Guidede øvelser Arkiv - Nordic Academy of Ayurveda | Nordic Academy of Ayurveda

Udrensning ifølge ayurveda

 

Ayurveda nævner særligt overgangene forår og efterår som gode tidspunkter at lave en indre udrensning!

Men hvorfor behøver vi overhovedet udrense, og hvordan gør man?

 

Jeg har fornylig erkendt (endnu en gang), at jeg selvfølgelig bliver nødt til (læs: har lyst til inderste inde) at tage min egen medicin. Jeg troede egentlig, jeg ville springe udrensningen over denne sæson. Jeg følte mig vist lidt for magelig. Havde gode undskyldinger som: Jeg lever da ret sundt til daglig og Det har jeg ikke tid til. Måske kender du dem?

Men jeg må også indrømme, at jeg har fedtophobninger forskellige steder, som ikke giver mening i forhold til den bevidste livstil, jeg har. Min krop prøver at fortælle mig, at den ikke trives 100 %, og den holder på noget, den ikke ved, hvordan den skal udskille.

Måske tænker du, at du kan genkende det, måske synes du, jeg er lidt fanatisk? Jeg er jo på ingen måde overvægtig og ja, jeg kunne bare slå det hen med, “jeg bliver også snart 40 år, og det er helt normalt”. Men det er lige netop det, jeg ikke ønsker. For vi bliver det vi tænker, og tænker jeg, det er normalt, og jeg derfor bare vil være “normal”, så begynder det at gå ned af bakke for mit helbred.

I stedet betragter jeg min krop, som en god allierede, der kærligt fortæller mig, når den har brug for positiv action. Og udrensning er en selvkærlig handling for mig, som i øvrigt ikke er svær eller pinefuld. Jeg synes selv, den ayurvediske udrensning, jeg bruger, er blid og lettilgængelig, og jeg har lavet en lille video til dig om emnet! Måske vil du være med?

Ayurvedisk detox kort fortalt

Spis rent og let mandag til fredag, hvor du udelader kød, alkohol, kaffe, mælkeprodukter, brød, sukker og tilsætningsstoffer.

Ønsker du en udvidet dybere udrensning (anbefales min. en gang om året), så laver du en juice- eller suppe-fastedag lørdag, og bruger søndag til langsom genopbygning – igen kun med den mad, jeg anbefaler i videoen.

 
Derudover anbefaler jeg i din detox-uge

* Yoga, åndedrætsøvelser og anden motion
* Gå i (infrarød-)sauna og/eller dampbad, hvis og så meget som muligt
* Modtag gerne massage eller zoneterapi
* Udrens med epsomsalt fredag aften for dig, der vælger den udvidede udrensning
* Meditation, lad mig guide dig!

Læs mere om fremgangsmåden for den udvidede udrensning her!

 

Tag evt med på detox retreat I NOR den 18.-19. April !

 

God fornøjelse med din selvkærlige uge – jeg glæder mig til min <3

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

God & skadelige stress

Holder du af hverdagen?

Mærker du, hvad du ønsker dig i og af dit liv?

Står du stærk, inspireret og glad ud af sengen – klar til at bidrage med DINE unikke kvaliteter?

 

Stress er på manges læber, men ikke alle kender og mærker forskellen på den gode og den skadelige af slagsen. Essensen er, at stress IKKE opstår, fordi du har for meget om ørerne, men snarere fordi du har travlt med ting, som ikke er meningsfulde for dig.

Når vi lever et liv, i uoverensstemmelse med vores egen integritet, aktiveres kroppens alarmberedskab. Vi bliver hurtigere frustrerede og føler os generelt pressede. Omvendt kan vi ofte have rigtig  mange bolde i luften og være i gang fra morgen til aften, når vi er begejstrede i hverdagen og i livet. Det er den tilstand, hvor tingene ligesom “bare” kommer til dig og livet føles let og glædesfyldt, kaldes flow.

Over indgangen til de gamle græske læreanstalter stod: KEND DIG SELV. For at lære nyt og udvikle os i livet, er det med andre ord essentielt at skabe rum og plads til at se indad.

Kender du dig selv?

 

Er du bevidst om, hvad du virkelig synes, er sjovt? Hvornår tiden står stille, og du bliver fuldstændig opslugt af det, du gør?

 

Om ayurveda og de individuelle forskelle

Den verdensomspændende sundhedsvidenskab Ayurveda minder os om, at vi alle er stjerner i et gigantiske billede. At vi er dybt forbundet med og påvirkes af hinanden, men at vi samtidig er unikke i vores evner, talenter og passion.

Nogle af os er sublime til at få gode ideer og blive antændte af dem, men behøver måske hjælp til at realisere og forankre ideerne. Andre er ekstroverte og rigtig gode til at få handlet på deres ideer og drømme, men mangler måske den berømte stop-knap, med risiko for at ende med at brænde ud. Endnu andre er af natur mere langsomme i optrækket, men er til gengæld virkelig udholdende på den lange bane.

Nogle er drømmere, imens andre holder sig selv og deres omgivelser på ambitiøs og strammere line.

Ayurveda anerkender, at DU er skabt med en særegen kombination af naturens elementer jord, vand, ild, luft og æter. Din kombination af disse elementer, eller din ‘dosha’, som Ayurveda benævner den, kommer til udtryk som variationer indenfor alting – fra kropsbygning over fødevarepræferencer til temperament, styrker og udfordringer.

Misforstå ikke: De ældgamle ayurvediske observationer og erfaringer, er alt andet end ufravigelig kasse-tænkning. De åbner muligheder på rejsen til at finde DIN vej, til et meningsfyldt liv i balance.

Hvis du bevarer nysgerrigheden til dig selv og din krops og sinds signaler, kan du ikke undgå at mærke, hvordan du kommer ind til og bevarer oplevelsen af flow i dit liv.

 

Er du nysgerrig?

Kunne du tænke dig at erstatte stress med flow?

Er du klar til at handle på det, du mærker, udfra inspiration og glæde?

 

Så start din ayurvediske rejse allerede i dag ved at lukke øjnene og lave nedenstående åndedrætsøvelse…

Får du smag for mere, kan du enten tilmelde dig næste 8 ugers online ayurveda kursus  eller melde dig ind i MER LIVSENERGI universet!

 

Jeg glæder mig til vores fælles rejse:)

 

Givet i kærlighed <3

Maria

Følg naturens flow!

Har du let ved at komme op om morgenen?

Oplever du generelt energiflow gennem hele dagen?

Er du let og frisk efter dine måltider?

 

Hvis svaret er nej til et eller flere af disse spørgsmål, så er det nok fordi, du ikke følger naturens flow…

 

I denne tid arbejder jeg på min næste bog om og eksperimenterer selv maximalt med, hvordan jeg kan følge naturens rytmer! Når vi strukturerer vores liv i samklang med naturen, er det som at ride på “energien” i stedet for at kæmpe i mod den. Det giver et naturligt overskud, og kræver meget mindre af os, end vi tror.

Derfor ringer mit vækkeur for eksempel kl. 5.30 hver dag, og jeg prioriterer en hel time til mig selv inden resten af familien står op. En time til mundhygiejne, åndedrætsøvelser, yoga, meditation, god te og toiletbesøg. Når familien står op har jeg allerede skabt det perfekte afsæt til resten af dagen og jeg føler mig glad og energisk. Dette er blot et eksempel på at følge naturens flow. Et andet er, at jeg bestræber mig på altid at spise et let aftensmåltid – helst uden kød – senest kl. 18. Når jeg går i seng føler jeg mig let, og falder nemt i søvn.

Der er utallige gode grunde til at følge naturen, faktisk går en af mine tidligere lærere på Chopra Center University så langt som til at sige, at hvis du ændrer dit daglige program, så ændrer du dit liv – og med bevidst synkronisering med naturens rytmer – til mere sundhed, livsenergi og glæde.

Se videoen herunder for mere inspiration om emnet 🙂

 

Givet i kærlighed <3
Maria

DIN dosha test

– og vej til at leve i harmoni med DIN natur!

 

Kender du din dosha-konstitution?

Den flere tusinde år gamle sundhedsvidenskab ayurvedas redskaber kan hjælpe os med at booste vores livsenergi og dermed styrke kroppens medfødte, selvhelbredende evner. 

Ayurveda fortæller os, at der er seks stadier mellem den fuldkomne raske, vitale tilstand og den kronisk syge. Lever du i efter ayurvedisk livsstils principper, så vil du kunne bremse udviklingen af sygdom og aldring, idet du bevæger dig i den gode retning af disse seks stadier mod mere vital sundhed, kraftigere indre glød og større naturlig udstråling. Men det er ikke det samme, vi skal “gøre”. Ifølge ayurveda er der nemlig ikke to mennesker, der er ens, og derfor skal vi ikke bruge helt samme redskaber til balance. For at finde vej til din balance, så kan du tage en dosha test.

 

Livsenergierne – vata, pitta og kapha

Et grundlæggende princip indenfor ayurveda er, at vi alle består af tre livsenergier, vata, pitta og kapha. Livsenergierne er forbundet med naturens fem elementer, jord, vand, ild, luft og æter, og binder os mennesker intimt sammen med naturen og dens rytmer. Vi fødes med en særlig grundkonstitution, kaldet prakriti, kombination af vata, pitta og kapha. Denne konstitution er grundlaget for vores krop, sind og personlighed i dette liv. Den er grunden til at nogle ting falder os let og andre ting svært. At vores krop og sind har nogle styrker og andre svagheder.

Nogle mennesker er meget æteriske og luftige. De bevæger sig, tænker og taler hurtigt. Disse er præget af vatas lette energi. Andre er præget af pittas ild. De brænder stærkt igennem med deres visioner og handlekraft. I mens andre igen er mere rolige, jordbunde og grundige i deres natur. De er domineret af kapha, som er forbundet med jord og vand. Elementerne påvirker vores potentielle balance og ubalance og hele den måde, vi er i verden. Når vores prakriti er i balance, så viser de positive træk sig. Vata-mennesker er begejstrede, livlige, slanke og har en fængende energi. Pitta er stærke ledere, ukuelige, intense og forførende i deres udstråling, imens kapha har en enorm sødme og tillidsfuldhed over sig.

Når vores ydre omstændigheder forandrer sig, og vi for eksempel oplever store skift, det kan være årstiderne, livskriser, pres på arbejdet eller derhjemme, så forskubbes vores balance, og vi kommer i ubalance.

Vatas ubalance ses ofte mentalt og følelsesmæssigt. Vi bliver ustabile følelsesmæssigt, ængstelige, energiløse eller også ophober vi måske luft – som kan ses som oppustethed. Pittas ubalance er forbundet med for meget ild. Syreophobning i kroppen, udslæt, eksem og inflammation i hud, led og organer. Kapha risikerer at stagnere og akkumulere både mentalt og fysisk. De bliver indelukkede, tager på i vægt og holder på affaldsstofferne i kroppen.

 

Din aktuelle tilstand – vikriti

Foruden vores grundkonstitution, så opererer ayurveda derfor med begrebet aktuel tilstand, kaldet vikriti, som beskriver den ubalance, vi er i. Vores ubalance er ofte forbundet med en forstørrelse af vores allerede dominerende dosha, men faktisk kan ubalancen også godt hænge sammen med en af de andre doshaer. Det er derfor ikke helt simpelt at tage en dosha test, og jeg bliver ofte spurgt til, hvordan man udfylder den “korrekt”.

Hvis du vil have støtte til at tage din dosha test (prakriti og vikriti) og finde ud af, hvordan du lever i harmoni med DIN natur, så start eventuelt med at se min video herunder, og kontakt mig gerne for 1:1 ayurvedisk livsstils forløb eller 1:1 få skræddersyet din kostplan med udvidet dosha test.

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

At spise ayurvedisk

– i pagt med naturen i og omkring dig

Ferien går på hæld, og måske er det tid til at få kærligt fokus på din kost – og dermed dit helbred – i hverdagen?

I følge ayurveda er kvaliteten af din fordøjelse altafgørende for kvaliteten af din sundhed og livsenergi! Din fordøjelse er et produkt af mange ting, blandt andet den kost, du indtager, og den måde du strukturerer og lever dit liv.

Vi er ligeledes dybt forbundet med naturen, og vores vej til balance ser altså forskellige ud under de forskellige årstider, eller faser af livet. Derudover er ikke to mennesker er ens. Det er derfor naturligvis ikke den samme kost og livsstil, der er god for dig, som din mand, kone eller veninde. Derfor er det en god ide, at du både kender til de universelle principper til at leve i pagt med naturen, men også kender til DIN særegne natur – din dosha-kombination.

 

Hermed følger hele 16 gode tips til at styrke din livsenergi og sundhed gennem fokus på kosten:

 

SYNKRONISER MED DØGNETS ENERGI

#1 Stå op samme tidspunkt hver morgen (mellem kl. 6-7) og drik et stort glas lunkent vand tilsat citron

#2 Sørg for at have god tid om morgenen, så du kommer på toilettet HVER morgen (det er her tarmene arbejder)

#3 Brug 5-10 min. hver morgen på at lukke øjnene, tage et par bevidste åndedræt, og sætte din intention for dagen: Hvad ønsker jeg at få ud af denne dag?

#4 Spis tre regelmæssige måltider om dagen og dit største måltid midt på dagen, omkring kl. 12

#5 Spis et lettere måltid til aften, så tidligt som muligt

 

BALANCER DIN TILBØJLIGHED

#6 FOR MEGET ILD (kan opleves som diarré, sure opstød, mavesyre udbrud eller løs mave), køl ved at:

– spise sød, bitter og sammensnerpende mad. Læs mere om smagene her.

– tilføre kølende urter i maden eller som tilskud, som aloe vera, koriander, basilikum, mynte, persille

– lave rekreative aktiviteter hver dag, for eksempel motion uden konkurrence og at være i naturen

 

#7 FOR LIDT ILD (kan opleves som træg fordøjelse evt forstoppelse, luft i maven, følelsen af tyngde eller energitab efter spisning), stimuler ved at:

– indtage varm mad med varmende krydderier, som ingefær, cayenne, spidskommen, kardemomme, kanel

– sidde ned, når du spiser, og dufte og smage maden med din fulde opmærksomhed

– kun at spise når du har det godt, og når du føler sult

 

EXTRA BOOST TIL FORDØJELSEN

#8 Drik ingefær te inden måltiderne og/eller brug ingefær i maden

#9 Undgå at spise og drikke iskolde madvarer eller drikke under måltidet, da det slukker fordøjelsens ild

#10 Bevæg dig hver dag (motion, yoga, åndedrætsøvelser). Lad mig guide dig her!

#11 Spis madvarer med mælkesyrebakterier, som youghurt, miso, kefir, eller tag et tilskud med det

#12 Sørg for at få den rette fedtsyre balance. For meget omega 6 i blodet i forhold til omega 3 (den ideelle fordeling er 3:1), er med til at sætte inflammation i gang i din krop. Hør mere på mit webinar her!

 

SKAB RO TIL AT MÆRKE INDEFRA

#13 Skab pauser i dit liv til at integrere dine oplevelser og få ro på nervesystemet. Et roligt nervesystem giver en langt mere effektiv fordøjelse.

#14 Gå en lille tur efter maden

#15 Mediter 1-2 gange om dagen (ml. 5-20 min). Lad mig guide dig her!

#16 Afrund dagen med en afspændingsøvelse og ved at give det, du føler taknemmelig for, opmærksomhed

 

*****

 

Bliv skarpere på DIN personlige kostplan gennem 1:1 forløb med skræddersyet kostplan eller få opskriftsinspiration i mit online livsstils univers MER LIVSENERGI her!

 

 

NY podcast om ayurveda

Fornylig blev jeg interviewet af den skønne Helena Risager til podcasten Inspire Monday.

Jeg fortæller både om min personlige livsvej fra kernefamilie i Gentofte, til ladet af en lastbil i Afrika, mødet med yoga og uddannelse hos Deepak Chopra i USA. Og giver dig gode tips til et meningsfyldt liv i balance.

Jeg tænker, du måske kan få glæde af denne podcast på din ferie, eller hvor du end befinder dig i denne skønne tid.

 

Hør podcasten her!

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

Insistér på det, du ønsker!

Ja, du hørte rigtigt.

Insistér!

Nægt fra dit inderste at give op. Insistér på at livet kan være lige præcis så eventyrligt og guddommeligt, som du inderst inde ved, det er skabt til at være.

At nøjes eller være ok med sit liv er for slapt og mere end det, det er en pest, du bærer i dit indre. Et ubehag, der gennem tid kan udvikle sig til fysiske og psykiske mén og sygdomme.

Drivkraften og lysten til at noget skal ændre sig og blive mere fuldkomment kommer fra dit inderste – en slags sjælens kald. Det er IKKE ønskerne og begæret efter mere, der er problemet, men i stedet accepten af mellemtilfredshed eller direkte utilfredshed med dit liv.

Når jeg bruger ordet insistere, så ønsker jeg at henlede din opmærksomhed på en dyb, indre kraft. En viljestyrke, der ikke er det samme som at kæmpe for noget på det ydre plan. Når du kæmper, så kommer det fra idéen om, at der er noget du skal “gøre” eller lægge dine fysiske kræfter i, for at det, du ønsker, skal ske. Når du insisterer på at noget skal ske, så kommer det indefra. At insistere er som at bekræfte din fødselsret til lykke. Når du kæmper, prøver du i stedet at overbevise dig selv og andre om, at du er det værd.

Ja, ja det er jo altsammen bare ord. Men hvordan gør man?

 

Først og fremmest: bliv bevidst om din indre dialog. Det er nemmere sagt end gjort. De fleste af os har et sind, der kører på autopilot. Hvor tanker kommer og går, som det passer dem. Tanker, der for de flestes vedkommende desværre ikke er synderligt originale men mere et tilsyneladende tilfældigt samsurium af idéer om os selv og livet, vi ubevidst har samlet op igennem årene. Det man ofte kalder overbevisninger.

Når du først har samlet dine overbevisninger op gennem din opvækst, så kan du risikere at bruge resten af livet på blot at bekræftet dem – ved mindre du bevidst ændrer dine overbevisninger eller lærer at stilne dit sind i gennem for eksempel yoga eller meditation.

Det skal lige tilføjes at mange af vores tillærte overbevisninger heldigvis er positive og livsbekræftende. Det er dem, der har støttet dig til at skabe alt det, du føler taknemmelighed for og stolthed ved i dit liv i dag. Men desværre er rigtig mange af vores overbevisninger dog hæmmende for vores frie udvikling og dermed virkeliggørelsen af vores drømme. For hvis du ikke tror, du er noget særligt, eller hvis du for eksempel kunne mærke det stritte i dit indre, da jeg skrev, at det er din fødselsret at være lykkelig, så kan du selvfølgelig ikke insistere på det.

Betragt dig selv udefra

Når du begynder at kunne betragte dine tanker udefra og den vej igennem bliver herre i eget hus igen, idet du frit kan til- og fravælge tanker, så kan du skabe et gunstigt miljø for den rene, uskyldige insisteren. Det er på en måde lidt ligesom at finde tilbage til sit indre barn. Den magiske, uskyldige, naive del af dig, der er sikker på, at det du giver dig i kast med lykkes. Og selv hvis noget ikke lykkes, så fortsætter du blot alligevel. Selv hvis en afvisning skulle komme din vej, så fortsætter du alligevel i barnets naivitet – og i den bevidste voksnes tillid til at lykke, glæde og ekstase er din livsvej.

Da jeg genåbnede mit firma for tre år siden, efter i et par år at have troet jeg skulle noget andet, så oplevede jeg at frø, jeg tidligere havde plantet i min virksomhed, begyndte at spire. Jeg fik bogstavelig talt indsigt i, at intet vi nogensinde lægger vores energi i er spildt eller ikke tæller i universets regnskab. Og så ramte indsigten mig: Den eneste forskel på de mennesker, der lykkes med det, de sætter sig for, og dem, der ikke gør, er, hvor længe de bliver ved med at insistere. Det ER en universel lov, at det vi giver vores energi vokser og på rette tidspunkt vil frugterne modnes og være klar til at blive plukket.

I påsken da mange måske spiste påskefrokost afleverede jeg første manus til min næste bog til et forlag. Dette er endnu en bog jeg insisterer på at se – først på det danske marked og senere på en større scene. Det er faktisk en DONE DEAL for mit hjerte ved det, mit sind ser det, og jeg lever det.

Hvad vil du gerne insistere på at se virkeliggørelsen af?

Lad mig gerne guide dig i øvelsen herunder!

 

Givet i kærlighed <3
Maria

Drop positiv tænkning – hengiv dig til accept!

“Iagttagelse uden øjeblikkelig vurdering er den højeste form for menneskelig intelligens”

J. Krishnamurti

 

Hvis du læser dette, så er du højest sandsynlig en “spirituel” person eller i hvert fald åben for en højere dimension af livet. Min egen erfaring fortæller mig, at vi går igennem faser på denne vej. Faser der er præget enten af ønsket om at ændre livet i en positivt retning eller at acceptere det til fulde.

At øve sig i at tænke positivt og arbejde med den indre kritiker og pessimist kan være en sej proces – mange års dansker-brok har måske sat sine spor og er svære bare at slette fra hukommelsen. Når vi begynder at træne mindfulness, som en tilstand, så vil vi støde på accept, som modvægt til bare at “tænke positivt”.

 

Accept gennem taknemmelighed!

Accept er et lille ord, men det rummer uendelig kraft. Tænk et øjeblik på hvordan dit liv ville være, hvis du ikke havde den mindste trang til at ændre noget eller manipulere livets gang. Hvis du oprigtigt kunne sige, at du er villig til at tage imod, hvad end livet byder dig. I denne modstandsløse tilstand åbner livets sluser sig. Muligheder og tilstande, du ikke havde troet var mulige, viser sig.

At praktisere taknemmelighed er en stærk praksis, der støtter os til at acceptere mere og dermed kæmpe mindre. Men måske føler du ikke altid, at der er noget at være taknemmelig for? Næste gang du vender din opmærksomhed mod taknemmelighed – prøv da at integrere taknemmelighed for alt det, du egentlig har modstand på i dit liv. Omfavn hele dit liv med din kærlige ikke-dømmende opmærksomhed, som er mindfulnessens essens.

Jeg vedlægger en guidet øvelse, jeg har lavet, som kan støtte dig i denne proces.

Jeg ved ikke om det hjælper dig, men du kan jo prøve ad, og se hvordan dit liv måske forvandler sig under acceptens klare lys.

 

Givet i kærlighed <3
Maria

 

 

 

 

Slip kampen og sov godt

Der er mange situationer i livet, hvor det at have stor viljestyrke og stamina er fantastisk. Men der er faktisk også rigtig mange situationer, som vi mennesker ikke kan få succes med igennem vilje og kamp. Når det kommer til at kroppens funktioner, som for eksempel fordøjelse & toiletbesøg, orgasme, hjerterytme og søvn, så handler det snarere om at slippe og hengive sig end om at kæmpe hårdere og prøve mere.

Ayurveda fortæller os, at søvnen er en af grundstenene til vores gode helbred og livsenergi. Og manglende god søvn er et symptom på ubalance – oftest vata-ubalance. Sagt med andre ord, at dit nervesystem er stresset.

At kunne falde i søvn og sove harmonisk hele natten handler om at kunne slippe dagen og hengive sig. I virkeligheden hengiver vi os til natten og det ukendte. Vi ved ikke, hvad vi møder i søvnen og drømmene, og vi er forsvarsløse, som vi ligger der og “driver den af”. Faktisk foretager vi et stort kontrol-slip, når vi dykker ind i søvnen. Og det hjælper ikke at prøve at kontrollere os selv derind gennem medicin eller tænkte teknikker.

Slip dagen og sov godt

Rigtig mange mennesker lider desværre af søvnforstyrrelser af den ene eller anden art. Måske kender du til enten at have svært ved at falde i søvn, eller let at blive forstyrret i din søvn i løbet af natten?

En god måde at forberede sig på søvnen er at lave afslappende, glædesfyldte aktiviteter om aftenen. Hvis du vil se TV eller læse, så vælg noget, der ikke er voldeligt eller voldsomt. Derudover vil det være nemmest at falde i søvn omkring  kl 22, hvor søvn hormonet melatonin er højest. Endelig så brug en stund i sengen på at afslutte og sige tak for dagen, der er gået, inden du lukker øjnene og forbereder dig på at slippe, indtil den nye dag gryer.

Jeg vil gerne støtte dig til bedre søvn. Derfor vedlægger jeg en øvelse (både som video og audio, der kan downloades), der vil guide dig til at få ro på tankerne, mentalt at afslutte dagen, så du kan hengive dig til søvnen.

Tryk her og download audio, du kan høre, når du ligger i sengen og skal til at falde i søvn.

Godnat og sov godt!

Givet i kærlighed <3

Maria

Verden ER dig!

Kig dig omkring. Jo, gør det nu…

Alt hvad du ser, fornemmer, mærker, hører, smager og lugter er en del af dig. Verden, som du sanser den, ER dig!

Har du nogensinde lagt mærke til, at du opfatter ting anderledes end folk omkring dig? Har du oplevet at gå fra et møde med en anden person, for senere at finde ud af, at I har taget noget helt forskelligt med fra mødet? Har du tænkt over, at ti forskellige mennesker ville beskrive foreksempel et billede på ti forskellige måder?

En af de gamle vediske tekster fra Indien, udtrykker det således, “Du er ikke i verden, men verden er i dig”. Det vil med andre ord sige, du er ikke en lille løsrevet del af helheden, du ER helheden. Virkelig at erfare dette – og ikke blot forstå det med hovedet – er hvad livet handler om i følge ayurveda. Når vi bevidst favner ALT omkring os, som en del af os selv, så transformeres virkeligheden og vi erfarer, hvad alle spirituelle retninger taler om, ENHEDEN. At alt hænger sammen, at alt er ét.


Men hvad betyder det for dig?

Måske oplever du ikke umiddelbart dig selv, som et spirituelt væsen, hvis dybeste grund til at være her er, at opnå selv-erkendelse? Men jeg tror, du ligesom alle andre søger. Søger det der giver dig følelsen af at være hel, i balance, tilfreds med nuet, eller hvad end du vælger at kalde det. Jovist vi kan dække vores medfødte drive og ambition mod sandheden til med ydre, materielle mål, som job, sociale relationer, forbrug og underholdning, men vi ved også inderst inde, at de glæder ikke varer ved. At det – helt ærligt – er ligesom at tisse…. Og snart søger vi igen; ny kæreste, ny garderobe, større lejlighed eller mere i løn. Hvis du kan nikke genkendende til denne søgen, så tag med mig på en indre rejse mod helhed. En rejse som kan starte med den podcast, jeg vedlægger, hvor jeg forklarer mere om, hvordan vi kan blive bevidste skabere af den virkelighed, vi dybest set ønsker.

Hør for eksempel:

  • Hvorfor jeg synes det var fredeligt og trygt at gå rundt i gaderne i Mexico City og Delhi.
  • Hvorfor vi ikke har nogle ydre fjender
  • Hvordan vores største udfordringer og kvaler guider os på vores livsvej
  • Hvad “bevisthedens leg” er
  • Hvordan du kan inspireres til balance gennem ayurveda

 

Det er IKKE svært at leve den ayurvediske livsstil for det handler i virkeligheden om de mest fundamentale og simple ting, som vi alle mestrer, blot fordi vi er i live; åndedrættet, de kropslige sensationer, de simple bevægelser og den indre opmærksomhed. Lad mig gentage; alle kan leve ayurvedisk og der er intet hokus pokus over det.

Start lige her med en times gratis inspiration og bliv klogere på din verden, som viser sig omkring DIG lige nu:)

 

https://itunes.apple.com/dk/podcast/lyden-af-et-bedre-liv/id1153074194?mt=2&i=1000393937102 

(find afsnit #49)

 

Givet i kærlighed <3
Maria