stress. Sindets aktivitet øges også, så vi bliver tit mere bekymrede og frygtfulde, når vi har for meget om ørerne. Og når sindet først stikker af med os, så bliver kroppen endnu mere stresset og så er en særdeles ond cirkel sat i gang.

 

Den gode og dårlige nyhed

Hvis du lige nu oplever udfordringer med din fordøjelse, søvn, sexlyst eller ofte bliver syg, så kan det nemt være en indikator på for meget stress i dit system. Den dårlige nyhed er, at det er meget normalt i vores samfund med et overaktivt nervesystem. Den gode nyhed er dog, at det ikke kræver dyre eller besværlige kure at genskabe et sundt nervesystem. Det kræver ro. Det vil sige ro er midlet, der kan kurere alle symptomerne. Og her tænker jeg ikke på den sædvanlige danske tilgang til at slappe af, der for det meste involverer TV, dårlig mad og middagslure. Jeg mener dybfølt indre ro på tanker og følelser.

Når vi har travlt, opdager vi for det meste ikke, hvordan vi har det indeni. Derfor kan det at holde sig igang være en ubevidst mekanisme til ikke at mærke det, der måske er svært. Når du begynder at føre opmærksomheden indad, det kan for eksempel være i gennem yoga og meditation, vil du ofte møde følelser og tanker, der er uforløste. Derfor er der mange, der bliver afskrækket af disse praksisser, inden de rigtig kommer i gang.

 

Genvind følesansen – og livet

Et andet tegn på stress i kroppen er nemlig følelsesløshed – vi mærker simpelthen ikke vores krop eller følelser. Derfor er det naturligt, at vi pludselig mærker alt dette, når vi genvinder følesansen. Hvis du bliver ked af det, træt, glad, eller vred, når du lukker øjnene og søger indad, er det derfor et tegn på, at hvad end du laver, virker. Et tegn på at dit nervesystem rent faktisk slipper og spænder af. At vide dette kan hjælpe dig med at håndtere intense følelser og tanker ved at skifte perspektivet fra “dette er forkert at føle” til “dejligt, jeg slipper”. Alligevel vil jeg mene, at processen med at afspænde nervesystemet og søge mod større grad af indre ro kræver mod. Mod til at se det i øjnene, du via din travlhed ikke har tilladt dig selv at mærke.

At balancere vata dosha handler netop om at berolige nervesystemet gennem regelmæssighed, langsomhed, faste rutiner, varme og ved at trække opmærksomheden indad. Jeg vedlægger den bedste åndedrætsøvelse, jeg kender, til netop dette formål.

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

 

* Tak for dejlig musik til www.povlkristian.dk og Joytown

Opgøret med one size fits all

Så er det godt nyt for alle rebeller!

 

Der findes faktisk en sundhedstradition, som hylder individualitet og gør op med ideen, one size fits all. Ayurveda, som betyder Livets Videnskab, gør op med universelle paradigmer om ”sundt” og ”usundt”. Hermed bekræfter videnskaben, det du måske kan mærke intuitivt, at vejen til sundhed ikke er den samme for dig, som for din veninde eller mand. Selvom vi sommetider ihærdigt forsøger at ligne og blive som andre, må vi igen og igen sande, at der kun er én af os hver, og at balance og harmoni ser forskelligt ud i alle mennesker.

 

Dagligdagens indre kamp

Jeg undres tit over, hvorfor vi alligevel lapper damebladene i os – og sidder og nikker, når den ene efter den anden artikel om sundhed og ny forskning bliver offentliggjort? En uge fortæller et paradigme måske, at det er usundt at drikke kaffe, og senere fortæller et andet, at det er sundt. Vi bliver kastet rundt i manegen med alt det “nye” sunde, vi skal gøre. Hvorfor tager vi de skiftende vinde til os, når vi måske ikke har lyst, eller det ikke føles rigtigt? Jeg tror mange af os er druknet i dagligdagens gøren og iver efter præstation – som jeg tillader mig at kalde kamp. Og i kampens hede har vi måske mistet tilliden til os selv eller er faret vild, og vi ender med at lytte til andre.

Da jeg først blev involveret i helseverdenen gennem yoga, så tog jeg idéerne om alt det, som ikke ansås for “sundt” til mig. Jeg udviklede mig alene ved tankens kraft nærmest til multiallergiker. Jeg fik kløe i øjnene bare at af kigge på brød og var sikker på, at jeg ikke kunne tåle mælk og sukker. Jeg har med tiden fundet ud af, at jeg kan slippe disse fikse ideer og leve et mere balanceret liv på alle planer, når jeg lytter til mig selv.

 

Når vi mister fodfæstet

Vores børn ved fuldstændig, hvad de har lyst til at spise, lege og gøre. Det er først, når vi begynder at lytte til noget uden for os selv – reklamerne på TV, velmenende forældre eller den smarte dreng i børnehaven, at det begynder at gå galt.

Det er først, når vi får at vide, at det er for naivt, dumdristigt eller risikabelt at gå efter vores drømme og tro, vi er noget særligt, at vi for alvor mister vores fodfæste og forbindelsen til, hvem vi er.

Ayurveda fortæller os, at alt levende består af en særlig kombination af tre livsenergier, de såkaldte doshaer; vata, pitta og kapha. Du behøver bestemt ikke kendskab til denne teori for at leve et liv i balance. Du kan dog få større klarhed omkring din særlige kombination af disse energier og dermed støtte tilbage til balance ved at tage en doshatest eller få lavet en pulsdiagnose, men dybest set vil det ikke være ny viden for dig. Du er kaptajn i dit eget liv og den eneste, der præcis kan mærke din vej.

 

Rejsen hjem igen

Ayurvedaen er desuden en dybere og mere kompleks visdom end blot ”tre typers personlighedstest”. Det handler om at få en forståelse for, hvordan energierne udtrykker sig i naturen i og omkring dig. Denne forståelse bliver en slags kort eller GPS, du kan navigere efter og som kan lede dig tilbage på sporet til dig. Af den vej kan du igen finde tilbage til et liv, der på alle måder afspejler den person, du er, og hvor du mestrer din sundhed.

Ifølge ayurveda er der ikke en rigtig eller forkert måde at leve på – der er en for os hver. Når du lærer principperne at kende og begynder at eksperimentere med dem, vækker du dine egne sanser. Du vil hermed begynder at leve, agere og indtage, som dit indre fortæller dig, frem for hvad den nyeste trend dikterer.

Jeg vedlægger en guidet mp3 øvelse. Jeg kalder den, JEG ER, og den kan forhåbentlig støtte dig på din rejse hjem.

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

 

* Tak til www.kristianthorsager.com for skøn musik