mariajuhl.com, skribent på Nordic Ayurveda - Side 2 af 14 | Side2 | Nordic Ayurveda

Mine bæredygtige mål

I mange år skubbede jeg tanken om at skulle gøre noget ydre for miljøet fra mig. Jeg lænede mig op ad den spirituelle sandhed, at alt starter indefra, og det kun er derinde, jeg rigtigt kan gøre en forskel. Det er stadig min kerne overbevisning, at det starter indeni, dog udelukker det ikke, at jeg også kan rette blikket udad og gøre noget “derude”. I dag ser jeg bæredygtighed som en indre og ydre affære.

I virkelig har det været en stor del af min rejse at mærke den voksende motivation til faktisk også at handle i verden. Når vi har skabt et tilstrækkeligt stærkt fundament for/i os selv i dette liv, så kan vi nemlig være en positiv kraft i verden. Faktisk kan vi ikke rigtig lade være, når vi mærker den stærke forbindelse, der er imellem os og vores miljø.

Du er klar, når du er klar

Måske har du også prøvet det, at noget der virkede uoverstigeligt, pludselig blev “second nature” for dig. Jeg føler, at denne rejse skal være nænsom og selvkærlig. At udgangspunktet er, at vi rykker på noget, når vi er klar. Og at vi er klar, når vi er klar. Mine bæredygtige mål er kommet snigende, som noget jeg nu 100% dyrker, fordi jeg har LYST og ikke, fordi jeg føler mig skyldig, hvis jeg ikke gør.

Det gør hele forskellen, og det er interessant og se, hvordan mine præferencer har ændret sig, både som følge af at være blevet ældre, mere bevidst, men også Corona har være en gamechanger.

Mine bæredygtige mål, der kommer indefra

#1 Trangen til at spise mindre – næsten ingen – kød er kommet snigende. Jeg har ellers altid (undtagen da jeg levede tre år som vegetar uden stor succes) følt, at jeg havde brug for tyngden af kød. Jeg har bildt mig selv ind, at jeg var den fødte kødspiser, pga min blodtype og kæmpe lyst at spise kød i store mængder allerede som barn. Nu synes jeg, det er lidt ulækkert, og at det i hvert fald skal være økologisk og med fokus på dyrevelfærd.

#2 Jeg har ikke været ude og rejse siden Corona satte ind for to år siden. Det er, som om pandemien har kureret mig for min udlængsel. Forstå mig ret, jeg kommer da nok til at rejse igen, men jeg oplever at være faldet helt til her på vores skønne plet af jorden. Jeg ved, det er nemmere for mig at sige, at jeg vil undgå at rejse, fordi jeg allerede har mange gode oplevelser i rygsækken fra mit liv, bla. min tid med frivilligt arbejde i Uganda, egne studier i Indien, udforskende familietur til Mexico og uddannelse i USA. Jeg ønsker for mine drenge, at de også må får mulighed for at opleve andre dele af verdenen, men jeg er taknemmelig for det, jeg har fået lov til at opleve.

#3 Jeg er committet til at sortere og reducere affald. Og i det hele taget tage mit forbrug under lup. Jeg har besluttet mig for, at jeg i resten af 2022 så meget som overhovedet muligt kun vil købe genbrug, når det kommer til ting, møbler og tøj. Jeg kan slet ikke få armene ned efter at være blevet medlem af “Det kollektive klædeskab” – jeg ELSKER konceptet.

Hvorfor skal vi dog købe nyt tøj, når vi kan bytte os til lækkert second hand? Jeg har, som nok de fleste andre, brug for variation og at kunne skifte ud. Så tager jeg, det tøj, jeg ikke længere vil bruge, afleverer det i butikken, får tildelt nogle point (alt efter tøjets stand, mærke mm), for hvilke jeg kan købe noget, en anden har indleveret. Det er da genialt! Og de har butikker ikke bare i København, men også Århus, Odense, Svendborg, Roksilde, Sorø og sikkert snart mange flere steder. Vær med i bevægelsen og meld dig ind her.

Dette er ikke betalt partnerskab, jeg anbefaler udelukkende, fordi planeten har brug for bedre løsninger og det er vigtigt, vi handler og gør vores.

Spørg gerne dig selv lige nu: Hvad kan jeg gøre for bæredygtighed – både indre og ydre – som giver mening for mig og i mit liv lige nu?

Ikke fanatisk – Ayurvedas kerneprincip

Selvom vi kan blive bange for klimaet og verdens fremtid, så tror jeg, det er vigtigt, at vi ikke tænker alt eller intet, men netop tager de skridt, vi er klar til at tage og støtter hinanden på rejsen. Ellers kan magtesløsheden nemt overtage, og så er vi måske slet ikke konstruktive?

I vores medlemsunivers støtter vi hinanden kærligt på den bæredygtige rejse – både gennem det inspirerende indhold, men også i vores fælles bæredygtigsforum, hvor vi deler succeser og gode tips. Vil du også være med?

Givet i kærlighed
Maria

Ryd op i dit liv

Selvom vinteren ikke helt vil slippe sit tag med nattefrost og lave temperaturer, har solen og vintergækkerne allerede givet os et lille praj om, at vi er på vej ind i foråret. Og netop foråret, er det perfekte tidspunkt til at rense ud, komme af med vinterens affaldsstoffer – Ama som det kalder på sanskrit – og få det bedre i vores krop og rense ud i ufordøjede følelser/tanker.

Her er den ayurvediske detox en stor hjælp, men det kan også betale sig af rette fokus på vores omgivelser, når nu vi alligevel er i gang med vores fysiske og mentale ‘forårsrengøring’.

“Decluttering” af dit hjem

Ayurvedisk livsstil- og sundhedskonsulent, Mathilde Moyell* har holdt flere foredrag om ‘decluttering’ af hjemmet og det at leve mere minimalistisk, og mener, at man med fordel kan kaste sig over 5 områder, hvor vi kan rydde op i vores liv: hjem, kalender/tid, digitalt, relationer og mentalt.

1. HJEM


Færre ting giver mere plads til at tænke og gøre ting. Vælg det, der er mest overskueligt for dig, men som vil give et synligt resultat. Tag et rum af gangen, eller start med et klædeskab eller skab i badeværelset. 

Der er mange måder at gøre det på (er du medlem af “Mer Livsenergi”, kan du også se også vores e-bog her), men en effektiv måde er “5 kasser – metoden”, hvor du med kasser eller bunker lægger dine ting eller tøj efter disse kategorier: Behold, sælg, doner, genbrug eller skrald.



2. TID


At rydde op i sin tid, er en god idé i forbindelse med at komme af med overvældelse og stres. Du vil få mere tid og mindre ‘hjerne-clutter’.

Kig fx. på:

–  at lave systemer – kategoriser din kalender i farver – arbejde, familie, venner osv.
- denne metode på 5 skridt:
 

1. Kig tilbage på sidste uge og skriv de tre vigtigste aftaler ned, hvadenten det er arbejde eller fritid

2. Hvilke er dine favoritter?

3. Spørg dig selv hver måned – hver gang du lægger noget ind: Er det her det vigtigste jeg kan bruge min tid på lige nu?

4. Sæt grænser – fx. søndag morgen er familie, onsdag aften for yoga osv.

5. Se nu om du kan slette nogle ting i din kalender.
- gør ting for dig og ikke for at please andre, respekter din egen tid
 – alt er blevet mere effektivt med zoom – kan din netværkskaffe gøres over zoom?



3. DIGITALT


Dette kan være overskueligt og godt sted at starte og helt uoverskuelig for andre, der aldrig har lavet et system på deres computer, eller er meget afhængige af digital kommunikation. Den er dog meget konkret, og kan derfor også været et godt sted at starte.

Kig fx. på:


- ryd op in din desktop, – systematiser filer og folders, meld fra på spam emails, fjern notifikationer på din telefon, lav blokke i din tid hvor du ikke har mails/sms’er/notifikationer, der ticker ind, brug funktionen “skærmtid”, for at se hvilke apps, du bruger din tid på, slet apps der ikke er frugtbare (men fristende) og måske 1 uges eller 1 måned detox fra sociale medier.



4. RELATIONER


For mange kan en oprydning i relationer være meget gavnligt, men som oftest også den sværeste af dem alle. Kig på, om der er nogle i din omgangskreds, du oplever som drænende at være sammen med, og overvej om det er nogle, der giver eller tager energi fra dig.

En måde kan fx. være:
1. Lav en liste over familie, venner og bekendte

2. Lav en cirkel omkring dem, du er usikker på, hvorvidt de tilføjer til dit liv eller ej

3. Forestil dig, at skulle have kaffe med dem i morgen, hvordan har du det i maven? glad, spændt, nervøs?

4. Hvad hvis de aflyser, er du lettet, eller ærgerlig?

5. Overvej om du skal rydde lidt ud i dine relationer og dyrke andre – det kan gøres på mere eller mindre drastiske måder, afhængig af situationen (‘slå op’ eller lade det flyde ud)



5. MENTALT


Vi har nok alle prøvet tankemylder, og ved hvilken hindring det kan være i mange situationer i vores hverdag. Den bedste måde at få mere klarhed i dit sind er meditation.

En anden god ting, kan være at lave journaling, hvor du kan du skrive:

– de 3 vigtigste ting ned du gerne vil opnå idag

– om aftenen, hvad var de 3 bedste ting på din dag.

De to ting vil supplere hinanden, fordi du hurtigt finder ud af, hvad der er vigtigst, men også samtidig får tømt din hjerne, så du er klar til dagen eller natten.

Bliv medlem

Vil du høre mere om decluttering og få flere gode tips, kan du se webinaret med Mathilde Moyell og Maria Juhl i vores medlemsunivers Mer Livsenergi – du kan melde dig ind her (og få 7 dage gratis).

Har du lyst til være med i vores detox forløb, der begynder d. 10 marts, melder du dig på Fundamentet for Sundhed, og får der vores detox modul helt gratis.

*Ud over Ayurvedisk sundheds- og livsstilkonsulent fra Nordic Ayurveda, er Mathilde Moyell også neuro coach- og mentaltræner, yoga lærer og har desuden certifikater inden for ernæring, bæredygtighed og naturlig hudpleje. Se mere på hendes site orgayana, hvor du også kan finde flere artikler om decluttering.

Mit immunforsvar er mit supervåben

Så har jeg netop rejst mig fra corona sygesengen, som så mange andre. I snart to år har vi levet side om side med en formodet fjende, og det var for mig derfor forløsende endelig at sige rigtig goddag og lære den at kende på godt og ondt…

I den Ayurvediske optik er vi mennesker her på jorden for at få oplevelser. Vi er dybest set et ubegrænset væsen, som vil bestå selv, når dette liv er overstået. Fra sjælens perspektiv findes der ikke rigtig eller forkert, godt eller skidt. Blot oplevelser. Og virus er en helt almindelig oplevelse i vores menneskeliv, ligesåvel som smerte og ubehag er det.

Flygter vi eller går vi igennem?

Det er en naturlig menneskelig mekanisme at ønske at flygte, når noget ikke føles rart, ligesom det er en naturlig menneskelig mekanisme at frygte dét, vi ikke kender. Begge dele lægger til grund for den måde verden har håndteret pandemien de sidste to år. Vi blev bange, fordi en ukendt sygdom kom til verden, og vi gjorde alt, vi kunne for at flygte fra det faktum, at vi alle skal igennem sygdommen ved at acceptere påbud om restriktioner, mundbind og vacciner.

Vi har prøvet at flygte fra virus, i stedet for at gå igennem virus og benytte os af det eneste supervåben, vi rigtig har og kan læne os ind i, nemlig vores IMMUNFORSVAR.

Immunforsvaret til tjeneste

Er det i grunden ikke vidunderligt, at du er skabt med en krop og et iboende immunforsvar, som hvert sekund beskytter dig mod alverdens bakterier, virus og stress? Jeg føler, vi gør vores krop og immunforsvar – ja selve vores eksistens – uret ved IKKE at anerkende dette. Jeg føler, vi mennesker igen og igen overgiver kontrol og ansvar til noget udenfor os selv, i stedet for at anerkende den enorme power, vi har indeni. 99% af os overlever corona, og come on… selvom corona kan være hård og drænende, så overlever vi den uge eller tos besvær i vores liv.

For at være helt ærlig, så er livet en gave, du har fået foræret. Vi har faktisk ingen ret til at forvente, at det skal være smertefrit eller problemløst. Og den dag vi skal herfra, så er det tid.

Bevidsthedens medicin

Vi tager bedst vores power og ansvar hjem ved at styrke vores immunforsvar. Vi styrker immunforsvaret, når vi behandler os selv godt – både fysisk og psykisk. Derudover så holder bevidstheden nøglen til sundhed. Når vi åbner os selv for nuancer og anerkender at livet ikke er sort og hvidt. Når vi ser vores frygt i øjnene og går i gennem ubehaget, så løfter vi vores bevidsthed, og her kan sand healing stråle ind.

Sluk for medierne

Det bedste ayurvediske råd jeg kan give på denne bevistheds rejse handler om at slukke for alle medier og kun lade dem påvirke dig minimalt. Derfor mediterer vi dagligt som en del af den ayurvediske livsstil og vi tager bevidst stilling til, hvad skal præge vores sanser. Den daglige indoktrinering i medierne gennem de sidste to år har gjort alt det modsatte af at inspirere til healing og sundhed. Den har udelukkende spredt frygt og opildnet til et overaktivt nervesystem, som er vores største sundhedsmæssige udfordring i den moderne verden.

Hvis du har lyst til at få nogle andre nuancer på sundhed og sygdom og høre mere om, hvad jeg har lært at mit nye bekendtskab corona, så kan du lytte med i podcasten her.

Givet i kærlighed <3
Maria

Naturens lykkepille

“Det er et kick at give sig selv, du kan hurtigt mærke at du får et boost – vinterbadning føles som naturens lykkepille”

Med rysten på hovedet, har mange udlændinge iagttaget os, de skøre vikinger, når vi helt frivilligt har begivet os ud i det kolde gys igennem de frysende vintermåneder. Men i takt med at hele verdenen er blevet klogere på sundhed, og man, ligesom med Ayurveda, er begyndt at kigge mere på, hvad mennesket har udrettet med success i årevis – er vinterbadning blevet mere og mere udbredt.

Hvorfor er det kolde vand godt for os?

Mette Korsholm, vinterbader & saunagusmester igennem det sidste årti, er ikke overrasket over den stigende popularitet, som det kolde gys har fået hos danskerne. Vi har talt med hende om hvorfor, men også hvordan vinterbadning er blevet vores nye lykkepille og hvad man gør, hvis man er helt ny til at bade om vinteren.

“Jeg tænker, der minimum er to grunde til at vinterbadning er blevet så populært de sidste par år. I begyndelsen af pandemien blev folk i stigende grad opmærksomme på at finde nye måder at holde sig sunde på, da yoga- og fitnesscentre lukkede ned og vinterbadning var en af dem. Derudover er tilgængeligheden blevet meget større – ikke kun med flere badeklubber – men også saunagus events, transportable saunaer og bassiner i byområderne, der er åbnet op”.

Og hvorfor er det iskolde vand egentlig så godt for os? – Mette giver os et indblik:

“Der sker en hel masse i vores hormon system – oxytocin, endorfiner og adrenalin bliver aktiveret i kroppen og vi reset`er ligesom hele systemet ved det chok kroppen får i det kolde vand, som også sætter skub i blodomløbet. De fysiologiske processer påvirker os derudover mentalt, da disse sender beskeder til hjernen, som så er med til at vi fx. kan opleve at blive i bedre humør efter det kolde gys. Ja, det kan nærmest give en hel lykkerus.
Når kroppen bliver udsat for chok. Som bare et 10 sekunders kuldegys kan gøre, kan du mærke dit hjerte slå kraftigt, og det gør at vi føler os i live og tilstede her og nu. Flere fagfolk mener også det er med til at booste vores immunsystem.”

Hvordan starter man?

Hvad hvis man ikke lige føler, man er en af dem der tør tage springet og give sin krop det isnende chok? Ville det måske være bedst at starte blødt ud i sommermånederne og langsomt vænne kroppen til de kolde temperaturer?

“Det vil klart være nemmere, men er du sund og rask, så er det ikke noget problem at starte om vinteren. Jeg vil, som nybegynder, dog anbefale, at man har en ‘buddy’ og anbefaler IKKE at bade alene og i mørke. Er du ikke en god svømmer, er det godt at kunne bunde, også selvom der er noget at holde fast i, det giver en tryghed”, siger Mette Korsholm.

I takt med at gåture og de kolde dyb fik en revival under Covid-19, blev indmeldelser i vinterbadeklubberne ditto populære. Men behøver man overhovedet at være medlem af en badeklub for at hoppe i havet?

“Du kan selvfølgelig altid gå i fra stranden eller fra en offentlig badebro, men er du en der synes saunaoplevelsen, fællesskabet og et omklædningsrum er at foretrække, så er der efterhånden mange muligheder ift. de mobile saunaer, der bliver opstillet rundt omkring. Især i københavner området. Derudover bliver der også afholdt saunagus events rundt omkring ved havnene og på strandende. Du kan søge på nettet efter mobil sauna / events”.

Hvad skal man bruge?

Støder man på en garvet vinterbader, vil de nok fortælle dig, at et håndklæde og en badebro er nok, men i dag er der masser af gear til rådighed, der kan forsøde din kolde oplevelse i form af badekåber, dragter, huer og sko.
Men hvordan navigerer man i den jungle, hvis man er ny til vinterbadning og ikke har brug for undrende blikke i den i forvejen noget afklædte situation? Vi fik Mette Korsholm til at give sin personlige mening om de forskellige muligheder:

Badetøj: “Personligt synes jeg det er rarest ikke at have badetøj på, men det er naturligvis ikke altid hensigtsmæssigt. Har man badetøj på, skal man sørge for at tage det af med det samme og tørre sig godt, ellers bliver man hurtig koldt og hvis man er uheldig syg”

Håndklæde: “Det er det mest essentielle og jeg synes godt, det må være et stort tykt håndklæde, så man kan blive rigtig tør og pakke sig godt ind”

Sko: “Der findes neopren sko, som man kan tage på ned i vandet, hvis man er til det. Personligt synes jeg klip-klapper er det rareste, da jeg godt kan lide at have bare fødder i vandet, men hoppe i dem, når jeg kommer op, da det ofte er fødderne man bliver hurtigst kold på”

Overtøj: “En lækker kåbe er dejligt, der findes jo flere typer med fleece og frotté der er lavet specielt til vinterbadning, hvis man har lyst til det”.

Hue: “Flere tager hue på i vandet, for blandt andet at beskytte ører fra kulden og hjælper også med at holde på varmen i kroppen. Mange tager dem også på i sauna, da man har fundet ud af, at huen gør varmen mere udholdelig og ligesom fordeler den i kroppen, så man ikke bliver så ophedet i ansigt og hoved.


Sauna: Sauna er skønt, hvis muligheden er der. I næsten alle klubber starter man dog altid med at gå i vandet først. Dette er mest hygiejne årsager, men man kan jo sagtens gå i sauna flere gange, har man først været i vandet”.

Om Mette Korsholm

“Spring ud i det, det er et kick at give sig selv, du kan hurtigt mærke at du får et rush / et energiboost udover det sædvanlige på virkelig kort tid – vinter(helårs) badning er for mig en lykkepille fra naturen”, afslutter Mette Korsholm.

Mette Korsholm har været vinterbader de sidste 10 år og saunagusmester de sidste 8. Hun har udannet kropsmassør, ergoterapeut, biopat og livsstilscoach er grundlægger af By Korsholm, hvor du blandt andet kan købe ayurvediske kropsolier, som også er fantastiske efter havbad og sauna . Mette Korsholm står bag vores behandleruddannelse hos Nordic Ayurveda – få den sidste plads med start 23. februar her (næste hold starter 31. oktober).

Mette kan anbefale saunagus events hos Nordic Health and Living, vinterbadetøj fra Nordbaek og sauna udstyr hos Gusmester DK.

2022 – sæt dine intentioner

“Vi er født med vores frie valg, men så længe vi er ubevidste, så går vi med i den energi, der er omkring os. Ender vi for eksempel i en negativ debatgruppe på facebook, så kræver det noget at holde sit eget lys, og at vælge aktivt, at vi ikke vil være en del af af den negativitet, og i stedet være en del af at sprede noget kærlighed og noget glæde med ord og handlinger”, Læge og Ayurvedisk vejleder Lotte Gram

“Nu skal der ske noget!”, “jeg holder sukkerfri januar”, “I år skal jeg bare være så sund!”. Vi kender det alle sammen. Efter and, konfekt og julemad i lange baner, er mange af os mere end klar til at vende kalenderbladet med nye intentioner om at stoppe de dårligere vaner og blive mere sunde og aktive.

Men er årskiftet det rigtige tidspunkt, og hvorfor er det så svært at holde de gode vaner hele året? Kunne man også overveje at vi efter 2 år med pandemi, har brug for et andet fokus, end det traditionelle nytårsfortsæt?

Vi har talt med læge, ayurvedisk livsstilskonsulent og clairvoyant, Lotte Gram om hvordan vi sætter vores intention for 2022.

Det nye år – ny muligheder

Der er noget mentalt i at starte på en frisk, vi pakker julepynten væk og gør rent, renser vores hjem og er klar til et nyt år, men er 1. januar overhovedet det rigtige tidspunkt?

“Det giver en naturlig indre lyst til at få renset ud og gøre noget godt for sig selv, men i princippet er hvert øjeblik en mulighed for en ny begyndelse. Hver morgen man står op er muligheden for at skabe ny energi og en ny måde at være i verden på”, siger Lotte Gram.

Og mange vælger netop januar til at gå ‘all in’ – og det kan blive en udfording på sigt, mener hun:

“Det jeg oplever er, at jo mere ubalancerede mennesker er, jo større tendens har de til at også at gå ‘all in’ i januar fx. med grøntsager og motion. Der er mange måder at gøre det på, men min egen personlige holdning er at implementere én ting af gange, så man får sig selv med. Det her handler om at det skal være et afsæt til resten af dit liv, det er ikke en kur, det er en måde at være i verden på. Jeg tror på “lidt men godt“- én vane af gangen og hvor vi ikke laver forbud, men mere af det gode. I stedet for at have det her fokus med alt det ‘man ikke må’, så skal du bevidst kigge frem i mod det du gerne vil have i dit liv.”

Stop op – tid til reflektion

Lotte Gram fortæller også om vigtigheden ved at stoppe op, fordi det mentale mindset netop er det, der kan gøre en forskel på den lange bane. Hun ser ofte, at hendes kunder har gode perioder, hvor de spiser sundt med ‘huller’, hvor de ikke får gjort så meget:

“Forskellen er, at når du er bevidst, så bliver de huller ikke så dybe og så lange – du kommer hurtigere op igen, du undgår de her variatoner i humør og energi, fordi du er mere bevidst om det. Jo mere balanceret du er, jo mindre bliver de her store udsving”.

Ifølge Lotte Gram, er det meget individuelt, hvilke intentioner og implementation af nye vaner der virker, men for hende, er det mentale altid første skridt:

“Det vigtigste er at stoppe op, der er ofte ikke tid til reflektion. Første step er at man giver sig selv mulighed for at stoppe op og lytte. Stå 10 min. tidligere op, tænd et stearinlys eller lignende og få tunet ind dig selv. Hvad vil jeg gerne have ud af min dag, hvad sætter jeg min intention på. Det med at stoppe op og blive bevidst, er det der gør den store forskel på den lange bane. Derudover er det meget vigtigt at det er båret indefra – ønsket om at gøre noget selv, ellers er det meget svært”

Pandemi – angst og frygt

2022 er for mange også en ny begyndelse efter to år med en pandemi, og netop dette ser Lotte som en mulighed for sætte nye intentioner, der på sigt kan give bedre plads til de mere traditionelle nytårsfortsæt.

“Jeg tror alt det, der sker, sker af en årsag. Det her med angst og frygt, det bliver et tema næste år og, vi bliver nødt til at forholde os til det og vælge det bevidste. Vælger jeg at fodre den her angst og give den så meget plads i mit liv? Eller giver jeg plads til glæden og taknemmeligheden. Den måde man behandler sig selv på, er det der kommer ud i verden. De valg du træffer for dig selv i dag, er også det du kommer til at praktisere udaf til, som påvirker din verden, så det vigtigste er at du starter med dig selv.”

Se hele video-interviewet med Lotte Gram i vores livsstills univers “Mer’ Livsenergi’ – lige nu får du 28 dage gratis.
Her fortæller Lotte også om blokeringer, stress, det at dulme vores følelser og giver flere tips til, hvordan vi kan sætte de intentioner der er rigtige for netop os.

Du kan også booke en holistisk helbredssamtale eller forløb med Lotte her!

Nyd en langsom, balanceret juleferie

For mange kan det føles som et deja-vu. En corona-jul, uden rejser og de store sammenkomster. En, for nogen, svær gentagelse, hvor vi igen skal forholde os til regler, masker og påbud – men igen, måske også en mulighed for at fordybe os med os selv, vores nærmeste og naturen?

Nogle af jer husker måske julen 2020 som mere rolig og nærværende end tidligere? Med mere tid til reflektion, flere stunder i naturen, måske dybere samtaler? Mange fordybede sig i bagning, puslespil og krea-projekter – med strikkepinde, malerpensler og naturens materialer. Siden er begrebet ‘slow living’ fået mere og mere indpas, hvor fordybelse, langsommelighed og grundighed bliver dyder i sig selv og med den fantastiske bonus-effekt: et roligere og gladere sind.

Slow living

Den centrale tese i langsomfilosofien handler om at tage sig tid til at gøre tingene ordentligt og derigennem nyde dem mere.

Ayurveda anviser os healing igennem sanserne. Dette er oplagt i en tid, hvor mange stadig mærker en del angst og frygt, men også i denne corona juleperiode hvor flere har tid og plads til at bevidst af bruge sanserne.

Så hvordan healer vi igennem vores sanser? I følge ayurvedaen udveksler vi med hvert åndedrag vores personlige energi med universets energi, og tager konstant indtryk ind via de fem sanseorganer: ørerne, øjnene, næsten, tungen og huden. Disse indtryk bliver metaboliseret i vores krop-sind kemi og kan derved styrke vores helbred – eller også nedbryde det.

Hvis vi gerne vil have en større fysisk og følelsesmæssig velvære, skal vi vælge de nærende sanseindtryk, der aktiverer vores indre apotek.

Hvordan gør jeg så det, tænker du måske? Er dit fokus at balancere sindet, skal du kigge på alt hvad du indtager igennem duft, syn og lyd. Er det kroppen, der trænger til styrke, er dit fokus på smag og berøring. En nem måde at huske det på, er, at alt fra næsen og op er med fokus på sind – og fra munden og ned er fokus på krop.

Så lad os kigge mere konkret på, hvilke sanseindtryk vi kan arbejde med her i vores vinter- og juleperiode.

Lyd

Lyd er en healende kraft – hvis den er behagelig. Negle der kradser mod en tavle, eller en støjende boremaskine kan fx. give den modsatte effekt og påvirke vores nervebaner og hormonelle systemer negativt. Kig derfor efter, hvad der fungerer for dig.

Det kunne være en gåtur, hvor du lytter til vindens susen, bølgerne langs kysten – eller måske klassisk musik (med juletoner) eller jazz? Opløftende musik kan hjælpe os med at gøre os levende, mens blide toner beroliger os, hvis vi er ængstelige. Vælger du at fordybe dig i musikken uden andre gøremål, så tænk i hvilke instrumenter og lyde, der virker afslappende og “groundene” for dig. Er det cello-kompositioner eller hawaiianske sange, eller er det måske langsomme trommeslag eller en lav stabil bas?

Syn

Der er mange muligheder for at bruge vores syn i denne tid, hvor vi har mere tid til at udforske. De billeder der kommer ind igennem vores øjne, har en dybtgående indvirkning på vores sind og følelser – men også vores krop. Hvor tiden op til julen kan påvirke mange menneskers stresshormoner på flere sanse niveauer, er netop denne tid, efter højtiden, en mulighed for at nyde de smukke lys, dekorationer og ikke mindst vinterens klare og lyse farver i naturen.

Det tidligere mørke inviterer også til at vi tænder stearinlys, og disse kan bruges som en form for meditation med åbne øjne. Prøv at stirre på en flamme uden at blinke i lang tid, dette vil give dig nogle af de samme fordele, som en mere traditionel meditation kan give.

Læg også mærke til hvilke farver, der tiltrækker dig. Julens farvepalet er som oftest rød, grøn og hvid – farver der kan have meget forskellige indvirkning, afhængig af hvem du er. Strikker du fx., så se hvilken farve du bliver tiltrukket af – det vil påvirke dit sind positivt at arbejde med den eller de farver, samtidig med at du skaber den ro, der er omkring det at strikke.

Lugt

Vores lugtesans forbinder os stærkt med vores følelser, minder og instinkter – og netop der, kan vi bringe julestemningen ind i vores hjem. Duften af kanel, frisk julebag, nelliker fra gløgg, osv. Men efter en måned med ‘hygge-dufte’, kan mange af os også have brug for det mere ‘friske’, som jorden, træerne eller stranden kan give os ved at gå en tur fx.

Madlavning er et oplagt sted at lege med din duftsans og eksperimentere med at bruge disse ‘jule-dufte’, også i sund mad, som man jo ofte ser i ayurvediske opskrifter. Har du lyst til at kaste dig over en hobby, der også involverer dufte, er aromaterapi noget som også kan aktivere din indre krops apotek og skabe en healende reaktion. I vores medlemsunivers har du adgang til en e-bog med opskrifter på hjemmelavet hudpleje, hvor du kan tilsætte dine egen favorit duft.

Eksperimenter med at inhalere essensen af dine ynglings aromaer, enten med små dryp på håndleddet eller i en diffuser. De vil hurtigt udvide din følelse af glæde, ro og harmoni. Du kan også eksperimentere med sommerdufte, hvis du skulle have lyst til at drømme dig lidt væk fra vinterens mørke.

Smag

Hvor lyden, synet og lugtesansen arbejder meget med sindet, kan du med smag og berøring komme lidt mere ned i kroppen. Rasa, det ayurvediske ord for smag, betyder også følelser eller humør – og vi kender nok alle sammen den følelse af at føle sig oppustet og utilfreds, hvis vi har spist for meget, for fedt eller for sødt fx.

Når du nu har mere tid i køkkenet, så prøv at leg med de 6 smage: sød, sur, salt, bitter, krydret og sammensnerpende. Har du spist for meget sødt, kan det virke omklamrende, har du fået for lidt salt, skal der måske mere til, så du føler dig mere groundet og stabil. Balancen mellem de 6 smage, er meget afhængig af hvor du er fysisk og psykisk, så at eksperimentere med balancen kan være en ny sjov hobby. Her en sød og stabiliserende banankage og en hjemmelavet chai latte på mandelmælk til de kolde dage.

Berøring

Hjerternes fest kalder vi julen, og med huden som det største organ i kroppen, er det ikke noget som berøring der kan opløfte vores humør og følelse af velvære. Pepitider findes i huden og er nært beslægtet med antidepressive, så tænk derfor dette ind i din slow-living juleferie.

Du kan naturligvis bede et familie medlem eller ven om en massage, men selv-massage kan være lige så effektivt og være med til at forbedre din immunfunktion og din søvn. Se mere om Abhyanga selv-massage HER.

Indre massage kan være lige så effektiv som den ydre, så hvorfor ikke bruge julen til at grine og massere de indre organer? Videnskabelig forskning har vist at godt grin forbedrer immunforsvaret i 24 timer og mindsker vores stress niveau og letter depression! Se en sjov film, ring til den ven eller veninde der altid får dig til at grine, eller ‘fake it until you make it’ – man kan faktisk godt få sig selv til at grine, bare ved at slå en falsk latter op!

Lær mere om healing gennem sanserne og meget mere, på vores online forløb Fundamentet for Sundhed.

Input til en slow juleferie

* lav en foto, eller scrap bog med de bedste minder

* skriv et fysisk brev til person, der bor langt væk – eller der ville sætte pris på snail-mail

* lav marmelade, chutney eller andet som din bedstemor ville have gjort

* reparer, ‘’upcycle’ dit tøj og giv det nyt liv

* lær en danserutine fra youtube

* gå en tur i dit område, og sæt dig for at finde 10 nye ting

* lav en liste over alle de film du gerne ville se og lav film-aftener

* gå igang med den hobby du altid har talt om: instrument, male, syning?

* gå i supermarkedet og køb 5 ting du aldrig har brugt før og lav en ret med det

* tal med de ældre i din famile om deres liv – måske optag det, eller skriv det ned

* declutter dit hus, dit skab eller din computer for emails og organiser i farver og folders

* genlæs din yndlingsbog (eller læs den færdig, der ligger på dit natbord)

* start en dagbog – eller skriv ting ned der tiden stresser dig og brænd papiret

* lav en liste over alle de steder du gerne vil besøge

* lær at trække vejret og meditere.

* hyg dig i dit hjem – uden dårlig samvittighed.

Velkommen i klubben for håbefulde

I sidste uge fik jeg “ny” bil. Jeg er lykkelig for min nye, brugte, fikse elbil. Jeg oplever selv, at det var et skridt, der krævede mod og tillid at skifte til el. Og jeg kan allerede sige få dage inde i det nye eventyr, at det ikke er en vej for de bekvemme.

For mig er elbilen en livsstil. I vintervejr, hvor varme, blæsere, vinduesviskere mm. er tændt, kører den faktisk ikke særlig langt, før den skal oplades. Og jeg bor i byen, så jeg kan ikke engang være sikker på at kunne oplade, når det passer mig.

Alligevel er jeg vild med min nye livsstil, som jeg ved ikke alene er bedre for miljøet, men også for mig, idet jeg påtvinges flere pauser og mindre effektivitet i mit liv, og DET er bæredygtighed på flere niveauer. Jeg kan ikke længere køre “ubevidst”, bare tanke når det passer mig, og så køre igen – lidt ligesom min krop. Mit nye køretøj er ikke bare bekvemt og tilgængeligt – den er min udvidede krop, og en invitation til at reflektere lidt dybere. Gider jeg overhovedet køre hele den lange (eller korte) vej i bil? Vil jeg hellere blive i nærområdet eller hjemme? Vil jeg hellere sætte mig i et tog?

Den bekvemmelige livsstil slår os ihjel

Jeg skriver ikke denne post for at opfordre dig til at skifte til elbil, men for at bringe et vigtigt emne på banen i denne tid. Hvis vi vil gøre noget godt for miljøet – som dybest set ER at gøre noget godt for os selv, så kræver det nogle gange, at vi udfordrer vores bekvemmelighed. Mennesker synes for det meste, at tingene skal være nemme og bekvemme. Måske vælger vi at få en vaccine kun på den baggrund, at det så er nemmere at bevæge sig rundt i samfundet og verden. Måske bliver vi ved alluminiums kaffekapslerne, fordi de nemmere passer i maskinen end de bæredygtige, eller bliver med tefalpanden, fordi maden slipper nemmere, selvom den er fyldt med farlig kemi og så videre.

Vi har skabt et helt samfund, som bygger på lysten til at leve en effektiv, bekvem og lækker livsstil. Jeg elsker selv lækkerhed, og jeg skal ikke spille hellig, Men der findes en dyb meningsfylde og tilfredshed under denne polerede overflade. Når vi beslutter os for i stedet at leve i integritet med os selv, vores medmennesker og naturen.

Ayurveda har alle dage lært os, at vi ER en uadskillelig del af naturen. Slår vi naturen ihjel med vores bekvemmelighed, så slår vi os selv ihjel. Hvis man ændrer perspektivet og ser efter noget positivt ved den nye virus, så lærer den os noget om, hvordan vi er i verden og forhåbentlig hjælper os med at stille skarpt på det væsentlige. At kunne skille væsentligt fra uvæsentligt er centralt i den ayurvediske livsstil. Bare fordi andre gør eller mener noget, gør ikke dette automatisk til DIN sandhed.

Fordi andre har behov for at drikke sig berusede hver weekend, mener at det er en menneskerettighed at farte verden rundt eller synes man kun bidrager, hvis man arbejder 40+ timer om ugen, så behøver dette ikke være “sandheden” om det gode liv.

Du er klar, når du er klar – og det skal fejres!

Jeg ved, at elbiler ikke kun er det ubetingede gode. Købet af denne bil rejser en masse nye spørgsmål, som er det overhovedet bæredygtigt bare at skifte vores nuværende bilbestand ud for en ny elektrisk, hvor kommer strømmen fra mm. Men jeg synes også, det er vigtigt kærligt at modstå den kritiske røst, som vi dermed pådutter os selv og andre med vores magtesløshed overfor de miljøspørgsmål, vi står overfor. Vi kan helt klart altid gøre mere, men første skridt er at fejre det, vi rent faktisk gør! Om det for dig er elbil, skraldesortering, bruge af egen indkøbspose eller kaffekop i caféen eller noget helt andet.

Jeg tror på, vi er klar, når vi er klar til nye livstilsvalg. Og at vi ikke alle kan og skal gøre alt “rigtigt”, men at vi kan “skubbe” os selv og andre i kærligt i retning af at udvide vores opmærksomhed fra os selv til vores større forbindelse med verden omkrig os. Og hele rejsen skal fejres!

Når vi fejrer de små sejre og skridt, så stiger vores bevidsthed og lyst til at gøre mere.

Bliv grøn ambassadør og modtag gratis online kursus og medlemsskab

I Nordic Ayurveda har vi fået en skøn ny kollega. Mathilde Moyell, der igennem 7 år har boet i Asien og arbejdet passioneret med og for bæredygtighed på alle plan. Med Mathilde hos Nordic Ayurveda kommer ny fokus på netop, hvordan vi kan skabe et håbefuldt og positivt fællesskab omkring bæredygtighed – i hele vores livsstil! Men, vi har også brug for dig!

Vi leder nemlig efter bæredygtige ambassadører, der kan byde ind med tips og tricks til hvordan vi kan tage små grønne skridt i vores hverdag, både internt i Nordic Ayurvedas livsstilsunivers og eksternt på vores sociale medier. Du behøver ikke være ekspert, men bare være engageret og have lyst til at dele dine små grønne skridt. Vi belønner vores ambassadøre med vores online forløb “Fundamentet for Sundhed“, samt 6 måneder gratis medlemsskab i vores livsstilsunivers “Mer Livsenergi” – alt sammen til en værdi af over kr. 3.000.

Skriv et par linjer om dig selv eller send gerne en video inden søndag d. 15. december til mathilde@nordicayurveda.com og fortæl lidt om, hvorfor du skal være vores grønne ambassadør hos Nordic Ayurveda.

Givet i kærlighed <3
Maria

Bæredygtig livsstil med Ayurveda

Vil du gerne finde en positiv motivation, der får dig til at leve mere bæredygtigt og på en måde, så det føles nemt og helt naturligt. Ayurveda kan hjælpe dig med at skabe bæredygtige forandringer med en positiv energi.

Sådan finder du motivationen til at leve bæredygtigt

Klimaudfordringerne fylder meget, og mange af os vil gerne gøre en forskel og bidrage til en mere bæredygtig fremtid. Det vil ofte betyde, at vi bliver nødt til at ændre på nogle af vores vaner og det kan være svært og hvor skal motivationen komme fra?

Hvis et menneske ønsker at skabe vedvarende forandringer, så vil der ifølge den Ayurvediske sundhedsvisdom altid være en langt større chance for at opnå succes, hvis ønsket om forandringerne opstår ud af en positiv motivation, som kommer indefra.

Når det er lyst og positiv inspiration, der driver forandringerne, så kan det få den bæredygtige livsstil til at komme mere naturligt, fordi det føles godt og kommer inde fra dig selv.

En ydre motivation forsvinder hurtigt, når hverdagen starter, hvorimod den varer ved, når inspirationen kommer indefra.

Ayurveda lærer dig at mærke naturen i dig selv

Der er flere elementer i selve fundamentet for den Ayurvediske sundhedsfilosofi, som taler ind i en bærdygtige livsstil, og det kan være en hjælp, hvis du ønsker at leve mere bæredygtigt. Helt grundlæggende, så handler Ayurveda om at følge naturens cyklus og dens rytmer. Det gælder både ift. årstider, døgnrytme og din egen naturlige cyklus.

Ifølge den Ayurvediske overbevisning, så er du både i naturen og naturen er i dig.

At naturen både er omkring os og inde i os selv betyder, at vi som mennesker er tæt forbundne med naturen på flere niveauer. Alt det gode, vi gør for naturen, kommer tilbage til os selv, som noget godt, og det samme er tilfældet med negativt fortegn. Når vi udpiner naturen, så kommer det dårligt tilbage til os selv. Det gælder både den natur der omgiver dig, men også naturen i dig selv.

Når du behandler din krop godt og giver den det, der er sundt og naturligt for den, så reagerer den med balance og ro. Omvendt, så kan du opleve, at hvis din krop stresses med kunstige stimulanser i store mængder, forarbejder fødevarer med unaturlige tilsætningsstoffer eller på andre niveauer bliver presset imod sin natur, så kan det føre til ubalance og mistrivsel og i værste tilfælde sætte sig som fysiske symptomer og udvikle sig til kronisk sygdom.

Ayurveda kan guide dig til, hvordan du mærker naturen i dig selv og fornemmer, hvad der er godt for dig og hvad der ikke er.

Alt det naturen fortæller dig

Der sker noget med os, når vi begynder at være mere ud i naturen, og især når vi ikke bare se på den, men også sanser den.

Når vi bruger alle vores sanser i naturen og tager den ind i hjertet og sindet, så mærker vi vores forbundethed.

Hvis du fx ser på børns måde at være i naturen på, så har de ofte en anden tilgang end vi voksne. De interagerer typisk med naturen på en mere direkte måde, og det kan vi lære meget af. Der er stor forskel på at betragte naturen og sanse den. Når vi bruger naturen og sanser den i stedet for blot at betragte den, så begynder vi også at skabe en kontakt til naturen i os selv. Næste gang du er i skoven, så prøv at sæt dig i skovbunden, tag en håndfuld jord op og duft til den eller giv træet en krammer og mærk træet i stedet for blot at betragte træet.

Hvordan undgår vi klimaangst

Flere og flere, især unge, kæmper med en tyngende klimaangst, og undersøgelse viser at mange børn, helt op mod 50% er angste for fremtiden. Noget af det som skaber angst, er følelsen af magtesløshed og en følelse af handlingslammelse. Når vi ikke kan handle på det, som skaber vores frygt, så får det magtesløsheden og angsten til at vokse i os. Hvis du oplever, at klimaangsten har fået tag i dig, så prøv at slippe frygten ved at fokusere på de opnåelige mål, og på de steder i dit liv, hvor du kan handle og gøre en forskel. Det er de små skridt, der er væsentlige, og det er dine egne handlinger, som kan få magtesløsheden til at slippe sit tag.

Gode råd som både gør klimaet og dig godt

Vi kan ikke undgå at forbruge, men vi kan tænke over, hvordan vi forbruger. Det der er godt for dig, er typisk det samme som er sundt for naturen. Start med noget der enkelt og overskueligt, og skab forandringer i det små. Det er også hele grundfilosofien i bag Nordic Ayurveda.

Begynd med lidt ad gangen og det som du kan lykkedes med at passe ind i dit liv, ellers bliver det nemt overskueligt og noget der føles som en sur pligt – motivationen skal komme ud af inspiration og lyst.

Her får du et par gode råd til forandringer som både er gode for dig og for klimaet.

· Lav så vidt muligt din mad fra bunden, så undgår du tilsætningsstoffer. Mad lavet fra bunden af naturlige råvarer er godt for både dig og miljøet.

· Spis efter årstiden, fx gå efter råvarer i sæson. Det belaster klimaet mindre, og det er godt og naturligt for dit system og din balance.

· Eksperimenter med at lave dine egne hudplejeprodukter. Det er overraskende nemt, det er sjovt og så er det også en måde, at undgå skadelige kemikalier og hormonforstyrrende stoffer – De er hverken gode for dig eller naturen. Start for eksempel med en af disse nemme ansigtsmasker!

God fornøjelse

Ayurveda hjælper mig med at være noget for andre

Da jeg var ung rejste jeg til Afrika med Røde Kors, fordi jeg ønskede at bidrage til en bedre verden. Jeg vendte hjem, desillusioneret og med en følelse af, at mit bidrag var ligegyldigt og ingen forskel gjorde, for dem jeg ønskede at hjælpe. I dag forstår jeg, hvorfor mit forsøg på at gøre verden til et bedre sted endte med at føles som et nederlag.

Jeg forsøgte at redde verden, men glemte at redde mig selv

Oplevelserne i Afrika, og min hjemkomst med en bagage fuld af bristede illusioner, håb, drømme og visioner, blev på mange måder startskuddet til en lang årrække med depression og stress. Min mentale mistrivsel udviklede sig til fysiske symptomer og kroniske mave- og fordøjelsesproblemer – min krop sagde simpelthen stop. Jeg blev nødt til at gøre noget aktivt for at redde mig selv. Jeg havde været så fokuseret på at redde verden og være noget for andre, at jeg havde glemt mig selv.

I min søgen efter en redningsplanke stødte jeg på Ayurveda, og her fandt jeg den hjælp, jeg havde søgt efter.

Ayurveda forklarer sammenhængen mellem den mentale og fysiske balance

Min indgang til Ayurveda blev yoga. Den hjalp mig i første omgang med at finde ro og balance i mig selv, og jeg blev nysgerrig på at lære mere om denne ældgamle sundhedsvisdom. Det var en mindblowing oplevelse for mig, og jeg kunne pludselig se og mærke, hvordan det hele hang sammen. Min mentale mistrivsel og mine fysiske symptomer, mit drive mod at hjælpe andre, når jeg egentlig selv havde brug for hjælp osv. Jo dybere jeg kom ned i filosofien, jo tydeligere blev det for mig, at det vi ser i verden, er det samme, som sker i os selv. Nu bliver det lidt abstrakt, men hæng på lidt endnu, så skal jeg komme med et eksempel, som du helt sikkert kan genkende fra din egen hverdag.

Brug Ayurveda til at skabe positive forandringer

Her for nogle uger siden besluttede jeg, at det var på høje tid at skifte vores benzinbil ud med en klimavenlig el-bil. Vi researchede frem og tilbage og fandt en bil og et mærke, som matchede vores behov og ønske om at køre mere klimavenligt. Pludselig, så jeg den biltype allevegne i gadebilledet. Kender du det? Når du er optaget af noget, så ser du det pludselig alle steder. Kvinder der forsøger at blive gravide fortæller, hvordan de ser lykkelige kvinder med svulmende maver og barnevogne allevegne. Min pointe med disse velkendte eksempler er, at det vi ser i vores omgivelser, også er det vi har i os selv. Når vi bliver bevidste om denne mekanisme, som er helt de naturlig, så bliver vi også i stand til at bruge den positivt, og det er netop det Ayurveda handler om.

Det der sker rundt om dig, er en refleksion af det, der sker inden i dig.

Jeg startede med at fortælle, hvordan jeg som ung drømte om at gøre en forskel for andre, og om hvordan rejsen til Afrika punkterede min plan. I dag kan jeg se, at jeg rent faktisk er der, hvor jeg drømte om at være, men på en anden måde end jeg havde forestillet mig. Jeg skulle først hjælpe mig, og det hjalp Ayurveda mig med. I Ayurveda fandt jeg både en vej til et sundt liv i balance med mig selv, og jeg fandt en dybere mening med mit liv. I dag formidler og underviser jeg andre i den Ayurvedisk visdom og sundhedsfilosofi – men hvordan skaber det en verden bedre, tænker du måske.

Ayurveda fortæller os, at naturen er i os og vi er i den

Jeg har selv oplevet, hvordan min indre ubalance spændte ben for mit ønske om, at gøre noget godt. Jeg tror på, at vi er bedre rustet til at skabe positive forandringer rundt omkring os selv, når vi er i balance med os selv. Når vores fundament står stabilt, så kan vi hjælpe andre omkring os, ja vi kan faktisk ikke lade være, for trangen til at være noget for andre og handle godt ligger dybt i os mennesker.

Ayurveda handler i bund og grund om at blive bevidst og mærke dig selv. Når du kommer dertil, kan du også skabe forandringer.

Det er altså gennem en indre forandring at vi kan skabe ydre forandringer. Det gælder også fx ønsket om at leve mere bæredygtigt. Når vi mærker og bliver bevidste om, hvad der er destruktiv for os selv og vores sundhed, så viser det sig, at det ofte er det samme, som nedbryder og ødelægger naturen omkring os. Overforbrug, præfabrikerede fødevarer, store mængder kød pumpet med antibiotika, farvestoffer, e-numre, parabener, stimuli som alkohol, sukker og kaffe – alt det, som er usundt eller giftigt for vores krop, er ofte også skidt for vores natur – og især når det bliver til overforbrug. Set i en Ayurvedisk optik giver det god mening, for vi er natur og naturen er i os. Så hvis vi gerne vil forandre verden omkring os, så skal vi starte med at mærke og hele os selv og forandringen vil komme naturligt indefra.

Har du lyst til at læse, mere om hvordan jeg som ung og ulykkelig universitetsstuderende fandt min vej med Ayurveda, så læs med her.

Givet i kærlighed <3
Maria

Bæredygtig banankage

Bæredygtig livsstil dækker over alle de valg, vi træffer i livet. På det ydre plan, hvordan vi behandler miljøet og vores omgivelser, på det indre, hvad vi fortæller os selv, og gør ved vores krop.

At sørge for at de søde sager, vi tyer til, når trangen melder sig, stammer fra naturlige ingredienser – råvarer kroppen faktisk kan genkende og transformere – ER også bæredygtig livsstil. Derfor vil vi påstå, at denne banankage er bæredygtig for dig!

Denne banankage er en favorit hos os – både blandt teenagere og voksne. Den stiller på en og samme tid behovet for det søde, samtidig med den er lidt tung og derfor stabiliserende. Især god for Vata og Pitta personer <3 Den holder sig flere dage i køleskabet, hvis den da får lov til at stå så længe...

God fornøjelse!

Ps. Vidste du, at vi har knap 100 lækre sunde opskrifter og gode tips til mad i forhold til årstid og dosha i vores online Ayurvediske medlemsunivers? Kig ind til 7 dage gratis.

Ingredienser banankage

• 4 bananer (gerne overmodne)
• 4 æg
• 3 dl havregryn
• 1 tsk salt
• 1 tsk bagepulver
• 2 tsk kanel
• 100 gram mørk chokolade 85% kakao og/eller hakkede nødder

Fremgangsmåde banankage


1. Mos bananerne med en gaffel (eller stavblender)

2. Tilsæt æg, havregryn, salt, bagepulver og kanel

3. Hak chokoladen og/eller nødder

4. Rør alle ingredienserne godt sammen, hæld dejen i en kageform/lille brødform.

5. Bag den i ovnen ved 180 gr varmluft i 25-30 minutter